Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 – dit psykotiske halloween-soundtrack

Updated
Corey Taylor

Hvem er det dog, der siger, at halloween bare skal handle om at hygge med snolder og cola henover græskærskæringen uden overhovedet at tage lydsporet alvorligt? 

På Devilution tager vi uhyggen seriøst, og derfor leverer vi her dit soundtrack til lejligheden.

Kunstner
Titel
+ Univers Zero + Silencer + Pharmakon + In Slaughter Natives
Dato
31-10-2026
Forfatter

“Uuuuuhyggeligt!”, sagde manden i opvaskeren, da den danske pøbel sad klinet til DR i starthalvfemserne, dengang ‘Riget’ skræmte livet af ung som gammel.

Om ‘Riget’ nu var så uhyggelig, kan så diskuteres her i bagklogskabens lys, men den var da om ikke andet mere uhyggelig, end halloween nogensinde har været med al dens børnevenlige spil på græskarrets farver og former – og hvad er nu egentlig også halloween for noget til at starte med? Betyder det overhovedet noget? Er det ikke bare en meningsløs, amerikansk tradition som så mange andre?

Og jo, ved gud er det da det – men hvis endelig den på nogen måde skal foregive at basere sig på nogen former for uhygge, kan vi da så i det mindste ikke blive enige om at høre noget RIGTIG uhyggeligt musik, når det nu engang er det, der er traditionens varemærke?

Vi har derfor her sammensat et tilpas psykotisk dystert soundtrack til din halloween, så du kan føle dig ekstra inspireret, når græskarrene skal skæres sammen med dit afkom.

1. Elend - ‘The Umbersun’ (1998)
En vild udgivelse på alle parametre. Som i en slags orkestreret darkwave, hvor man kastes rundt i sanseregisteret i franskmændenes udlægning af de romersk-katolske mørkemesser. Det ene øjeblik snakker vi øredøvende skrig og voldsomt bombastiske crescendoer. Det næste falder du helt ind i det kontemplerende hjørne med englerøst, lange violinstrøg og sirlige opbygninger. Du ved aldrig, hvornår du bliver hylet helt ud i den anden ende. Intet er sikkert ud over, at du konstant befinder dig i en sindstilstand, som kan vende på et splitsekund, når sorgen eller vreden slår ind.
Potentielt den mest dystre udgivelse, jeg nogensinde har lagt øre til, og som også har skræmt livet af flere, jeg har spillet den for gennem årene. Mere oplagt halloween-soundtrack findes næppe.

En plade, jeg i øvrigt tidligere har belyst i en top 5 om obskure konceptalbums, så hvis du også vil kloge dig på de dybere tanker bag konceptet, kan du læse videre her.



2. Univers Zero - ‘Heresie’ (1979)
Rendyrket, elektrificerende ondskab leveret af det ubetinget mest bemærkelsesværdige band fra senhalvfjerdsernes belgiske avantgarde-scene. 
Univers Zeros musik har bestemt aldrig været skabt med henblik på let underholdning og indladende stunder med den bedre/værre halvdel, men med dette album trænger de alligevel noget dybere ned i det menneskelige sind end på debuten og fremkalder nogle decideret makabre sindsstemninger. Musikken er fyldt med spændinger og dissonans. Vi kan vel nærmest kalde den et musikalsk manifest henover det forestående onde, leveret med et uigennemskueligt strejf af sofistikation, der trækker på påvirkninger som fx Bartók, Prokofiev, kammermusik samt et gotisk pift blandet med undertoner fra gyserfilmens verden. Hvis der findes noget, der dramatiserer den radikale sindssyge sammen med smerten fra helvedes mørkeste afkroge, ja, så er det netop inkarneret i det energiske lydbillede, Univers Zero præsenterer lige her.

Det over 25 minutter lange monsterværk ’La Faulx’ indleder albummet og skildrer alle de påvirkninger med fuld kraft. Modspillet af crescendoer og musikkens kontinuerlige, skizofrene karakter modsvares på blændende vis af nogle sporadiske melodisk strukturerede passager, der trøster os for en stund midt i al denne ’Storm und Drang’.
Hvis du har højttalere foran din hoveddør, så kan du trygt fyre op for ‘Heresie’ i dag, hvis du vil holde nabolagets børn på afstand.



3. Silencer - ‘Death, Pierce Me’ (2001)
En kultklassiker i DSBM-miljøet, og fuldt forståeligt. Der er meget mystik om udgivelsen, ikke mindst p.g.a. den selvskadende sanger Nattramn, der efter sigende skar i sig selv for bedre at accentuere alle de følelser, der hviler i musikken. 
Det første, man bemærker efter den sørgmodige intro er da også netop de øredøvende hyl, der bestemt er af den slags, der skiller vandene. Selvom det instrumentale arbejde også er enestående, er det Nattramn, der virkelig får dette album til at gå dybt under huden. Hans primale, dyriske skrig er helt uden sidestykke i black metal og meget autentiske. De er så polariserende, at nogle lyttere frastødes af deres ekstremitet, mens andre ser dem som det perfekte udtryk for hans ufiltrerede livskvaler. De skrig er der vel reelt kun få andre vokalister i genren, der har været i stand til at matche.

