KTDF 26: Før Death var Death
Massacre tog os smukt tilbage til begyndelsen og spillede Mantas-materiale med kraft og kærlighed. Kam Lee kan heldigvis også fortælle historien. Men han skal holde sig fra “humoren”.
Evil Dead
Mantas
Rise of Satan
Power of Darkness
Demon's Flight
Death by Metal
Beyond the Unholy
Grave
Clangor of War
Det var lørdag aften, og vi skulle se Massacre med det oprindelige Mantas-medlem Kam Lee opføre ‘Death by Metal’-demoen live for første gang i 43 år. Før Death blev til Death hed de Mantas, og det må være indlysende for os alle her omkring, at det er en historisk begivenhed, vi skal være vidner til. I hvert fald en kuriøs begivenhed, og en verdens-eksklusiv engangsforestilling som første komplette liveopførelse af demoen fra det band, der senere blev til Death, og som satte dybe spor i dødsmetalgenren.
Allerede inden koncerten begynder, bliver man en smule nervøs.
Under lydprøven fortæller Kam Lee blandt andet, hvad folk skal gøre ved hans pik, hvis de stagediver i den forkerte side (de skal f.eks sutte på den), og inden showstart fortsætter han med jokes om buttplugs, bøsser og andet halv-homofobisk materiale fra den slags teenageværelse, ingen rigtig havde bedt om at blive inviteret ind på, og slet ikke hvis teenageren næsten er 60 år gammel.
For helvede altså. Det er næsten blasfemi, og i hvert fald forurenende i konteksten. For reelt er der noget fint og næsten højtideligt over det, der skal ske. Massacre skal spille materiale fra Mantas, og vi skal have en kæmpe fest, men heldigvis bevæger Kam Lee sig over i at fortælle om dengang, tilbage i starten af 1980'erne. Om dannelsen, tiden og begyndelsen. Og når han holder sig til historien, er han faktisk god til det.
Man lytter.
For vi står trods alt i et lokale fyldt med mennesker, hvor Chuck Schuldiners betydning næppe behøver nogen længere forklaring. Vi knuselsker alle Death heromkring. Og derfor er det naturligvis også noget særligt at høre det materiale, der ligger helt nede omkring fundamentet.
Da musikken begynder, forsvinder bekymringen heldigvis.
Massacre spiller fedt. De er vildt gode, og det er sjovt at høre Mantas med solid bund samt dødsmetalfeeling anno 2026. Sådan lyder det selvsagt ikke på en demo indspillet live på et kassettebånd.
Der kommer hurtigt bevægelse i salen, og allerede i andet nummer vokser en moshpit frem, derefter circle pit på circle pit, og Main Stage bliver forvandlet til præcis den fest, man kunne håbe på. Det historiske aspekt står lige nu ikke som et støvet museumsobjekt, der skal betragtes respektfuldt på afstand. Musikken lever. Materialet lever. Det bliver spillet højt, hårdt og med den energi og brutalitet, den har brug for. Perfekt.
Og folk er virkelig med. Store dele af salen koger lynhurtigt og virker heldigvis ikke til at blive slået hjem af Kam Lee homofobiske jokes undervejs. Faktisk står jeg undervejs med en sjælden tanke i mit alkoholfrie år: Jeg gad fandeme godt have været fuld til det her. Så havde jeg nok været mere ligeglad med Lees pinlige facon, og mere tændt på bare at feste igennem til Mantas.
For Mantas inviterer næsten til den dér ubekymrede form for metalglæde, hvor man hælder pilsnere indenbords, går ind i pitten og lader historisk betydning være historisk betydning for en stund. Schuldiner, Rick Rozz, Death. Mantas. Fest. Rowdiness.
Men Kam Lee ér for meget. Hans jokes er pinlige og passer helt ufatteligt dårligt ind i både tiden generelt, men også ånden over Kill-Town Death Fest. Et fristed, der aktivt siger nej til racisme, antisemitisme, sexisme og lignende.
Det paradoksale er, at Kam Lee samtidig er en væsentlig del af grunden til, at koncerten fungerer. Han var der. Han kan fortælle historien. Og når han gør det uden at forsøge at være klassens liderlige dreng, tilfører han showet noget, musikken ikke kunne have leveret alene. Han ér en god fortæller, og vi lytter interesseret, når han taler mellem numrene.
Så fortæl, Kam. Fortæl meget gerne. Vi elsker historien.
Bare for helvede drop buttplugsene og dit homofobiske lort.
