Metaldiktator: Queensrÿche - Operation: Mindcrime

Første artikel i serien Metaldiktatoren advarer mod det skændige ved ikke at volddyrke den progressive milepæl 'Operation: Mindrime' fra Seattle-bandet Queensrÿche.

I den progressive musik, uanset hvilken afart af den vi taler om, er det nærmest et krav, at man udgiver et konceptalbum, og Queensrÿches ’Operation: Mindcrime’ må siges at høre til blandt de fornemste og vigtigste inden for metallens progressive side.

Det udkom i 1988 efter, at Seattle-bandet havde taget tilløb med 1982-ep'en ’Queen of the Reich’ og to fuldfede fuldlængder i form af ’The Warning’ og ’Rage for Order’ fra henholdvis 1984 og 1986, der begge tydeliggjorde, at dette var en kvintet med et stort potentiale for stram, fuldendt sangskrivning og ditto instrumenthåndtering. I øvrigt er bandets lidt kringlede navn et ordspil på førstnævntes titel, men da man godt vidste, at alt med ’Reich’ lugtede en anelse af nazisme, indskød man den formentlig eneste brug af ’y’ med omlyd i engelsk.

Trods de to og en halv første udgivelsers åbenlyse kvaliteter, er der dog ingen tvivl om, at ’Operation: Mindcrime’ er i en helt egen og særegen klasse for sig – helt deroppe, hvor klassiker kan hæftes på som et kun sølle beskrivende prædikat.

Ikke for blærerøve

I forhold til hvad man ofte forventer sig af progressiv musik, og specielt -metal, har Queensrÿche aldrig udmærket sig med tekniske finesser og ekvilibristiske finter på hverken instrumenter eller vokal – tættest på kommer man nok med Geoff Tates karakteristiske stemme, der ikke er opera, men dog stadig teatralsk, lys og meget personlig.

Ikke at man kan sætte en finger på kvintettens musikalske ekspertise. Michael Wilton og Chris DeGarmo spiller eminente spader, men det er fuldstændigt uden blær, og samtlige soloer er gennemtænkte ned til mindste detalje. Med melodi og temaer i centrum bliver det både til harmoni, skæve inputs og hurtige træk ned ad gribebrættet. Noget som de to herrer både før og efter i bandets karriere havde tjek på, men som dog bliver udført lige den tand bedre på ’Operation: Mindcrime’, hvor mikset mellem poppede elementer og heavy-dele er upåklageligt.

Heller ikke trommeslager Scott Rockenfield eller bassist Eddie Jackson bringer sig selv unødigt i rampelyset, men specielt førstnævnte fylder alligevel meget som ankermand og stemningsskaber.

Fortællingen i fokus

Det er altså sangskrivningen, der er Queensrÿches primære interesse, og derfor hænger historien så godt sammen med musikken, at de små samtalebidder ikke er strengt nødvendige, men dog bidrager til stemningen.

Konceptet eller historien om Nikki udspiller sig i et samfund, som nok er meget inspireret af Ronald Reagan-firserne i et dystert fremtidsscenariumk, og den fortælling kan man så vælge at være ligeglad med, fordi pladen musikalsk kan stå helt for sig selv, eller man kan kaste sig ud i hovedpersonen Nikkis skæbne.

Han vågner på et hospital – i en døs af narko, hører han stemmer og et støjende tv’s med foruroligende nyheder, indtil stuegangen og en sygeplejerske giver ham endnu et skud medicin, mens hun svagt hvisker: ”Bastard”. Sådan indledes ’I Remember Now’. For Nikki begynder at huske, hvordan det startede, og dermed oprulles historien som en art flash-back.

Ind på scenen træder skurken Doktor X i ’Anarchy-X’, der som en anden fører opildner masserne. Trommerne buldrer, en march indvarsler noget foruroligende, og kun halvandet minut efter starter pladen rigtigt med ’Revolution Calling’, der er en uptempo opremsning af Nikkis fortid som narkoman. Omsluttet af det fængende omkvæd hører man om hans ynkelige liv, om hans desillusionerede syn på verden og manglende vilje til at tage ansvar for sig selv, indtil han en dag hører om Doktor X – manden med kuren.

(Teksten fortsætter efter video)



Doktor X

Men Doktor X er udover at være læge også politisk og religiøs leder, og han anvender et netværk af spioner til at slå ihjel for sagen – her kan Nikki bruges, fordi han via afhængigheden af stoffer er let at påvirke. ’Operation: Mindcrime’ er et af skivens stærkeste numre med et aggressivt vers af stopriffs og det storladne omkvæd, og det indledes med ordet ”Mindcrime”, som er koden, der får Nikki til at udføre det beskidte job for doktoren.

(Tekst fortsætter efter video)



Der er gået nogle måneder, før historien fortsættes i ’Speak’. Nikki har arbejdet trofast for Doktor X, og i den mest metalliske sang fortælles om Nikkis dedikation til sagen, men også at han er ramt af storhedsvanvid, fordi han føler, at lige netop hans arbejde for doktoren har haft stor indflydelse på den politiske verden – underlagt det snerrende versriff føler han sig som en ny messias, der er ved at ændre systemet.

Men i ’Spreading the Disease’ træder Søster Mary ind på scenen. Buldrende trommer, stærke leads og endnu et hidsigt vers opremser Marys skæbne som forsømt barn, prostitueret misbrugt teenager og nu under Fader William officielt nonne, mens religionen misbruges som skalkeskjul, fordi Mary mest af alt bliver brugt som slave, der via Doktor X lånes ud til blandt andet Nikki som betaling for hans ydelser.

