Pladeanmeldelser

Københavnske Gabestok er hurtigt ude af starthullerne og har skruet det tekniske niveau op, men mister overblikket i bare iver.

Sylvatica er klar med første album siden 2014. Den lange ventetid har stort set været ventetiden værd.

Wode har med 'Burn in Many Mirrors' begået en perle af black metal, hvor andre genrer også kigger frem og gør det til en lyttervenlig oplevelse.

Synthesizer, greatest: The Armed indfrier det pop-potentiale, der har luret nede i kaosset. ‘Ultrapop’ er indtagende og frisk, selvom virkemidlerne er velkendte.

Modsætningsfyldt fra start til slut, ‘G_d’s Pee AT STATE’S END!’ er en kæmpe mundfuld, der anbefales at indtage siddende.

Jep, Bongzilla er klar med en ny plade. 20. april. Altså 20/4. Get it? Arh, det virker måske bedre på engelsk. Nå ja, den handler om hash.

Når While She Sleeps er bedst, er kvintetten nært uden sidestykke. Desværre formår englænderne at ødelægge helhedsindtrykket af 'Sleeps Society' med en vanvittig ringe slutspurt. 

På vanlig eventyrlysten vis indtog Solbrud et gammelt vandtårn i Brønshøj. Og trods genlyd og mørke formåede de ikke kun at tryllebinde i levende live, men også på bånd.

Verdens første kvindelige hard rocker lever og har det godt og udgiver et af sin karrieres bedste album i en sen alder.

Punkbandet Brats vil nok for altid først og fremmest være kendt som bandet, der udviklede sig til Mercyful Fate. Det sætter genudgivelsen af bandets tabte debutalbum fra 1979 en tyk streg under.

Supergruppe med Bobby Liebling på vokal forsøger at genoplive 70'ernes sleazy garagepunk. Det lykkes sådan cirka halvdelen af tiden i løbet af de 36 minutter, debutalbummet varer.

'Violence Unimagined' er en velproduceret sag, men spørgsmålet er, om den bedre lyd koster på charmekontoen i sidste ende.

Tre årtier henne kan Motorpsycho stadig overrumple én på deres årlige albumudgivelse. Bare ikke denne gang.

Den tredje fuldlængde fra portlandske bewitcher er dygtig rock-black, men mest interessant når den er noget andet.

Den hastige melodiske heavy metal havde det godt i firsernes Tyskland, men da det er 30-40 år siden, skal der stå bands klar i kulissen til at tage over. Det kan Axxion til dels.

Eller bare troen på den? Aarhusianske Hiraki lægger sig på deres andet album i sporet af den 90’er-revival, der i mangel på reelt nye idéer forsøger at genopfinde fremtidstroen.

Et støjende helvede af rumklang, afbræk og sonisk forstyrrelse

Sandstorms anden EP er kort, simpel, stærk og rå – og kan citere de store mestre uden at kopiere.

Drüben har med 'Ormene Æder Fuglene Til Sidst' lavet en fremragende depressiv black metal, der, hvis man ikke allerede havde livslede, giver en lyst til at give op.

Finske Planeetta 9 serverer doomet metalrock på finsk, og det gøres med enkle fængende virkemidler og nogle ganske overbevisende omkvæd på den 18 minutter lange nyligt udgivne EP.