Pladeanmeldelser
Grey Aura fuldender sit værk om den abstrakte maler i mentalt forfald – og musikken illustrerer med al tydelighed, at der ikke just venter nogen happy ending!
Efter en mere end tredive år lang karriere har Cradle of Filth udgivet deres 14. studiealbum. Det lyder meget som de mange seneste albums, men det er nu heller ikke dumt.
Efter Slægt kommer Scimitar, der albumdebuterer med imponerende spilleglæde og en sangskrivning, som er svær at komme ind på livet af.
Med underoverskriften ‘Nine Class ‘A’ Tunes’ sætter Imperial Triumphant forventningsbarren højt på den jazzede trios sjette studiealbum.
Fyrre år inde i karrieren er der stadig gevaldigt liv i de tyske thrashere i Destruction. Måske ikke så meget nyt under solen, men bandet henslæber trods alt ikke bare tilværelsen i skyggen.
Det er et ganske glimrende andet album, hvorpå Copenhell-aktuelle Trold sætter kærlighed til folkemetallen højere end en fornyelse af genren.
Tobias Sammet står endnu engang bag et overlegent, powermetallisk værk, og hans største udfordring er, at han selv har sat barren så højt.
Spiritbox har endnu til gode at leve op til hypen med deres fuldlængdeudgivelser. Spørgsmålet er, om Tsunami Sea ændrer på det.
Shagor stormer bombastisk af sted og bedriver en solid toer med schwung og blasts i lange baner.
‘Celestial Death’ skruer op for lydfladerne og giver os et mere klart defineret billede af, hvor Cryptosis er på vej hen i deres moderne take på thrash-genren.
Havukruunu lyder stadig umiskendeligt som Havukruunu, med heroiske kor, lirede leads og blackede blasts – er det svar nok?
Killswitch Engage fejrer deres niende fuldlængdeudgivelse ved at se tilbage og skrue op for aggressiviteten, og konklusionen er lige for: Er man til kvintetten, kan man kaste sig over udgivelsen med ro i maven.
Debutpladen fra Nyrobi og Chaya Beckett-Messam er en tour de force i genremix og vokalharmonier, leveret på en solid bund af drum'n'bass og indlevende sangskrivning.
Vultures Vengances klassiske metal er velspillet, velskrevet og veleksekveret. Men den kunne godt trænge til at være lidt grimmere.
Mike Portney er retur bag trommerne i Dream Theater efter 13 års fravær. Det har nu ikke ændret det store, for det nye album lyder meget som de seneste par stykker forinden, som vi kender dem.
Mantar er blevet voksne, har skruet ned for vildskaben og vil måske bare gerne spille rock. Det behøver de ikke.
Fra 1200-tallet og frem kendes nossedolken med sine karakteriske kugler på skæftet, men Victoria-tidens bornerte våbenhistorikere omdøbte den til nyredolken, igen på grund af skæftets form. Kniven er dog stadig skabt til vold.
Century skruer igen tiden over 40 år tilbage. Det er såmænd såre hyggeligt.
Maceration følger forholdsvist hurtigt op på comeback-skiven fra 2022 med et album, der er mere ligetil og spillet med større teknisk overskud.og en frihed til at se fremad trods den nostalgiske lyd.
Pentagrams første album i ti år lyder, som den slags plader fra gamle bands gør: Det er lige så hæderligt, som det er overflødigt.