Top 5 – Undervurderede konceptalbums

Mange forsøger sig udi konceptpladens kunst og næsten lige så mange fejler. Vi hylder her fem af de mindre kendte, der fortjener en stund i rampelyset for deres konceptuelle bedrifter.

Konceptalbums behøver ikke nødvendigvis være et format, der kun tiltaler de progressivt orienterede. Sådan var det ganske vist engang med Rush, Queensryche o.l. Prætentiøse sværvægtere, men man behøver ingenlunde være akademisk højpandet for at se meningen med at have et budskab, der kræver en dybere udlægning i det musikalske virke.

Endnu mere vigtigt for dagens afsæt er dog, at nettet flyder over med charts, der alle fokuserer på de vigtigste og største af slagsen, og hvor Mastodon, King Diamond, Iron Maiden og hvad har vi endnu engang totalt stjæler rampelyset fra de små, der lades i stikken.

Det retter vi her bod på og kaster fokus på en håndfuld plader, der absolut fortjener sine 15 minutes of fame – både for den gode historie og hvordan den bliver integreret i det samlede værk. Ikke mindst de koncepter, der skinner så stærkt igennem i helhedsindtrykket, at det i den sidste ende bliver sekundært, at vi ikke forstår det sprog det bliver formidlet på ...


1. Aborym – 'Psychogrotesque' (2010)

Koncept: Vi snakker lidt af et mareridtsscenarie på en sindssygeanstalt. Isolation i spændetrøje, mens fluerne sværmer frit omkring, og skrigene lyder fra de tilstødende celler. Har livet overhovedet nogen betydning i denne tilstand, synes at være det gennemgående spørgsmål – en plade, der dvæler ved temaer om skizofreni og meningsløshed.

Musik: Det italienske outfit har gennemgået en en graduel udvikling henover de sidste 25 år fra industriel black metal (inkl. et par plader med Mayhems Attila Csihar i front) til decideret industrial. 'Psychogrotesque' lægger sig præcis i smørhullet, hvor norske Mysticum spøger i brugen af trommemaskiner, guitarlyden kradser, og ambiensen er tykflydende – ikke mindst i kraft af det det konceptuelle skær, der gør denne plade til deres mest avantgardede indslag i diskografien. Tænk saxofoner, tandlægebor, hjertebanken og flere minutters suspekt, italiensk hvisken med skrig og lækre synths i baggrunden. Alt hænger sammen som ét forstyrret hele, unik og sygeligt dyster – ikke for sarte sjæle.



2. Elend – 'The Umbersun' (1998)

Koncept: Tredje del af en trilogi, baseret på den romersk/katolske liturgi og tradition for natlige messer de tre dage op til påskesøndag, såkaldte officium tenebrarum. Mørkemesserne tager i første del af trilogien udgangspunkt i temaet fortvivlelse, efterfulgt i anden del af vold og oprør, hvor 'The Umbersun' er delen om Jesu død. De liturgiske skrifter beskriver den opstandne Jesus som morgenstjernen Lucifer, men Elend forbliver tematisk i dagene op til påskesøndag, hvor de øredøvende skrig musikalsk lyder fra folket ved opdagelsen af Jesu død, og bliver et gennemgående dramatisk element pladen igennem.

Musik: At sætte ord på 'The Umbersun' er næsten omsonst. Metal er det ikke, men den fortjener alligevel særstatus her, fordi vi snakker en art gotisk orkestreret darkwave, hvor du drages ind i en afsindigt dyster, religiøs setting, og den nærmest absurde vekslen mellem lys og mørke, ro og kaos, maner til instant gåsehud. En plade, jeg godt gad at opleve for fuld udblæsning i en biograf, med alt hvad dertil hører af grædende engle og skærene fra stearinlys i alterets skumring.



3. Hoth – 'Oathbreaker' (2014)

Koncept: Nej, jeg er ikke til Star Wars. Slet ikke, faktisk.
Man skal dog være ualmindeligt kynisk for ikke at genkende Tie-Fighteren i logoet, og er man lidt mere berejst i universet vil man også vide, at Hoth er en isdækket planet fra 'The Empire Strikes Back' – hvilket går fint i spænd med den kolde tone, der er gennemgående hele pladen igennem.
På debuten 'Infinite Darkness' lagde Seattle-duoen færre fingre imellem i direkte referencer til Star Wars-universet, hvor de i dette tilfælde holder sig fra at konkretisere navne på planeter, karakterer m.v.. Selvom det for den umiddelbare læser vil være nærliggende at tyde det som en fortælling om Anakin Skywalker får vi en overordnet skildring af livet som falden helt, fyldt med lidelse og drømme.

Musik: En melodisk blanding af black og død, hvor Dissection bestemt ikke har levet forgæves. Det er nærliggende at tro, at et band med Star Wars så meget udenpå tøjet vægter tematik højere end musikalitet, men faktisk er 'Oathbreaker' et virkeligt gennemført, modent værk med numre i den længere ende, der dog aldrig bliver for fortænkte eller overloadede. Episk uden at være fjollet, varieret uden at forfalde til det prætentiøse.



4. Negură Bunget – 'Om' (2006)

Koncept: Vi tager på en rejse tilbage til vores moderne civilisations forfædre, og følger faserne i vores kulturelle udvikling. 'Om' betyder menneske på rumænsk, og således fungerer hver sang som løbende skridt i menneskehedens evolution. 'Primul Om' beskriver åndens vækkelse, 'Tesarul De Lumini' filosoferer over de indledende stadier af det talte sprog, og således bygges det hele poetisk op – på rumænsk.

Musik: 'Om' er en af de vigtigste plader for mig overhovedet fra 00'erne. Vi snakker en helt unik form for psykedelisk black metal, hvor ovenstående tematik på ingen måde er svær at visualisere, i betragtning af musikkens drømmende karakter og naturens dominerende præg på æstetikken.
Nåhja, hvor mange black metal-plader kan du i øvrigt lige nævne, hvor en gennemgående brug af xylofon passer perfekt ind i helheden?



5. Symphony X – 'V – The New Mythology Suite' (2000)

Koncept: Med udgangspunkt i den sovende profet, aka den amerikanske clairvoyant Edgar Cayce og hans kanaliseringer om Atlantis' kultur, fungerer 'V' som en belysning af, hvordan hele den moderne civilisation i bund og grund bare er genopdagelser af den samme oplyste viden, befolkningen i sin tid besad på godt og ondt på Atlantis. Hele bandets egen udlægning af konceptet sang for sang kan du finde indgående beskrevet her – en kende ambitiøst måske?

Musik: Hvor Dream Theater altid har givet mig prompte allergiske reaktioner, så har jeg til gengæld altid haft et soft spot for Symphony X's mere power-metalliske take på prog metal-genren. At kalde dem undervurderede er måske et stretch, men i lyset af, at 'V' af uforklarlige årsager aldrig får samme omtale som flere af deres andre værker, og jeg altid har haft netop denne plade som min personlige favorit, fortjener den en stund i rampelyset.
En plade, hvor virtuositeten ingen ende vil tage, ikke mindst i lyset af et væld af referencer til den klassiske musik (Verdi, Bach, Bartok m.fl.). Musikken er med andre ord præcis lige så prætentiøs som konceptet, men sangskrivningen sidder lige i skabet med overmåde orkestreringer, lir og patos. More is more, når det gælder Symphony X, og ingen tidspunkter i karrieren bekræfter de den tese bedre end på 'V – The New Mythology Suite'.