Pladeanmeldelser

Sejlet er fortsat stramt spændt op i TRWLR-land med filmisk, storladen metal af den sorte skole.
Med den korte spilletid smager det bare af meget mere.

Midnight vil gøre alt for at provokere og virke seje. Men på enmandsbandets fjerde Venom-opkog i fuld længde er det hele alt for forudsigeligt og bedaget.

Det aarhusianske black metal-band Horned Almighty har brugt tid på deres sjette plade, og den er godt givet ud, for lyden har fået flere facetter.

Navlebeskuende dødsblackepos om selvmord og sindets afkroge.

Lotus Thief fortæller en flere tusind år gammel historie gennem en moderne progressiv black metal med tydelige doom- og post-rock strejf samt et drys electronica.

Acca Daccas lillebror udgiver sin femte plade. Atter med tre års mellemrum til den forrige er Airbournes nye album fuldstændig som alt det andet. Tinnies mod tindingen, bar mave og masser, masser af brødrene O’Keeffe.

Chelsea Wolfe søger tilbage til rødderne i ‘Birth of Violence’, der med sin hudløse ærlighed åbner op for en anden form for dysterhed, end man tidligere har været vant til.

Enkelt og nuanceret. Dystopisk og opløftende. Syreregn smider ekstra konceptuel bagage på vægtskålen med flere progressive indfald i psychblues-puljen, og vi er overvejende taknemmelige.

Sjette album fra Esoteric er langt og krævende af lytteren, men med den rette tid og måske også de rette lytterammer, så udfolder sig et støjende univers, der både er skræmmende og smukt.

Hvis man troede, at Babymetal bare var en døgnflue, må man nu erkende, at den åbenbart har fået forlænget levetiden.

Det er ikke hverdagskost med gothic symfonisk metal i Danmark med kvindelig frontfigur. Men når det så endelig sker, er Ethereal Kingdoms bestemt en fin repræsentant for genren.

Den får på alle tangenter på Gloryhammers tredje album, der er symfonisk og catchy med et vokalubar, der får enhver fan af klassiske metaldyder til at føle sig hjemme i bandets intergalaktiske heavy metal-univers.

Canadiske Riot City vrider metalklichéerne og gør dem unge og friske på debutalbummet. Resultatet er akut luftguitarspilfremkaldende i en grad, man næsten ikke vil være ved.

Svenske Wormwood spiller en episk black metal, der vil glæde fans af såvel Bathory og Dissection som Månegarm. Den sorte nats arv føres sikkert videre.

Raised Fist giver køb på egne værdier med en udgivelse, der er sært forfejlet og ekstravagant kluntet på stort set alle parametre.  

For en sekulær metal: Uanset hvor forførende det kan være, når bands strunter i fine fornemmelser og forsøger at skabe ritualmusik, lykkes det ikke, når Dark Buddha Rising og Oranssi Pazuzu går sammen.

Det er ikke kedeligt at være dansker. I hvert fald ikke, hvis man kan lide black metal. Direkte fra et obskurt spillested på Nørrebro sparker Gabestok døren ind med deres bølleblack.

Hvis man ikke kan andet, kan man altid genbruge. High Command thrasher sig igennem middelmådighedens ørken i adstadigt tempo uden rigtig at have en ide om, hvordan de kommer videre.

Hvis du kun vil høre en drone-plade i år, så lyt til ‘Life Metal’. Hvis du vil høre to, så lyt til ‘Life Metal’ og en nærmest hvilken som helst anden end ‘Pyroclasts’.

Amerikanske Sadistic Ritual tromler af sted med blastbeats og et væld af temposkift på underholdende debut, der hæver sig over horderne af retro-thrash-bands ved at ville mere.