Pladeanmeldelser

House of Atreus byder på melodisk dødsmetal, men det er langt fra den klassiske af sin slags, når der flirtes med græsk mytologi i en rå og beskidt lyd.

The Skull har udgivet album nummer to. Det i den grad godtaget, selvom det ikke får dommedagsklokkerne helt op at ringe.

Hatesphere lykkes med en mængde nye ideer på jubilæumspladen, der ikke bare bevæger sig frem ad den slagne og veltjente middelvej.

Alkymist er stormet frem af undergrunden og er nu klar med et debutalbum, der dirrer af mørk intensitet.

Det er indelukket sved og dunstig røg i en tyk og fortættet atmosfære, man mødes af på Kadavars ’Live in Copenhagen’, en dokumentation af bandets seneste koncert i Pumpehuset, der vellykket indfanger oplevelsen af at høre bandet live.

Coheed & Cambria vender tilbage til Amory Wars-universet i hvad der mest af alt virker som et nyt kapitel i sagaen. Et velskrevet og velkomponeret kapitel.

Sumac finder for alvor deres egen stemme på deres tredje album, ’Love in Shadow’. Et album, man kan blive helt væk i, hvis man lader sig rive med.

Vreid gør hverken deres fans vrede eller lykkelige på ’Lifehunger’, der har alle de elementer, man kan forvente sig fra bandet, men ingen mindeværdige sange.

Behemoths 11. fuldlængdealbum er kærlighed ved første lyt, men ligesom ved enhver anden overfladisk forelskelse forsvinder magien hurtigt.

En snert af autopilot trækker ned i regnskabet på High on Fires ottende opus, der på trods af massive riffs og potente moshere galore kun momentvis tilnærmer sig fordums storhed.

Der excelleres i progressiv dødsmetal af den gamle skole komplet med fusionsjazzet basspil og thrashet modvægt på Horrendous' fjerde og fremragende album.

Blot halvandet år efter 'Domus Mysterium' er Slægt klar med deres tredje udspil, og den i mellemtiden opnåede liverutine smitter kraftigt af på 'The Wheel', der både komprimerer og bygger videre på alt det, vi elskede ved forgængeren.

Imperial Triumphants tredje album ’Vile Luxury’ er en hård pille at sluge. Men når man først får den slugt, så gør den ikke noget særligt ved en.

Svensk dødsmetallyd krydret med mørk og obskur stemning udgør Binahs andet album. Absolut godkendt, men når den nostalgiske glæde over guitarlyden har lagt sig, er slutresultatet mere beskedent.

Alt er, som det plejer i Conan-land. Lyden er massiv og monumental, og sangskrivningen halter, men man glemmer det, når bandet for alvor gungrer. Alligevel er tomgangen åbenlys.

Slash serverer sammen med Alter Bridge-frontmand en spand rock’n’roll-klicheer, der sådan set er acceptabel generisk guitarrock, men mest af alt gerne vil lyde som Guns N’ Roses og aldrig rigtig kommer til det.

Anaal Nathrakh tager livtag med 100-årsjubilæet for afslutningen på 1. verdenskrig med dystre tekster draperet i lige så vanvittigt et lydtæppe som en skyttegrav.

Kreativiteten står i fuldt flor på Voivods nye opus. Teksterne er et skævt take på menneskehedens forfald, mens den musikalske palet er mere ambitiøs og vidtfavnende, end vi har hørt fra Voivod længe.

Med ’TerrorVision’ er Aborted omsider ved at udvikle deres lyriske side, mens musikken er samme frontalangreb mod ørerne; dog nu også med en snert af melodi.

Tre tidligere medlemmer af Dio er gået sammen og har skrevet nyt materiale. Det holder delvist.