Pladeanmeldelser
Myrath er fortsat garant for en storladen, progressiv blanding af metal og orientalsk musik, omend der er skruet en anelse ned for de hårdere elementer på det nye album.
Mere ambition, mere kontrol og mindre kaos. ‘Coronach’ vil mere end før, men McBain mister noget af sin rå charme. Heldigvis er højdepunkterne stadig skarpe.
Fredericia-bandet løfter sig markant på ‘Mosaic’, men skyggen fra Gojira er stadig både en styrke og en udfordring.
Et af metal-genrens mest ikoniske og stilskabende bands er meget overraskende vendt tilbage. Halleluja.
På 'Ferrum Sidereum' finder Zu ro i kaosset – et nuanceret, krævende værk, hvor skronk møder kontemplation i en kompromisløs, kosmisk kraftpræstation.
Worms svulstige, symfoniske keyboardblack vil gerne være svulstig, storladen og skamløs. Men 'Necropalace' lyder mere som content end som fængende sangskrivning.
Portugisiske Gaerea leverer deres mest melodiske – og bedste – album til dato.
Andet album fra californiske Fortress er også et præcisionsangreb af lynhurtige guitarer, lækre riffs og skinger melodisk vokal.
Hvis man synes, at metalgenren til tider er blevet for selvhøjtidelig, vil man måske synes, at Angus McSix er vejen frem. Andre vil sikkert kalde det fake metal.
Meejah og HIRAKI har begået en mangefacetteret plade. Den er voldsom og stor, og den er flydende og lille. Den er æstetisk søgende, men den er også fokuseret og disciplineret. Lad mig forklare, hvad jeg mener.
Lamb of God viser stadig tænder på ‘Into Oblivion’ – en energisk, men ikke fejlfri plade fra groove metal-veteranerne.
Et aggressivt og filmisk synthwave-soundtrack sætter punktum for 'Leather'-trilogien, men trods ambitionerne føles afslutningen mere rutinepræget end uforglemmelig.
Heksproces sigter højt på deres debut: et tungt, mørkt og ambitiøst værk, der kræver sin lytter – men også markerer et band, der vil mere end de fleste herhjemme.
Sylosis brøler og spiller kompetent på ‘The new flesh’ – men bag den polerede metalmur gemmer der sig kun få for alvor mindeværdige øjeblikke.
Shadowspawn leverer solid, groovy dødsmetal med bid – men mangler det sidste, uforglemmelige hook.
28 minutter, nul overflødigt fedt: Ædel Fetichs debut er rå, skæv og rasende medrivende – et sortpunket spark i kæben med poetisk efterklang.
Australske Karnivool vender tilbage med ‘In Verses’ efter 13 års tavshed. Resultatet er velspillet, velproduceret – og bemærkelsesværdigt ufarligt.
Ponte del Diavolo forfiner deres blackened post-punk: mørkere, mere filmisk og langt mere afhængighedsskabende. De Venom Natura er gift, der virker.
Midnight Blitz kunne være et vildt og overbevisende styrtbombetogt, men ender med et par enkelte fuldtræffere og flest forbiere.
Maynard James Keenans frirum-projekt Puscifer er tilbage med ‘Normal Isn’t’, men legen bliver denne gang mere skitse end sang.