An undying love for Neurosis
Et af metal-genrens mest ikoniske og stilskabende bands er meget overraskende vendt tilbage. Halleluja.
2. Mirror Deep
3. First Red Rays
4. Blind
5. Seething And Scattered
6. Untethered
7. In The Waiting Hours
8. Last Light
Oven på Neurosis’ officielle udtalelse i august 2022 og afstandstagen til Scott Kelly, sanger, guitarist og originalt medlem af bandet, har der været stille som graven omkring Neurosis – eller det troede man. Indtil 20/3-2026.
Pludselig, som et lyn fra en klar himmel, offentliggjorde Neurosis et helt nyt album sammen med nyheden om, at Aaron Turner (Sumac, Old Man Gloom, ex-ISIS) er tiltrådt som ny guitarist og sanger.
Jeg skal langt tilbage for at finde et lignende nervøst, forventningsfuldt øjeblik i min tid som musiknørd - formentlig for 25 års tid siden, da jeg hørte Tools ’Lateralus’ første gang.
Et eller andet sted vidste jeg jo godt, at dette album ville leve op til alle forventningerne, ellers ville Neurosis for fanden slet ikke udgive det, men alligevel var det med næsten rystende hænder, at de nye numre røg på anlægget.
Og jeg var på ingen måde forberedt på det jordskred af tanker og følelser, musikken skulle sætte i gang.
Neurosis udforsker, understøtter og udvikler tifold på et album passende betitlet ’An Undying Love for a Burning World’ ... Mmmmmm ... Alene titlen har jeg smagt på i dagevis. Har de kærlighed til verden, selvom den brænder? Eller måske i virkeligheden fordi den brænder? Uanset hæfter jeg mig ved den udødelige kærlighed og den alvor, en sådan titel vidner om. Neurosis elsker jo ikke ligefrem noget for sjov.
Jeg skal tvinge mig selv til at savne Scott Kelly
Neurosis anno 2026 lyder, som kun Neurosis kan lyde, men samtidig har Turners indlemmelse gjort sit for en udvikling i sangskrivningen. Hans tilgang har formentlig skubbet til nogle fastgroede processer og skabt en ny banddynamik. Havde Neurosis fået et ukendt blad og en musikalsk nikkedukke med i folden i Kellys sted, tror jeg ikke, et nyt album havde set dagens lys. Turner er så defineret en kunstner og så stærk i sin egen ret, at hans bidrag blæser gennem albummet som en frisk brise, men samtidig antager jeg, at han også er gået til opgaven med en gedigen portion ydmyghed og respekt for resten af holdet og bandets arv. Men gad vide, hvor lang betænkningstid han skulle have, da han fik "Vil du være med i Neurosis"-opkaldet? Jeg ser for mig, at han lige skulle finde noget at sidde på i nærheden, og to sekunder efter var han ikke i tvivl.
I hvert fald er hans bidrag så naturlige og gnidningsfri, at jeg skal tvinge mig selv til at savne Kelly i lydbilledet, til trods for at han var en gigantisk del af "det gamle" Neurosis. Med andre ord: Det tilnærmer sig magi, dét, Neurosis gør på 'An Undying Love For A Burning World'.
Mindbending og overlegent vokalarbejde
Vokalmæssigt er Turner gledet upåklageligt ind i sin rolle. Jeg hører tydeligt hans knastørre, hæse stemme, men samtidig er der indtil flere steder, hvor der ret atypisk for Neurosis synges rent og ovenikøbet flerstemmigt, så jeg gætter på, at både han og bandets anden sanger og guitarist, Steve Von Till, støtter hinanden i rene vokaler. Men jeg aner også en tredje ren vokal, som jeg ikke umiddelbart kan afkode. Kan det mon være bassist Dave Edwardson, der også er begyndt at synge rent?
Siden ’Times Of Grace’ er Edwardson trådt i baggrunden som vokalist, hvilket har ærgret mig helt vildt. Jeg husker tydeligt, hvor oprigtigt bange jeg blev for manden, da jeg oplevede ham og Neurosis live første gang på Stengade i forbindelse med ’Through Silver in Blood’. Han stod kun få meter fra mig, næsten face to face, med et sindssygt intenst blik i øjnene, iført SM-læderarmbånd om håndleddene og skreg og spyttede de dybeste brøl – ever. Og ja, nu lyder det klart, som om han for alvor er tilbage i lydbilledet, og måske endda ligefrem bidrager med ren vokal hist og her.