I modsætning til mange andre black metal-album derude bygger ‘Death, Pierce Me’ dog  ikke udelukkende på vedvarende aggression. Akustiske mellemspil krydser med spøgelsesagtige klaverpassager, og der er tilmed også momenter af forstyrrende stilhed undervejs til at underbygge den makabre vildskab. 
Derudover fortjener guitaristen også ord med på vejen – hans tremolo-riffs og sirlige opbygninger er kun yderligere med til at underbygge den forstyrrede galskab, Silencer efterlader os med.

Hvad end man vil det eller ej, så har albummets ubønhørlige fokus på psykisk sygdom og selvmord (don’t do it, folks!) vundet genklang hos mange lyttere, der ser det som et autentisk udtryk for deres egne kampe. Det er ikke bare vredt – det er ærligt talt dybt trist. Og netop denne tristhed, kombineret med musikkens ekstreme karakter, er det, der gør ‘Death, Pierce Me’ til et så kraftfuldt værk. Det er givetvis Silencers eneste album, men det slår så også dét mere hårdt og er bestemt et stærkt supplement til din halloween, hvis hylende livslede-black er dit jam.



4. Pharmakon - ‘Bestial Burden’ (2014)
Margaret Chardiet komponerede denne væmmeligt potente omgang noise/industrial efter at have gennemgået en akut operation, hvor et helt organ skulle fjernes – en oplevelse, der var så rædselsvækkende for hende, at den gav anledning til værket her. Dengang udlagde hun sigende nok selv temaet som hendes “ønske om at vise kroppen som en klump af kød og celler, der muterer, svigter dig og forråder dig – netop dette banale, ubetydelige, groteske aspekt af os selv.”

Chardiet indleder af samme årsag hver side af pladen med en intro bestående af ubehageligt hvæsende, hostende og åndende lyde, hvor den på B-siden er endnu mere traumatisk at lægge ører til end den første, som om hun vil trække os med ned i den hospitalsseng, hun dengang lå i, for derefter at glide over i øjeblikke med sønderlemmende skrig og perkussive brag. 

Mest effektivt er titelnummeret, en skræmmende hallucination, der på én gang er både rytmisk og ildevarslende, hvor hendes talte refræner af “I don’t belong here…” går panisk under huden.
Alle Pharmakons fem udspil skræmmer på hver sin vis, men ‘Bestial Burden’ er alligevel dét mere intens, fordi man virkelig kan mærke den rædsel, hun føler på egen krop. Det her er uhygge på et helt andet, kropsligt plan – ingen selvskade her, tværtimod kampen for livet, mens du ligger bundet op med remedier overalt fra top til tå på hospitalsgangen.



5. In Slaughter Natives - ‘Sacrosancts Bleed’ (1992)
En af de store pionerer fra Cold Meat Industry-labelet, der især i 90'erne udmærkede sig inden for den helt primale darkwave/industrial. Bagmanden Jouni Havukainen udviklede her hurtigt sin stil med både bombastisk Wagnersk storladenhed, operatiske korsektioner, marcherende takter, samplede metal-riffs og forvrængede brøl. De sidste to faktorer gør, at man indimellem får mindelser om det tidlige Ministry, men In Slaughter Natives er betydeligt mere symfonisk kold og bombastisk i karakter, mens man også kan fornemme lidt af Laibachs militante tone fra tid til anden.

‘Sacrosancts Bleed’ er det mest potente værk i In Slaughter Natives-kataloget, ikke mindst p.g.a. den mere hårdtslående, metalliske tone, Havukainen fletter ind fra tid til anden, og selvom det ikke er lige så skizofrent og forstyrret som flere af de resterende valg på denne liste, så gør det bestemt ikke pladen mindre dyster og ildevarslende i sin konstante, primalt industrielle fremdrift.

I øvrigt kan In Slaughter Natives for en meget sjælden gangs skyld opleves næste weekend til Dark Atmospheres Festival i Kolding, hvis man måtte være på de kanter.



Boblere:
Moévöt: 'Abgzvoryathre' – Dark ambient af den sorteste skole, fra 90'ernes Black Legions-scene. Forstyrret demo udgivet på kassette, som den slags hør og bør.

Comus : 'First Utterance' – Progressiv folk, som du aldrig har hørt det hverken før eller siden. Der er et foruroligende dystert skær, der gennemsyrer det hele, fra cover og produktion til musikkens evindeligt foranderlige karakter. 

Lingua Ignota: 'Caligula' – Kristin Hayters "overlevelseshymner", der iscenesætter hendes følelsregister ovenpå den partnervold, hun har måttet lægge krop til. En virkelig hård plade at lægge ører til, der belyser en helt anden form for menneskelig ondskab.