Pladeanmeldelser

Wardrunas rolle som kompetente formidlere af norrøn digtekunst har for længst placeret dem på det musikalske verdenskort, og de har lagt musik til blandt andet tv-serien Vikings og det seneste skud på stammen i Assassin’s Creed-spilserien. Men har de stadig noget på hjerte?

Ét nummer skiller sig ud som formidabelt og fremragende og potentiale-forløsende for Demon Head, der med sit fjerde album har leveret endnu et solidt album – selvom noget af materialet ikke helt er oppe at ringe.

Accept lyder som forventeligt. Æstetisk ægte firser-metal men med et lag af støv og sepia, der understreger, at tyskerne aldrig nogensinde bliver rigtig vilde og voldsomme igen.

Guatemalansk black-band er egensindige og originale på en genudgivelse, der nok er fra 2008, men som lyder, som om den udkom, før regelbogen for black metal blev skrevet færdig.

Telochs synthwave-projekt kun have været en spændende hybrid mellem black metallens rå ubehag og det neon-farvede synthwave-univers. Desværre er resultatet nærmere en kaotisk andenrangsudgivelse med minimal musikalsk rød tråd.

I Sibirien lever kold og melodisk black metal i bedste velgående. Brødrene Sysoev leverer ugleskrig, synthesizer og masser af atmosfære.

Rambuk er et ungt band fra København, der ep-debuterer med masser af groove krydret af med stærke melodi-stykker.

Christian Hede har udgivet et singer-songwriter album, der faktisk har en spændende instrumental del. Anmelderen er dog ikke sikker på, om Hede har omstillet sin vokale tonering helt til at være i øjenhøjde med lytteren. 

Sideprojekt med medlemmer fra Denial of God og Black Oath er lyden af støv, edderkoppespind, mug og muldnende knogler.

Hollandske Asphyx har siden firserne spillet dødsmetal, og det er de gode til. 'Necroceros' er ikke helt med blandt deres bedste udgivelser.

Hvis Prong kom fra Åbyhøj, så havde man nok kaldt det Slet Det. Med debutpladen 'Start Forfra' er der dømt hævi på dansk fra Smilets By.

Det seneste udspil fra Redwood Hill byder på alt for meget af det gode og ender derfor med at spænde ben for sig selv.

Odensianske Hadrons anden plade balancerer sikkert mellem heavy metal og doom – men er knap så velafstemt, når det kommer til at vælge sprog.

Den syvende søn har succes med at søge udvikling og samtidig skabe en kompetent beatrock-plade, der nok lyder som en anden tid men gør det på nutidig vis.

Hvis det her er en indikation af, hvordan resten af foråret kommer til at være, skal det hele nok gå: Ud af det blå slipper Gatecreeper en EP, der renser godt ud i dyndet.

Therion er og bliver Therion. Om det er positivt må være op til den enkelte. Anmelderen her er ikke vildt imponeret.

Silkeborgensiske Bonejammer efterlader positive indtryk med deres anden ep, der charmerer med sin nedskalerede produktion og sin hidsige, målrettede punkmetal.

Hvor ’Poverty Metal’ viser tænder på den første sang ’Bully’, er resten af albummet fra den tidligere Ghost-guitarist en mere post-punket end metallisk omgang. Palm er mere end blot guitarist.

Her på Devilution har vi ikke altid været indbyrdes enige om d'herrer Devildriver. Hvis vi bare helt glemmer deres outlaw country-album, er vi vekslet fra under middel til over middel på bare få år.

'Unconquered' er ikke helt den plade, vi havde håbet på fra Quebec. Kataklysm falder dog ikke helt igennem, men vi kommer næppe til at huske udgivelsen om få år.