RF 25: Nu piller vi det hele fra hinanden
Den danske trio, Slim0, byggede op og rev ned i en hel times rutsjebanetur af en koncert. "Vi er her ikke for eskapisme", sagde de, men koncerten var et godt frikvarter fra de gængse formater og regler.
2. Stars! I'm coming!
3. Same Scene
4. Stan/Thank You (Eminem/Dido)
5. Linger
6. Gate 0
7. ???
8. Lady in White (Enter Spotlight)
9. ???
10. Trenches
11. Feel the World Alone
12. Same Scene (reprise)
13. Forgiveness
14. Lights On (New Sun)
“Doomrock” kalder Roskilde den danske trio, Slim0s toner. Og det er et noget begrænsende mærkat. Sidste års debutalbum, ‘Forgiveness’, lyder mere henad post-rock i den mere noisede grøft, men altid uforudsigeligt og alligevel uden den uforudsigelighed, der præger trioens koncerter. Under alle omstændigheder et unikt udtryk for et dansk band.
Efter Shit and Shines aflysning, var Slim0 det nærmeste, man kunne komme på noget henad rock (hvis man altså ser bort fra Jinjer) denne åbningseftermiddag på Roskilde. I anledningen udvidet til sekstet, med cellist, saxofonist og ekstra bassist var der masser plads til luft unger vingerne for Slim0s sound.
Grundstammen bestående af Mija og Lena Milovic og trommeslager Simin Ramezanali havde smurt læbestiften godt ud omkring deres munde, så man skulle tro, at det var Lydia Lunch eller en riot grrrl-koncert. Og efter en stille intro, stod den på smadret skralderock i form af 'Same Scene'. Og så videre til et doomet cover af Eminems 'Stan'. Eller var det Didos 'Thank You'?
Og sådan fortsatte det over den næste time. Slim0 leflede bestemt ikke for de fremmødte i Gaia-teltet. Hver gang, der var optræk til et groove eller noget andet gribe fat i, stoppede de, skiftede tempo eller trak musikken i ny retning. Det ene øjeblik var det stenet a la True Widow, det næste øjeblik lød de som Galaxie 500, så som My Bloody Valentine, og der var endda også minimalisme a la Steve Reich.
'Trenches' var et post-rocket højdepunkt midtvejs, og mod slut gav trioen en a cappella-version af titelnummeret fra sidste års plade. En helhedsoplevelse af en koncert, der mere føltes som en dekonstruktion af det gængse koncertformat og de almindelige spilleregler. Lige hvad man har brug for på Roskilde Festival, hvor de rester, der er tilbage af den traditionelle rockkoncert efterhånden er noget sørgelige.
Slim0 pillede det hele fra hinanden og satte det sammen igen til deres eget. Havde de bare skippet digtoplæsningen og agitprop-talerne... Selvom de ikke var der for eskapisme, så var det netop, hvad musikken kunne, og det ville have været rigeligt i sig selv. I hvert fald for undertegnede.