Metal Magic '15: Rensende ritual
Populær
Bölzer leverede en koncert, der var rasende intens og en ur-metallisk kraftpræstation næsten hele vejen igennem.
Når man sådan kommer ind til en Bölzer-koncert lige oven på Steve Grimmett's Grim Reaper, så kan man godt se, at metallen har udviklet sig og ændret sig en del siden dengang. Metalhistorien og dens udviklingslinjer bliver så at sige levende. Og man forstår, at dét her, det er noget helt, helt andet.
Den schweiziske duos dødsblack er en på én gang rugende og foruroligende og voldsomt aggressiv oplevelse. Det er få bands, der som dem på en og samme tid kan sparke hovedet af én og samtidig vække en nærmest shamanistisk trance med deres hypnotiserende, cirkulære riffs.
Med kun to ep'er og en demo af ep-længde har de skaffet sig en del positiv omtale og er vel allerede ved næsten at være så store, at de sådan set sagtens kunne have spillet på Roskilde frem for på Metal Magic (Copenhell er de trods alt ikke kommercielle nok til). Det er de, fordi de er originale. De er selvfølgelig også historiebevidste – sanger og guitarist KzR's mikrofon er placeret i samme 45-graders vinkel som Lemmys; der er en tone af Celtic Frost og Triptykon; en fortættet atmostære, der kan minde om tidlig Voivod eller sågar Neurosis i deres velmagtsdage. Men reelt er dette nogle pejlemærker i Bölzers lyd frem for at være egentlige sammenligninger.
Et lynnedslag
Bölzer har et ritualistisk præg. Som om det er hentet fra en fjern fortid, hvor en eller anden metallisk ur-form blev skabt. Der er noget essentielt over det. Bandets navn betyder på schweizertysk noget i retning af et kaotisk udbrud eller nedslag af ren energi, som et lynnedslag. Det er primitivt og råt, og varmen på indendørsscenen gør også sit til at sætte en stemning, der er langt fra det hyggelige. Bölzer er et af de få bands, der får metallen til at virke farlig igen, og det har metallen brug. Der er en atmosfære hele vejen igennem, der bedst kan beskrives som intens, og under bandets mesterstykke, 'Entranced by the Wolfshook', går det temmelig hidsigt til i pitten, mens andre i publikum står som stenstøtter. Det er, som om Bölzer vækker et ekstatisk urinstinkt i publikum. Og ekstase kommer jo netop af det græske ord ek-stasis, at "være ude af sig selv", hvor man er i en sindstilstand, hvor man er modtagelig for højere impulser.
Faren ved denne tilgang er selvfølgelig, at det kan være svært at holde samme intensitetsniveau hele vejen igennem, og det er måske også dér, Bölzers ene svaghed er: Det kan være svært at holde dampen oppe over en hel koncert, for publikum og for bandet selv, fordi det er så rasende intenst. Nu og da bliver det næsten for kværnende, og man risikerer at falde lidt ind og ud af trancen, paradoksalt nok fordi det kan blive lettere monotont. Men det skal ikke skygge for, at Bölzer når højder, som de færreste metalbands tør drømme om.