Depressionens tronvogn
Populær
Hypen holder. Triptykon har begået en genistreg. 'Melana Chasmata' starter ud som en atombombe og folder sig ud som en paddehattesky i musikalsk, sortsindet slowmotion.
2. Boleskine House
3. Altar of Deceit
4. Breathing
5. Aurorae
6. Demon Pact
7. In the Sleep of Death
8. Black Snow
9. 9. Waiting
Triptykon er efter fire år endelig klar med efterfølgeren til deres mastodontiske debutplade ’Eparistera Daimones’.
’Melana Chasmata’ fortsætter schweizernes godstogssløve deprimerende doom metal i så sublim en stil, at albummet allerede i månedsvis – pladen landede tidligt ude hos landets musikformidlere – har været hypet som en nærmest sikker kandidat til årets bedste udgivelse.
Redaktionen her på Devilution er ingen undtagelse: Skiven er blevet skamrost på vores Facebook, har været dissekeret i en smuglytningsartikel, diskuteret med Anders Bøtter i Sort Søndag, og guitarist Viktor Bullok er blevet interviewet, som optakt til at bandet gæster årets Copenhell.
På festivalens program finder vi i år som bekendt også polske Behemoth, hvis genistreg ’The Satanist’ fuld fortjent har fået kritikerklokkerne til at ringe på deres højeste. Var det ikke for Triptykons frontmand, Tom G. Warrior, der for 30 år siden først dannede legendariske Hellhammer og bagefter Celtic Frost, var grundlaget for Nergal og Behemoths sortsindede musik måske slet ikke til stede.
Triptykon og Behemoth gør sig i hver sin genre, men danner fælles front i at være visionære i en tid, hvor metalmusikken træder dødvande. Der kommer såmænd masser af udmærkede plader på markedet, men der er langt, helvedeslangt, til de udgivelser, der slår ned som et lyn fra en sort himmel og manifesterer sig som et selvstændigt og originalt værk.
Derfor hypen omkring Triptykons ’Melana Chasmata’.
Pladen er en atombombe, der starter fandenivoldsk ud med ’Tree of Suffocating Souls’, og bagefter udvikler sig til en paddehattesky, som i slowmotion folder sig ud og indhyller omgivelserne i en massiv, mørk tåge.
Bassen runger konstant igennem de ni numre, mens taktslagene på trommerne falder så tunge, at tiden står stille. Pladetitlen er græsk og kan fortolkes i retning af ”dyb depression”, som den episk dystre ’Black Snow’s 12 minutter lever op til.
Hvor bassen og trommerne leverer den solide bund, brummer de forvrængende guitartoner henover med en atmosfærisk aura. Der er skåret ind til benet. Kompositionerne er simple, men brager løs som musikalsk torden. En okkult lag føjer sig til med rene guitarpassager, svævende synthtoner, kvindelig skønsang. Warriors vokal veksler mellem det messende og en rå, lidende growl.
Produktionen fremstår atmosfærisk og dynamisk uden at virke sammenpresset. Det fuldender det mystiske skær, der konstant hviler over ’Melana Chasmata’. Den røde tråd holder, balancen og stemningen er gennemtænkt, som den er gennemført. Det er som at lytte til Black Sabbath på sovemedicin.