Suprematistisk vanvid
Grey Aura fuldender sit værk om den abstrakte maler i mentalt forfald – og musikken illustrerer med al tydelighed, at der ikke just venter nogen happy ending!
De Ideologische Seance
Een Uithangbord Van Wanhoop
Opgehangen Afgrond
Nachten Zonder Dagen
Waarin de Dood Haar Kust
De Stem, Nu Als Zeeboezem
Natalia Goncharova
Moordend Ongeluk
Tussenspel - Stille Zon
Slotstuk
Foretrækker du din metal med earworms, symfoniske strøg eller måske endda af den riff-venlige skole, så får du bestemt intet hjem på nogen af de kontoer her.
Grey Aura er tværtimod dybt avantgardistisk anlagte, og gør en indsats ud af at udfordre sine lyttere – men ikke uden noget større til at binde det hele sammen. Sanger/guitarist Ruben Wijlacker har til anledningen skrevet romanen ‘De Protodood in Zwarte Haren’ (noget ala “Proto-døden i sort hår”), som Utrecht-kvartetten så har valgt at formidle som et to-delt værk, først på 2021s ‘Zwart Vierkant’, og her med resten af historien på efterfølgeren ‘Zwart Vierkant: Slotstuk’.
En historie, der følger den modernistiske 1900-tals-maler Pedro, hvis forsøg på at dekonstruere virkeligheden gennem abstrakt kunst resulterer i et heftigt tunnelsyn. For ham bliver Kazimir Malevichs 1915-maleri ‘Sort Kvadrat’ – en hjørnesten indenfor stilarten suprematisme – en vej til spirituel oplysning, og han overtaler derfor sit kunstnernetværk til at assistere med at lave deres eget, tredimensionelle take på ‘Sort Kvadrat’. En opgave, der fører diverse bizarre plottwists og kriminelle gerninger med sig, før Pedro selv fortaber sig så meget ind i værket, at han ender med mentalt at forlade den fysiske verden.
En absurd historie, der i sagens natur også afkræver et absurd, musikalsk udtryk – og dét fornægter sig ikke!
Stilen er ikke væsentlig anderledes fra historiens første del. Grey Aura gør sit til at nedbryde grænserne mellem det harmoniske og det disharmoniske, og ender om muligt på et endnu mere sort grundlag end forgængeren – men lad os ikke forfalde til forsimplede genrekategoriseringer her, for det tjener vitterligt ikke pladen ret. Skal der endelig drages paralleller er vi måske ikke milevidt fra ekstreme og eksperimenterende åndsfæller som Ashenspire eller Deathspell Omega, hvor hjerteskærende hyl, huggende riff-strukturer og rastløst kaotiske trommetakter tilsammen gør sit til på malerisk vis at udleve det lyriske univers, værket tager udgangspunkt i. Meget over the top, som et maksimalistisk non-stop angreb på sanserne, hvor kun enkelte sekvenser (fx de instrumentale ‘Nachten Zonder Dagen’ og ‘Natalia Goncharova’) bryder op med aggressionen. Og selv når de sekvenser undtagelsesvis flettes ind, sker det på så uortodoks vis med blæsere og akustisk komplekse arrangementer, at bandets ambitioner om at overvælde lytteren stadig bliver fuldendt.
På den måde er ‘Slotstuk’ mere et mindfuck, et musikalsk sensory overload, end det er en serie af sange i den mere traditionelle forstand. En plade, der så absolut appellerer mere til hjernen end til hjernet, og som indgyder til momentære glimt af vanvid – og det er vel også noget af det, som kunst i yderste potens skal kunne gøre. Vække en reaktion.
Det her er i hvert fald ikke en plade, du sætter på og bare lader køre i baggrunden, det tillader den simpelthen ikke. Den kræver mere og kradser mere end første del – men det er selvfølgelig også en del af plottet, som billede på Pedros tiltagende sindssyge.
Er det så sådan en af de der skiver, som det vil blive smart at bryste sig med at kunne lide, uden at få fordybelsen med?
Det må tiden vise – men jeg ser i hvert fald frem til at høre hele ‘Slotstuk’ fremført til Roadburn om et par uger, for det må mildest talt være lidt af en bedrift at få alle nuancerne ind under huden i live-formatet. ‘Slotstuk’ er i hvert fald ikke sådan en skive, du plukker løst fra. Det er en bjergtagende, stor mundfuld, der kun bør fordøjes fra ende til anden, og vurderes på det præmis. Bliver du ligesom undertegnede revet med, så nyd det så længe det varer!