Det mest uafrystelige eksempel på, hvor overlegent vokalarbejdet i det hele taget er på ’An Undying Love ...’, er måden, vokalerne snor sig om hinanden på i starten af ’Seething And Scattered’. Von Tills inderligt intense skrig komplementeres af en lys ”call and response”-agtig vokal, som jeg gætter på er Turners, og som kort efter understøttes af Edwardsons karakteristiske growl. Repeat. Repeat. Repeat.
En mere organisk og hemmelig proces
En anden stor omvæltning i Neurosis-lejren, som garanteret også har spillet afgørende ind i beslutningen om, hvorvidt bandet overhovedet skulle skrive, indspille og udgive igen, er Steve Albinis pludselige død tilbage i maj 2024. Neurosis er et af de bands i verden, der har indspillet mest musik med Albini ved mixerpulten Lige siden milepælen ’Times Of Grace’ fra 1999 styrede Albini kyndigt supertankeren Neurosis i den rigtige soniske retning, og det blev til i alt seks album sammen.
Derfor har det også været en betydelig beslutning for Neurosis at vælge Scott Evans, der tidligere har drejet knapper for bl.a. Kowloon Walled City, Great Falls og Turners band Sumac, til at stå for optagelserne til pladen.
Det er velkendt, at Neurosis ikke anvender producere per se, at de blot skal have en dygtig tekniker til at indkapsle deres soniske tryllerier, men jeg forestiller mig også, at der er blevet spekuleret en del over, hvem der mon kunne træde i Albinis sted og ikke ville krølle sammen i ærefrygt over bandets tilstedeværelse. De kunne have peget i hvilken som helst retning – mon ikke f.eks. Kurt Ballou ville have slået dørene op og ryddet God Citys kalender på et splitsekund, hvis han havde fået opkaldet? Men nej, Neurosis har tydeligvis bestræbt sig på en mere organisk og især hemmelig proces.
Albummet blev indspillet få måneder før udgivelsen og blot færdigmixet seks uger inden udgivelsen, eller rettere afsløringen. Og jeg bilder mig ind, at jeg kan høre, nej, mærke, den friskhed i albummets samtlige syv skæringer (+ den geniale åbner/intro ’We Are Torn Wide Open’ – sjældent har jeg lagt ører til en så hudløs hensigtserklæring. The dissonance is deafening).
Ualmindeligt eksperimenterende
Albummets centrale nervesystem er en klassisk Neurosis-kerne i al sin letgenkendelig galde og livslede, men den genantændte ild i sangmaterialet, og den føromtalte brise, der blæser gennem alt, udmønter sig også i et for bandet ualmindeligt eksperimenterende album, hvis nye nervetråde problemløst sammenfletter atypisk rocket rytmik i f.eks. ’Seething And Scattered’, med smukke, næsten himmelåbnende passager i bl.a. ’First Red Rays’, samt 70’er-proggede keyboard-klangflader og basspil, der ikke blot farver rytmesektionen, men også tager teten med hensyn til melodi og riff.
Turners præg på sangskrivningen fremstår tydeligst i ’In The Waiting Hours’, hvis indledende og afsluttende sektioner kunne være outtakes fra ISIS’ ’Oceanic’.
Men størst er udviklingen i det kuldegysende smukke mareridt ’Last Light’, hvis næsten 20 minutter lange afrunding af albummet pløjer dybe spor. (Er det ligefrem en kvindestemme eller ”blot” en lys mandestemme, der arbejder sig ud gennem lydmuren halvvejs inde i nummeret?).
Ingen kan som Neurosis inkorporere feedback og skurrende “mislyde” som en del af instrumenteringen og deres særegne lydbillede. Og denne faktor er blot blevet endnu mere udtalt på ’An Undying Love ...’, hvor en masse nye soniske elementer introduceres i sameksistens med ”bredere” og mere nytænkende sangskrivning.
Nu eller aldrig
’An Undying Love for a Burning World’ er årets kæmpestore overraskelse, og for mit vedkommende måske årtiets udgivelse.
Neurosis er så ubegribeligt stærkt tilbage oven på Scott Kellys exit og en krise, hvilket jeg forventer var et gigantisk make or break-øjeblik for de tilbageværende medlemmer.
Og som de selv udtaler om dette album: Det var nu eller aldrig.
Hvilken triumf!