Pladeanmeldelser
Terrorpys næstfødte er et billede af et band i massiv udvikling. Og et af de bedste danske albums om død og ødelæggelse, året byder på.
Linkin Parks comeback-album har været præget af mystisk marketing, internetfnidder og en række stærke singler. Det hele overskygget af en udmærket udgivelse.
Devin Townsend slipper endnu en gang ganske godt fra at rode rundt med alle stilarter på sit seneste album.
Til trods for en større vægt på EDM end på den forrige udgivelse, er alt ved det sædvanlige i The Browning-universet – på godt og ondt.
Alkymist graver sig dybere ned i skidtet på ‘UnnDerr’, fortsat tungt og modbydeligt dragende som det Alkymist, vi kender.
Dødheimsgard-sideprojektet er nådesløst eksperimenterende og vil det hele på en gang. For vildt, for meget, for forvirrende?
Thy Catafalque tager os med ud på en betagende tidsrejse på ‘XII’, der både omfavner egne rødder og ser fremad mod lysere horisonter.
Det er blevet en kende for ufarligt og lidt for poleret at lytte til VOLA, hvis fjerde fuldlængdealbum nok har højdepunkter, men generelt er en mere jævn lytteoplevelse.
De belgiske speed-bøller er stadig hyperaktive og hamrer nådesløst derudad på deres tredje album. Det er aldrig kedeligt, men kunne måske have været eksekveret skarpere.
Episk er kodeordet for IOTUNN-opfølgeren ‘Kinship’ – en plade, hvor vingefanget spredes ud og viser, at de danske proghelte kan og vil mere, end debuten gav os forsmagen på.
Grand Magus har netop udgivet deres tiende album. Solidt håndværk uden de store overraskelser.
Paul W. S. Anderson har kun lavet én god film, mens Oranssi Pazuzu har lavet adskillige fremragende plader. Alligevel fører sidstnævnte tankerne hen på førstnævnte. Og på fortabelsen i kosmos.
Mangler du det skæve, semi-progressive, men lettere tilgængelige ’core-fix, så er ’From The New World’ en udgivelse for dig.
Ethvert øjeblik, som vi tillagde så megen betydning, er hulemalerier tegnet med kalk, synger Chat Pile, mens de hiver tæppet væk under en.
Fire langstrakte bud på doomy covers af triphop-stamforældrene i Portishead, der støtter et godt formål – give me a reason not to love it!
Vaagenat skriver i pressematerialet, at de har knoklet i øvelokalet, og det kan man godt høre på deres musik. Men er det en god ting?
Schweiziske Amethyst er et relativt nyt band – men det høres ikke ligefrem på bandets første album, der lyder til at have mindst 40 år på bagen.
Livløs er vokset musikalsk og har med 'The Crescent King' udgivet deres stærkeste plade, der ser dem udforske såvel det progressive som den melodiske dødsmetal.
Blood Incantation giver fuckfingeren til genrekonventionerne og serverer et innovativt opkog af alle ingredienserne i deres værktøjskasse på et værk langt ud over metallens vante dimensioner.
Mens der stadig er godt gang i Amorphis-butikken, så har de tre strengespillere i bandet over de senere år alle fundet tid til et soloalbum. Her anmelder vi bassistens værk.