Pladeanmeldelser

Pretty Maids er stadig det samme band på godt og ondt. Men dedikerede fans vil formentlig ikke blive skuffet over det nye album ’Undress Your Madness’.

Dawn Ray’d vil hellere brænde politibiler end kirker, men de koncertaktuelle anarkister er også værd at høre alene for deres post-black.

De har skabt blåtrykket for NYHC og genopfundet sig selv flere gange i løbet af snart fire årtier, så strengt taget burde der vel ikke være noget galt med, at Agnostic Front kører på rutinen på ‘Get Loud!’.

Er 'Walk the Sky' det bedste Alter Bridge-album til dato? Det er i hvert fald en gennemsolid rock-udgivelse fra Kennedy, Tremonti og alle de andre rødder.

Nile har fået ny forsanger ved siden af Karl Sanders. Han skal løfte arven fra Dallas Toler-Wade, og det bidrager ikke med meget på den nye plade.

Norske 1349 har kastet lidt thrash i lydbilledet på deres syvende studieplade, der er præcis lige så hurtig og beskidt som de forrige plader.

Michael Gira opløste Swans for to år siden. På bandets nye plade fortsætter han i de bedste sange den opløsning af al struktur og ethvert fast holdepunkt. Resultatet er svimlende og langt henad vejen besynderligt godt.

Vanden Plas har mange kvaliteter, men mangler fortsat det sidste for at rykke op i prog metal-superligaen. De kommer dog tæt på på deres nye album.

Blackgaze-ikonerne Alcest byder på velkendte elementer på deres sjette fuldlængdeudspil, der dog også markerer sig med musikalsk udvikling uden for bandets gængse stil. Men blandingen af gammelt og nyt kommer ikke til at fungere helt.

Konkhra bryder ti års pladetavshed med en jævn udgivelse, der holder sig på dødsdydernes rene sti men sjældent byder på mindeværdige højdepunkter.

Ventetiden har været lang, men Denial of God skuffer ikke: ’The Hallow Mass’ er blandt årets bedste album.

Norske Mayhem udgiver med ’Daemon’ deres sjette plade, der har samme line-up som den forrige, hvilket i sig selv er en bedrift i bandets stormombruste historie.

Næstved-bandet Cauterizer koger sin dødsmetal op med oldschool-elementer, melodi og groove over lange sange, som tilmed har en lille flirt med det progressive.

’War Music’ er umiskendeligt Refused og trækker på både bandets egne og punkbevægelsens mest succesfulde virkemidler uden at slå større brød op end nødvendigt.

Michael Schenker har for anden gang på halvandet år samlet gamle venner og har under navnet Michael Schenker Fest udgivet et album. Det er der kommet et habilt udspil ud af.

Kadavar har lavet endnu et album. Denne gang bevæger de sig ud i ørkenrocket westernterritorie, men selvom sounden holder, så halter sangskrivningen.

Opeth er aktuelle med deres trettende studiealbum i karrieren. Vi satte to skribenter i stævne for at diskutere lyden, udviklingen og sangene. De er langt fra enige.

Wind Rose er ganske underholdende i ca. tre minutter. Et helt album er næsten ikke til at bære.

Når black metal bliver mainstream, kolliderer den med en offentlighed, der ikke nødvendigvis forstår dens koder. Og så ruller nazianklagerne igen. Dem addresserer Mgła med vekslende held på ’Age of Excuse’, men det er så også det eneste nye.

Sect bevæger sig fra den gængse hardcore ud på rejsen mod vildere, hurtigere og mere ekstremt. Kærlighed til Nails og Trap Them er til stede, men kopieringen af selvsamme lykkes ikke til fulde.