Pladeanmeldelser
Københavnsk midtvejskrisepunk, der gør tilnærmelser til både ham den unge karseklippede og hende den lækre mor nede i børnehaven
Troede man, at en nedre grænse var nået for, hvor kalkuleret, forceret og leflende metal kunne laves, havde man ikke regnet med Justify Rebellion. Det unge bands andet album er en klar kandidat til årets mest frastødende danske plade.
Arjen Anthony Lucassen valgte i 2019 at opføre hele sit Ayreon album ’Into the Electric Castle’ live med et hav af gæstemusikere og gæstesangere. Det vil blive mødt med glæde blandt de få, men med ligegyldighed fra de fleste.
Manden med Weekendvesten kæmper hårdt og ustoppeligt for et slidt image, mens engelske Skyryder gør kampen til skamme.
De tyske metalcore-konger vender tilbage efter en signifikant længere udgivelsespause end normalt. Til gengæld er det en dobbelt-udgivelse. Desværre.
Sympatiske tekster og et par stærke fuldtræffere er ikke nok til at redde et miskmask af kedsomhed på Pearl Jams første nye plade i syv år.
Lamentari tænker stort og folder vingerne ud på debut-ep'en. At de som metalliske sangskrivere overhovedet ikke er flyvefærdige, ødelægger dog meget af oplevelsen.
At beskrive Igorrr er som at forsøge at sømme spaghetti fast til væggen. Begge dele er et ugudeligt og klistret Sisyfosarbejde, og det er lige så umuligt, som det er underholdende.
I en simpel, voldsom lyd vokser rasende riffs til melodisk storhed, når franske Cénotaphe lader debutalbummet servere lytteren en forfriskende bidsk black metal.
Klippe-klistre-black metal med fingrene smurt ind i norske efterladenskaber.
Finske Aethyrick fortsætter den melodiske black metal, de påbegyndte på debutalbummet. Resultatet vinder få innovationspriser, men er så meget desto mere vellykket.
Manden med Weekendvesten har ikke længere flot hår med spaltede spidser at headbange med, og derfor får han brug for heavy metal i form af svenske Ambush til give ham samsonsk styrke.
Myrkur foretager et radikalt stilskifte på tredjepladen, men opretholder stadig et vist kvalitetsniveau, selv om mareridtsskriget er erstattet af kulning-kald og lyrespil.
Importeret fra Rhode Island og dyrket i den regnvåde Washingtonmuld: Her er en delikat kop økoblack, som kendere vil nyde.
På 'Alter Echo' har Dizzy Mizz Lizzy givet køb på omverdenens forventninger til dem, og det klæder dem i dén grad. Det gør det også, at der er skruet op for den tunge guitar.
Unsane lød altid som en slåskamp midt i et biluheld. Human Impact med medlemmer fra Unsane, Cop Shoot Cop og Swans føjer flere nuancer til noiserocken, men ender alligevel med at stå tilbage med knojern og et flækket øjenbryn.
Som med ens forældre er det bedste, man kan gøre sig forhåbninger om fra gamle metalbands, at de ikke decideret blamerer sig.
En smuk og melankolsk kakofoni af atmosfærisk black metal, ambient, dubstep og rave fra Baku, Aserbajdsjan.
Retrorockerne i Lucifer udvider deres oeuvre med den klassisk betitlede ‘III’ og øser pulpfetich, rockerriffs og 70’er-stemning ud over os.
Amerikanske Code Orange fortsætter med at udfordre dig, mig og sig selv på bandets fjerde album, hvis avantgarde-hardcore udvikler sig i adskillige mulige og umulige retninger.
