Pladeanmeldelser
Efter 12 års pause er Triosphere tilbage med et album, der peger i mange retninger.
Mørket er intakt, men Offernat har åbnet døren til nye farver, progressive afstikkere og ambitiøse kompositioner på deres hidtil bredeste udspil.
Chat Pile er ikke ligefrem subtile på deres tredje album, men måske er det ikke tid til at være subtil. Måske skal pointerne skriges ud.
Det er blevet tid for Green Carnation at runde sin stort anlagte, progressive trilogi af, og det gør bandet selvfølgelig på vanlig stærk vis.
‘Bloody Dreams’ fræser afsted på punket energi, sorte riffs og psykedelisk mørke, mens Devil Master lader deres særheder få frit spil.
På ‘Marrow Deep’ bruger Mastodon døden som brændstof. Resultatet er bandets mest progressive plade siden ‘Crack the Skye’ – og en stærk genfødsel efter Brent Hinds’ afgang.
Den finske trio Rapid har efter sigende eksisteret i 12 år med samme besætning. Men det er først nu, at bandet er klar med første album. Klar er dog måske så meget sagt.
Patosladet, elegisk og utroligt gennemført: Die Weisses Roses andet album – 17 år efter debuten – er et usædvanligt gennemarbejdet og ambitiøst martial/industrial-neofolk album.
Mørkere, skarpere og mere fokuserede: Italienerne lader mørkets puls tage styringen på deres femte album.
Popmusikken får tæsk af metalmusikken og vice versa på 'Prisoner', som viser et Raunchy, der ikke har glemt udgangspunktet, men også har fundet frem til endnu flere lag i sit udtryk.
Der skydes i mange retningere på ’A Stranger to You’, men det lykkes Loathe at samle størstedelen af ideerne på en bund af stærk sangskrivning.
Senfirsernes metalgalde er tilbage på menuen, og Äxe serverer den rå, rodet og med så meget fart, at du næppe når at tygge.
Kopimaskinen kører på fuld blæs, og Electric Callboy har efterladt al selvkritik det samme sted som den gode sangskrivning.
Man forbinder nok ikke lige umiddelbart Costa Rica med progressiv metal. Ikke desto mindre slipper Fractal Sun rigtig fint afsted med bandets andet album.
På ‘End Whispers’ kommer verdens ende som en hæs hvisken fra de døde, mens mennesket fortsætter sin begravelsesmarch i den tro, at det stadig er på vej fremad.
Indsmurt i mine fjenders blod stirrer jeg mod uendeligheden, mens jeg skriver disse ord. Jeg har indset, at menneskeheden er et ubetydeligt fnug i sammenligning med de kosmiske rædslers vælde.
'The Arsonist' favner både det underspillede og det eksplosive i en stemningsmættet plade, der brænder langsomt – og længe.
Autotune, prog-rock og kunstig intelligens præger Avenged Sevenfolds nye EP, der fortsætter med at udfordre både lytteren og forestillingen om, hvad bandet skal være.
Black Sites beviser med deres nyeste album, at der bestemt også kommer noget godt ud af USA i 2026.