Tronen tilhører Behemoth
Populær
Cradle of Filth har for længst solgt hvad de havde tilbage af sjæl at sælge ud af til de mørke magter. Behemoth fortærer til gengæld alt på deres vej og holdt publikummet i Amager Bio fast i en 75 minutters sort forbandelse.
Der var lagt op til årets koncertbrag, da den sorte karavane med Behemoth i spidsen lagde vejen forbi Amager Bio onsdag aften på deres ’European Satanist’-turné.
For en måned siden udgav den polske trio deres længeventede ’The Satanist’, som herfra fik den sjældne ære af karakteren 666. Et mesterværk smedet i frontmand Nergals sorte sataniske sind, der i kølvandet havde sejret over en aggressiv leukæmi.
Vreden, overlevelsesinstinktet og den musikalske overlegenhed sprudler gennem pladen fra start til slut, nøjagtigt som gruppens koncert, da de gik på klokken 22.45 og sluttede af med den diabolske hymne, ’O Father O Satan O Sun’, da klokken slog midnat.
Men vejen dertil var en broget oplevelse. Herfra blev det kun til sidste nummer med dødsmaratonens første band, Svarttjern. Men mere skulle der såmænd heller ikke til for at konstatere, at den forsinkede bus for en sjælden gangs skyld var kærkommen.
Colombiansk kultduo
Inquisition har hjemsøgt undergrunden siden 1988 og den colombianske duo detonerede nærmest på sidste års ’Obscure Verses for the Multiverse’, der er et af karrierens stærkeste udspil. Frontmand og guitarist Dagons vokal er sammenbidt og bister som Abbaths fra norske Immortal, og det tilføjer en isende kold stemning over Inquisitions aparte black metal.
Fra ’Command of the Dark Crown’ over den kontroversielle ’Crush the Jewish Prophet’ til den nye skæring ’Infinite Interstellar Genocide’ spredte trommeslageren Incubus sin voldsomme lyd som en rasende vind på spillestedet. Mens Dagon vandrede rundt i orkanens øje på scenen blandt de tre opstillede mikrofonstativer. 40 minutters intens energiudladning, hvor kombinationen af kun hæs vokal, brummende trommer og en massiv lydmur af skrigende guitar tilsammen skabte en symbiose af mørk støj, der formodentlig ville have en omvendt eksorcismevirkning på de vantro!
Britisk begravelse – igen
Det kun en måned siden, de tunge svenske knægte fra In Solitude imponerede i Lille Vega, som support for Watain. Men som pitstop mellem fire black metal bands, fungerede gruppen og deres røgelsespinde ikke rigtigt som andet end, tja, pitstop. Det rykkede simpelthen ikke for de ellers glimrende retrorockere i den halve times tid, de væltede uklare rundt på scenen.
Men hvis svensken var en mellemstation udviklede legendariske Cradle of Filth sig til en decideret endestation. Briterne har tre gange besøgt hovedstaden i Amager Bio gennem de seneste ti år, og hvis niveauet fortsat falder, tåler de ikke et fjerde gensyn.
Det er 20 år siden, at bandets mesterlige debut, ’The Principle of Evil Made Flesh’ udkom, og først i koncerten fik vi derfra ’A Dream of Wolves in the Snow’, ’Summer Dying Fast’ og titelnummeret. Ikke de stærkeste udspil fra pladen, men alligevel en nostalgisk tur værd – der desværre endte som et dårligt trip.
Bidet er forsvundet fra den ellers forrygende frontmand, Dani Filth, og sange som ’Nymphetamine Fix’ og klassiske ’Her Ghost in the Fog’ kom i blodfattige versioner.
Det var en sørgelig forestilling at være vidne til et fantomspring fra den trone Dani Filth og resten bandet i fordums tid herskede solidt fra. Bandet, der i den grad var med til at løfte black metal op fra undergrunden og ind i den kommercielle verden med deres åbenlyse talent for at forene det gotisk teatralske med fængende og ekstreme metal-kompositioner, kunne ikke være længere væk fra den status anno 2014.
Knæfald for kongerne
Tiden og inspirationen er rendt fra Cradle of Filth. Den sorte ild er brændt ud, men ingen tvivl om, at faklen er båret videre af Behemoth, der med Nergals fornyet styrke er den nye ypperstepræst på metalscenes trone.
’Blow Your Trumpets Gabriel’ åbnede audiensen hos polakkerne, der troppede kampklare op til ritualet i sorte kutter. Med sig havde de et sceneshow, der sjældent er set så gennemført på et så relativt lille spillested, og som var enhver metalfestival største scene værdig. Timet og tilrettelagt – jovist. Det er styrken i gruppen, at Nergal intet overlader til tilfældighedernes spil. Frontmanden har en vision, musikalsk som på scenen, og den blev eksekveret med dæmonisk styrke.
Fra den første fuldlængeudgivelsen i 1995 over værkerne ’Evangelion’, ’Satanica’ og ’Demigod’ til fem smitsomme salmer fra det seneste opus. ’Ora Pro Nobis Lucifer’s blastbeats galopperede til de demonstrative guitarriffs i versene, mens Nergal styrede slagets gang.
Højdepunktet satte ind halvvejs med en version af ’The Satanist’, der nåede de transcendentale højder. Publikummet var fanget i den polske forbandelse, der som en kollektiv djævelsk Askepot først blev frigivet da tonerne af ’O Father O Satan O Sunn’ satte Bioens sjæle fri.