Pladeanmeldelser

Svenskproduceret stoner metal med smag af ægte californisk ørkenstøv og kosmisk ditto.

Deep Purple har sat tempoet gevaldigt ned i bandets efterår. Man kan efterhånden dårligt kategorisere bandet som et hard rock-band.

Manden med Weekendvesten holder også ferie, og heldigvis for ham er corona ikke et problem, da han naturligvis er en af hjemlandets stolte campister.

I Portugal brygger man black metal med ingredienser høstet på Månens mørke side.

Kansas har mere eller mindre været på banen siden begyndelsen af 1970’erne. Med det nye album viser bandet, at ilden ikke er udslukt endnu.

Primal Fear afleverer endnu en gang en omgang fornuftig heavy metal. Det er hverken værre eller bedre, end det plejer at være.

Amerikanske Imperial Triumphants 'Alphaville' blander black metal med alle tænkelige og utænkelige genrer. Resultatet er ... spændende ...

'Konkret Musik' fortsætter, hvor forgængeren slap, med synthtunge drømmeeskapader uden dog helt at nå samme ekspansive niveau, som vi kender fra Gösta Berlings Saga tidligere i karrieren.

Du husker måske Bush fra dengang der var hul i dine jeans, rock primært var drevet af guitar og somrene var lange og varme. ’The Kingdom’ minder lidt om dengang og er tilnærmelsesvist det comeback, de fleste nok havde håbet på, da Bush blev gendannet for 10 år og tre udgivelser siden. 

Udo Dirkschneider har en lang karriere som forsanger i Accept og som frontfigur i eget band U.D.O. Med de seneste udgivelser bliver der på Udos gamle dage rykket godt og grundigt rundt på det, som fans måtte forvente af et nyt udspil.

Manden med Weekendvesten kæmper denne gang mod den sidstfødtes meget kommercielle musiksmag, og det udvikler sig til en kold krig mellem is-prinsesser og et canadisk is-band.

Katla lægger på, imponerer og kalder til krig mod den falske, kristne godhed på trioens anden ep, der afkræver opmærksomhed og truer med dolken, hvis ikke den får det.

Apokalypsestemning, zombietomme storbygader, panik, sammensværgelsesteorier, paranoia, dødsforagtende hverdagshedonisme og hårspray: Zombis første plade i fem år burde have ramt lige ned i tidsånden i stedet for at fedstpille uden mål og med som en karantæneramt med hyttekuller.

Det er svært at forestille sig en ny Static-X udgivelse, havde Wayne Richard Wells stadig levet. Men hvor er ‘Project Regeneration Volume 1’ da bare en smart og tilsyneladende veleksekveret ide.

Selvom inspirationerne slet lader sig skjule, er det tredje udspil fra Descend et forfriskende svendestykke indenfor velsmurt, atmosfærisk prog, hvor det klæder svensken med endnu flere kontraster i værktøjskassen.

Ensiferum er klar med bandets 8. album i bandets 25 år lange levetid. Stilen er fortsat en lettere omgang melodisk folk metal iblandet power metal. Der er intet nyt under solen.

Lord Vigos fjerde udgivelse tager favntag med 'Blade Runner' og slipper overvældende godt ud af den på papiret umulige udfordring.

Withering Surface er tilbage med et fængende og meget melodisk album, der undgår reunionernes værste faldgruber. Resultatet er et modent bud på melodød anno 2020, forholdsvis langt fra udgangspunktet. Og det er et sundt valg.

Bury Tomorrow har efterhånden skrevet den samme sang i 11 år, og har kun perfektioneret deres tilgang. Således er ’Cannibal’ endnu en stilsikker metalcoreudgivelse og endda med en enkelt mindre udviklingsmæssig overraskelse. 

Emmure fortsætter stilen fra ’Look At Yourself’: Frankie Palmeris lyriske kunnen er stadig kritisabel, Joshua Travis er genial, og ’Hindsight’ er interessant lytning, der dog sjældent får lov til at folde sig ud i fuldt flor.