Pladeanmeldelser
I et velkomment opgør med sin egen perfektionisme genfinder Steven Wilson noget af den kreative vildskab, der tidligere gjorde ham til noget særligt.
De svenske ynglinge i Sarcator overrasker med både guitarlyd og en inspiration, der kræver hat og cowboystøvler, mens thrash-dansen trædes på en ny måde.
Mental Cruelty udvider deres musikalske territorium med symfonisk storhed, melodisk dødsmetal og nordisk mytologi.
Electric Guitars spiller fortsat fadølsrock, men øllet er dog lidt tyndt denne gang.
Med ‘Firesky’ har Konvent skabt endnu en sort seance, man bliver indhyllet af og forsvinder ind i.
Skyggerne er måske aldrig helt til at slippe af med, men Cult of Luna finder stadig skønheden i mørket på deres tiende album.
Ignea lader stort set ingen musikgenrer være uprøvede på det nye album ’Monumental’.
Dread Witch går dybere ned i mørket på denne tunge toer, hvor doom og sludge følges op af psykedeliske afstikkere og en velplaceret, hardcore/punket kindhest.
Eivør er kommet på et metalpladeselskab. Det har bestemt ikke været forgæves.
Kærlighed bliver udstillet i alle livets variationer og sat i en mørk, til tider dyrisk, musikalsk kontekst, der typisk fungerer forførende, men samtidig tvinger dig til at se indad.
Tony Iommis nye album har været længe ventet. Desværre lever det ikke helt op til forventningerne.
Cirith Ungol er stadig i gang med et af metalhistoriens mest vellykkede comebacks. Ny guitarist, nyt label – men kvaliteten er tårnhøj som altid.
En meget stenet og lidt for introvert guitarlyd havde nær fået vor anmelder til at overse, at 'Necropolitan' kun har stærke, doomy og syrerockede sange ombord.
Gammelskole-heavy uden dikkedarer: RAM hamrer løs med huggende riffs, bidsk vokal og guitararbejde i særklasse. Et par skønhedsfejl ændrer ikke på, at pausen har været godt givet ud.
HateSphere er vrede og vitale på deres 12. plade ‘Guillotine’, der viser et band med både sans for melodi og hvornår klingen skal falde hurtigt og hårdt!
Det er på flere måder et forandret Butcher Babies, der netop har udgivet deres femte album.
Europe er ikke ligefrem fremadskuende på bandets nye album. Alt er solidt forankret i fortiden.
Lack opnåede en status som genrecentrum og genrebrydere på hardcorescenen i nullerne. Nu de er tilbage, hvad definerer så Lack i et nyt årti?
Kevin Starrs & co. har stadig urter i årerne, men på ’Shapes of Midnight’ har de taget ved lære af deres sidespring og blandet flere farver i heksegryden.
Det gamle band Tygers of Pan Tang lever endnu. Der er stadig lidt kræfter tilbage i tigerbiddet.