Pladeanmeldelser

Efter ti års tavshed er tyskerne tilbage med en plade, der starter ganske hæderligt, men ender så tamt og kedeligt, at de fleste af numrene formentlig aldrig bliver luftet live, men går direkte i glemmebogen.

Danske Pectora albumdebuterer med et stærkt udspil med klassisk heavy metal, hvor de har smidt børnesygdommene fra den første ep.

Lipid holder stadig den hårde stil. Efter tretten år er jyderne tilbage med endnu en hård knytnæve af fremragende thrash.

Martyrdöd viser igen på imponerende vis, hvor meget melodi der kan klemmes ind på en udgivelse uden at miste energien og den imponerende vildskab.

Ripensernes treer siger farvel til melodød og halløj til metalcore. Aphyxion holder niveauet højt efter danske standarder, om end der bliver lånt rigeligt med virkemidler fra de internationale idoler.

Fornuftens stemme prædiker videre for koret, mens despoter, moguler og religiøse ledere grumt gnækkende fortsætter deres sejrsmarch. Man kan med en vis ret spørge sig selv, om Bad Religion stadigvæk har deres berettigelse. Også selvom det lyder kønt.

Med ’Berserker’ har Amon Amarth udgivet en plade, der er så velkendt og vellydende, at de fleste vil have problemer med at finde det nye. Det er både godt og skidt.

Er anmelderen en led snob, der ikke kan se ud over sin egen næsetip, eller er det bandet, der simpelthen er en skændsel mod rock? Og hvad siger Bourdieu til det hele? Vi inviterer en mavesur anmelder og en superpositiv forsanger til dialogkaffe.

Erfarne Steel Prophet vil gerne være et power metal-band. Desværre fungerer de langt bedre, når de spiller hard rock.

Håndværket er stadig i orden, og der er stadig mange fine melodiske ting, men den store fest, som debuten bød på, er gået tidligt i seng på The Damned Things andet album.

Frank Carter gør op med sin punk-fortid på sin tredje soloplade, der brillerer ved sit store følelsesmæssige engagement og sin lyttevenlige rockstil, men savner aggression og numre, der for alvor er musikalsk interessante.

Nyt Livs debut er en plade til tiden. Med muskuløs hardcore og social indignation peger den flere veje: Mod det brede, folkelige gennembrud, hvor de kan varetage rollen som et hårdtslående Magtens Korridorer, eller mod de dybere spadestik næste gang.

Ketzer har på deres fjerde album søgt tilbage til den tidligere vildskab og skabt et glimrende album, som er behageligt fri for alt for tydelig inspiration og lån fra andre bands i samme black metal-segment.

Enforcer spiller heavy metal fra en anden tid, som om det var den tid, og netop derfor fungerer det så godt for dem.

Norske Helheim udgiver en jævn plade, hvor deres blanding af black metal og folk er, som vi kender den, men uden nævneværdige højdepunkter.

’Evergreen’ er et højdepunkt i After the Burials diskografi. Desværre er det ikke en indikation på en gennemført udgivelse, men blot et generet lavt bundniveau.

 Forever Still står tungt på skuldrene af deres inspirationskilder. I en sådan grad at bandet sjældent tegner en selvstændig profil.

Allegaeons femte plade tegner et billede af et tech-dødsband, der har fundet sin endelige musikalske form, men til gengæld mangler en del på sangskrivningsfronten for at være rigtig interessante.

Grand Magus holder stædigt fast i et veludviklet udtrykt og fungerer fint med det, selvom den helt store oplevelse udebliver.

På deres andet album leverer canadiske Wormwitch en ret så veloplagt omgang black metal, der vedkender sig klichéerne og både river, flår og rocker hårdt.