(Teksten fortsætter efter video)



Et år er gået siden Nikki begyndte sit arbejde, og den indledningsvist afdæmpede, men også ganske heavy og dystre ’The Mission’ er omdrejningspunktet for historien. Indsunket i depression ser han i fjernsynet Fader William prædike, og han indser langsomt, at kun de seksuelle eskapader med Søster Mary giver ham glæde og tilfredsstillelse, og uden at han selv helt er klar over det, viser han sine sidste tilbageblevne følelser for hende, da en forelskelse sniger sig ind på ham.

Mord på Mary

Til Nikkis store forfærdelse er den næste opgave stillet af Doktor X, at Søster Mary og Fader William må ryddes af vejen for sagens skyld, og i det store opus på 8 minutter, ’Suite Sister Mary’, ødelægges Nikki af det store dilemma mellem at tjene sin redningsmand eller kæmpe for den nyopdagede kærlighed til Mary. I et virvar af stemningsskift, hvor tempoet fuldstændigt forsvinder indtil metallen tager over, og hvor både messende korsang og rent klingende guitar får rigeligt med plads, forsøger Nikki at udføre ordren, men da han ser Mary tilstår han alt, og opdager at hun faktisk ønsker at dø – men Nikki kan ikke gøre det, netop fordi han her for alvor indser, at han elsker hende.

Den eneste redning for Nikki er nu at gøre det af med Doktor X, men i konfrontationen med skurken i det ubehageligt forpustede og intense nummer, båret af skingre vokaler og ditto guitarer, ’The Needle Lies’, forstår han, at det ikke er muligt at dræbe manden, der skaffer ham stofferne. Samtidig, og uden at Nikki ved det, falder hans verden helt sammen, da Mary indser, at hun ikke gengælder hans kærlighed - hun føler han kun bruger hende for sin egen skyld – som alle andre mænd i hendes liv.

Og da han vender tilbage efter det mislykkede forsøg på at fjerne Doktor X, finder han Mary død i hendes værelse i kirken – muligvis mord, muligvis selvmord. Under ’Electric Requiem’ er hamrende trommer og melodiske klagende guitarer Nikkis eneste ledsagelse til de klagende skrig.

Dybt ulykkelig løber Nikki i ’Breaking The Silence’ gennem gaderne i desperation, mens han hjemsøges af alt, der minder ham om Mary. Et stærkt omkvæd samler nummeret, mens et tungt anslag og hårde, men også tilbagelænede guitarer klarer underlægningen til en stærk og lidende verslinje.

Efter stilheden

Da han vender tilbage til kirken er politiet i mellemtiden dukket op, og straks anklages han for mordet på Mary, ligesom de hurtigt ser en sammenhæng med de mange politiske drab som har hjemsøgt byen igennem længere tid. Man forstår tydeligt, at Nikki har mistet troen på det gode i livet og siddende i sin celle kun i selskab med ’I Don’t Believe In Love’s klingende rene guitarer og sløvt galopperende, men også formidable omkvæd og helt perfekte melodiske solo, gør han op med forholdet til Mary.

(Teksten fortsætter efter video)



For en kort stund træder Nikki så ud af det flashback, som indleder fortællingen. Han er alene, og kun de smukke akustiske guitarer og følelsesladede elektriske leads udfylder tomrummet i ’Waiting for 22’.

Det fortsætter med den ensomme Nikki i ’My Empty Room’. Guitarerne ringer helt ud og fylder langsomt fladen, før et kort skrig trænger igennem ham – han tænker tilbage på Mary i kirken og prøver at forstå sine handlinger. Og så er flashbacket, som historien har fortalt, endeligt slut – vi er tilbage på hospitalet.

Tilbage til flashbacket

Her indtræder den afsluttende, storslåede finale med skivens absolut skarpeste nummer: ’Eyes of a Stranger’. En skærende lead og et grusomt tungt versriff slæber den teatralske melodi frem mod det fantastiske omkvæd, og ikke mindst mod en let skæv, stærkt harmonisk solo, som ender i dobbelte guitarer og det sidste omkvæd, før fræsende slidende guitarer lukker af, og Nikki hvisker: ”I Remember Now”.

(Tekst fortsætter efter video)



Den anden finale

På hitlisterne klarede ’Operation: Mindcrime’ sig ganske fint, solgte platin og sikrede bandet en plads i den progressive metals historie. Et egentligt kommercielt gennembrud kom dog først med efterfølgeren ’Empire’ fra 1990, hvor blandt andet balladen ’Silent Lucidity’ klatrede op ad hitlisterne i USA. Men så indtrådte en længere pause, og da ’Promised Land’ var klar i 1994, sagde verden "grunge", og godt nok havde bandets femte udgivelse træk i den retning – det var bare enten for lidt eller for meget til såvel ny som gammel fanskare.

Senere fulgte lignende skiver og lignende mangel på succes, og undervejs forlod Chris DeGarmo også bandet og blev erstattet i flere omgange af forskellige guitarister. Men i 2006 kom ’Operation: Mindcrime II’ endelig og naturligvis. Ikke helt så god, stærk eller gennemført, men dog et stort skridt i den rigtige retning, og med Ronnie James Dio i rollen som Doktor X var da der også ting som uundgåeligt blev gode.

I skrivende stund (september 2012) er fremtiden uvis, Geoff Tate har forladt bandet, og i selskab med gode retskafne advokater slås band og Tate på værdig vis i retten om retten til navnet - en smuk afslutning på et godt samarbejde, men det må man glemme og lytte til 'Operation: Mindcrime' en gang mere.