Pladeanmeldelser

Boris er tilbage på 33. studiealbum eller deromkring og vanen tro, anede vi ikke hvad vi fik. Spørgsmålet er, om vi finder ud af det.

Selvom Shadow of Intent ikke helt formår at følge op på den mesterlige 'Melancholy', er 'Elegy' en sprudlende, potent og insisterende udgivelse, der henvender sig bredt.

Vi nåede ikke at anmelde Death Sets nye album i 2021, så vi kommer her med en forsinket anmeldelse. Overordnet: Du har misset at have myrer i øregangene, men også kun det.

På sin sjette plade med projektet, tager Alexander von Meilenwald et langt og selvsikkert skridt foran ind i det post-metalliske.  

Tyske Kanonenfieber er noget så specifikt som historisk korrekt black metal, der tager livtag med 1. verdenskrig. Det gør de ret godt.

Sijjin debuterede i 2021 med en omgang død iblandet et ordentligt skud thrash. Det er faktisk en ret vellykket debut.

Svulstige keyboards, skamløse rollespilstemaer og bombastisk mediævalisme: Amerikanske Stormkeep søger efter bedste evne at genskabe 90'ernes symfoniske black metal og lykkes næsten med det. Men illusionen knager i fugerne.

Rivers of Nihil har med afstand lavet den bedste plade i 2021, hvor de forener progressiv dødsmetal med saxofon og synthesizer. Fantastisk. Intet mindre.

Det er gået op for vores Manden med Weekendvesten, at Fortress burde være endt oppe på den helt store årsliste-top 5 for 2021. Det råder denne anmeldelse en smule bod på.

De islandske techdødsudøvere i Ophidian I faceroll'er alle knapperne med et tankemylderfremkaldende resultat.

Between Oceans starter på meget lave forventninger og det taget i betragtning er kritikken lidt mindre sønderlemmende, end de fleste internettrolde måske ville ønske.

Untamed Land leger med mange interessante genre-blandinger, og det er spændende - men i nogle sammenhænge også alt for meget.

Trioens debut indeholder masser af gode intentioner, spændende indhold og iderig sangskrivning, men også en fragmenteret lytteoplevelse.

Musik for cello, guitar og elektronik, skrevet på et roadtrip, der fører til kysten, hvor et familiemedlems aske skal spredes. Det lyder som en indiefilm fra midten af nullerne – og måske skal den også høres på den måde.

Vi starter året, med at se tilbage. Offermose er blevet ekskaveret, og befinder sig nu placeret i en særlig montre, som kronjuvelen i samlingen over ting, jeg ikke vidste, jeg var gået glip af.

Timechild skruer tiden tilbage til kassebuksernes og plateaustøvlernes tid, og spiller britisk heavy rock, som da mor var dreng.

Unto Others begik et stærkt gothrock-album i 2021, og nok er mascaraen tørret ud bag de mørke solbriller siden, men forsinket ros er på sin plads.

Lotan leger latin og spiller black-metal, der er lige så spændende som sort kaffe fra en kaffeautomat. 

Bestialsk black/death og usædvanligt vellykkede mellemstykker forenes med en klam og rådden produktion på mini-lp og mord og moseofringer fra jysk hedenold.

Hvis man kunne lide Phreneliths monumentale debutplade, så vil man også glæde sig over den dødsmetal, der er på 'Chimaera'.