Pladeanmeldelser
Steel Inferno trykker atter sømmet i bund på allermest medrivende vis.
Gaspedalen er i bund, og ‘Within the Viscera’ lægger habilt fra land som første langspiller fra Silkeborgs unge dødsmetalhåb.
Veilburner sender os ud i en hvirvelvind af absurde ekstremer og skyr fortsat ingen midler for at udfordre sine lyttere.
Marilyn Manson har udgivet sin bedste plade i årevis, rent musikalsk. Desværre lider pladen eklatant under det lyriske ståsted og konteksten for udgivelsen.
(0) er hverken nuller eller en parentes i den danske metalhistorie. Alligevel er anmelderen ikke helt solgt, trods han absolut er fan af at knække mørket mod lys.
Poppy rammer med få undtagelser pletskud med sin sjette fuldlængdeudgivelse på kun syv år.
Tribulation gennemfører stilskiftet til metervaregoth fra 90'ernes overskudslager, uden at det står klart for lytteren, hvorfor de gør det.
Opeth lader historiefortællingen være bærende på denne fjortende bedrift. En ambitiøs sværvægter, der åbner nye – og gamle – døre for svenskerne.
Terrorpys næstfødte er et billede af et band i massiv udvikling. Og et af de bedste danske albums om død og ødelæggelse, året byder på.
Linkin Parks comeback-album har været præget af mystisk marketing, internetfnidder og en række stærke singler. Det hele overskygget af en udmærket udgivelse.
Devin Townsend slipper endnu en gang ganske godt fra at rode rundt med alle stilarter på sit seneste album.
Til trods for en større vægt på EDM end på den forrige udgivelse, er alt ved det sædvanlige i The Browning-universet – på godt og ondt.
Alkymist graver sig dybere ned i skidtet på ‘UnnDerr’, fortsat tungt og modbydeligt dragende som det Alkymist, vi kender.
Dødheimsgard-sideprojektet er nådesløst eksperimenterende og vil det hele på en gang. For vildt, for meget, for forvirrende?
Thy Catafalque tager os med ud på en betagende tidsrejse på ‘XII’, der både omfavner egne rødder og ser fremad mod lysere horisonter.
Det er blevet en kende for ufarligt og lidt for poleret at lytte til VOLA, hvis fjerde fuldlængdealbum nok har højdepunkter, men generelt er en mere jævn lytteoplevelse.
De belgiske speed-bøller er stadig hyperaktive og hamrer nådesløst derudad på deres tredje album. Det er aldrig kedeligt, men kunne måske have været eksekveret skarpere.
Episk er kodeordet for IOTUNN-opfølgeren ‘Kinship’ – en plade, hvor vingefanget spredes ud og viser, at de danske proghelte kan og vil mere, end debuten gav os forsmagen på.
Grand Magus har netop udgivet deres tiende album. Solidt håndværk uden de store overraskelser.
Paul W. S. Anderson har kun lavet én god film, mens Oranssi Pazuzu har lavet adskillige fremragende plader. Alligevel fører sidstnævnte tankerne hen på førstnævnte. Og på fortabelsen i kosmos.