Pladeanmeldelser

Mörk Gryning er tilbage, og det er hverken helt skidt eller bragende fantastisk. Der er gode takter og en produktion, som måske kunne have gjort mere for at gøre de mindre gode takter spændende alligevel.

Chris Barnes' stemme er helt væk på Six Feet Unders nye plade, der kun i sjældne tilfælde reddes af et af de få gode riff, der er spredt ud over en alt for lang udgivelse.

Zeal & Ardor holder ligsyn for et land med en udgivelse, der ikke kunne vente.

Efter 12 års pause er britiske Benediction tilbage med en plade, der gør lige akkurat det, Benediction var gode til i halvfemserne: dødsmetal.

Selvom man ikke må øve sig, skal punk helst komme direkte fra øveren. Quitters første lp er ikke andet end rå, uforfalsket fuck-dig-musik.

Live er Devin Townsend altid en fascinerende oplevelse, men netop derfor er en liveoptagelse en meget tam omgang i sammenligning.

Arkansaskvartetten Pallbearers fjerde plade er kræs for de fans, der har fulgt bandet længe, men som syntes de var lige lidt for spændende i starten.

"Som at lugte til sine egne prutter", "verden opløses omkring mig", "noget, der er blevet nummer 5 i første heat i det finske Melodi Grand Prix i starten af 00'erne": Med åben pande og uden forudindtagelser sendte vi vores bedste mand ind til den nye Defecto-plade.

Bersærk kunne være fortsat ud ad den slagne vej og lavet festivalrock til øltelt-segmentet i mange år frem. I stedet har de drejet af i alle tænkelige retninger. Og det er eminent.

Det er efterhånden snart 20 år siden, at der var nyt fra de amerikanske hard rockere Blue Öyster Cult. Men bandet viser sig heldigvis ikke at være helt brændt ud i årene, der er gået.

De mange nu-metal-fans, der så deres genre blive kneppet af pladeindustrien og skældt ud af det elitære metalpoliti, er blevet gamle nok til selv at udgive musik – og de giver ikke en skid for, hvad du synes om genren.

Colorado-black metallerne Wayfarers nye album er en hyldest til det amerikanske vesten og en elegi over samme. Storladen, vred og episk black metal til din undergangsromantik.

Bon Jovi har skabt en hyldest til det triste år 2020 og rammer plet med at afspejle gudsjammerligheden.

'Paegan Terrorism Tactics' er et af sludgens hovedværker, men er desværre ufortjent overset. Acid Baths historie er et indblik i en genres tilblivelse og et forstyrrende blik ind i en gal verden.

The Ocean spiller geologsludge. Denne gang med følsomme ambitioner og en helt vildfaren forståelse af egne evner.

Kapitel 2 i Katlas række af ep'er, 'Warmongering Luciferians', lægger sig som en naturlig forlængelse af kapitel 1. Ikke så dumt endda, for hele herligheden er netop udgivet som ét album.

Livet er ledt, men det er Lifvsledas debutalbum ikke. Det placerer sig derimod højt på listen over årets bedste black metal-udgivelser.

Man ved aldrig helt, hvad man får med Ancst. Men denne gang får du et los i hovedet af lige dele combat boots og fortvivlelse.

Svenske Lik lyder, som om de har fået hjemlandets dødsmetal ind med modermælken, men da sangskrivning og lyd er i top, så accepterer vor anmelder, at det er så som så med originaliteten.

Den karismatiske frontmand er i sit es, og vi får en version af Corey Taylor, vi nok har smughørt før, for fuld udblæsning. Det er varmt, imødekommende, positivt og særdeles afsmittende.