Top 5 – Hvor bliver anmeldelserne af?
Godt begyndt er ikke altid halvt fuldendt, for selvom viljen var der, og der blev lyttet på skiver, så blev anmeldelserne ikke skrevet, og vor anmelder bringer dem i stedet her i ganske kort format.
Der sidder sådan en rimeligt presset fyr over en gammeldags skrivemaskine på en illustration på vores hjemmeside, og nu også som illustration til denne artikel. Bag ham vogter djævelen, presser måske personen til at vride nogle harske sætninger om et ligegyldigt band ud.
Det er ikke mig på illustrationen, dertil er der tegnet alt for meget hår på hovedet. Mit er røget for længe siden i et virke som anmelder i over 20 år. IIlustrationen er det virkemiddel, der skal få de skriveglade mennesker til at klikke og erfare, hvordan man søger om at blive en skribent i Devilution-staben.
Scenariet omkring et ligegyldigt band i en anmeldelse er måske tænkt, men også dér, hvor denne anmelder måske finder det sværest at være netop anmelder. Det er nemmest, når noget er fremragende, og man bare brænder for at få dét budskab ud. Eller hvis noget er så dårligt, at det også har fremkaldt følelser, omend negative, i stride strømme. Men de der helt-ok-bands, der er hverken det ene eller andet og ikke rigtig rører noget i en: Det er svært, i hvert fald for mig efterhånden.
Denne top 5 handler om 5 udgivelser, som jeg har hørt i år og egentlig tænkt, at jeg ville anmelde, fordi det var gode skiver. Jeg havde hørt dem en del, og så burde det jo være lige til og ikke som beskrevet i klamamsen ovenfor. Men. Så ramte en travl hverdag måske og stjal de sidste minutter af weekenden, og så blev det ikke lige. Tag ikke fejl, det er nu ret fedt at være anmelder, læs bare "Top 5: Hvorfor du skal være skribent på Devilution" eller vores grundbog i, hvor enkelt det er i "Top 5: Festival anmelderens grundbog". Måske skulle jeg dog i samme ombæring røbe, at jeg selv har begået disse "Top 5 - Jeg gider virkelig ikke" og "Top 5 - Jeg' da ligeglad". Jeg er ikke levende reklamesøjle for dette hverv i disse år.
Jeg nåede gerne flere skriverier, så i manglen på dette, så kommer lidt i kortformatet her. Og med et klart budskab: Hvad med DIG, skal du ikke være anmelder hos os?
1. Mors Verum: 'Canvas' (Transcending Obscurity, 6. februar 2026)
Jeg elsker lyden og stilen på det her album. Det er teknisk, dissonant dødsmetal, hvor bassens smadrende stil minder mig positivt om danske Fossils. Det svinger afsindigt godt, og skulle der findes et enkelt stykke malurt i bægeret (man er vel anmelder), så kan der i længden godt gå så meget stilstykke over musikken, og det holder sig lige vel meget til den ellers glimrende opskrift, og bare et lille afbræk med noget mere melodisk kunne have overrasket og måske også pyntet. Men altså, hver gang jeg sætter det her på, uanset hvor jeg starter fra på skiven ... uhm, det er godt det her!
Skulkeårsag:
Dagen før udgivelsesdatoen vågnede jeg op med en nerve i klemme. Iskias. Skiven blev hørt en del, mens fysioterapeutens øvelser blev udført dagligt, og jeg langsomt vendte tilbage til normalen. Helt handicappet var jeg ikke, men det var nu ikke en superfed vinterferie. Måske en reel årsag for at skulke lige den her, men jeg kunne jo have skrevet anmeldelsen senere.
2. Egregore: 'It Echoes in the Wild' (20 Buck Spin, 20. marts 2026)
Rå, beskidt dødsmetal med masser af stemning og chops i et ofte dejligt højt tempo. Flere noter fik jeg ikke gjort mig i sin tid, men jeg har hørt skiven siden, og 'Nightmare Cartographer' er fast på playlisten. Den har lige et ekstra lag af finurlige idéer, mørk stemning og et par særheder. Højst originalt, men resten af materialet på skiven lader nu heller ikke noget tilbage at ønske
Skulkeårsag: Ikke rigtig nogen, nok var der stadig besøg hos fysioterapeuten, men da jeg hverken skød til bolde eller spændte løbeskoene på endnu, så burde der jo have været tid.
3. Einar Solberg: 'Vox Occulta' (Inside Out, 24. april 2026)
Det er ikke første gang, at Einar Solberg, vokalist og sangskriver i Leprous, udgiver et soloalbum. Men på 'Vox Occulta' hører jeg i enkelte numre noget, der endelig minder mig om noget af det, jeg har savnet i nyere Leprous. Vildskaben og det progressive lir, der gjorde nordmændenes 'Bilateral' til et progressivt mesterværk.
Jeg ved egentlig ikke, hvor jeg var landet med det her album, for der er også stille ting på albummet, som keder mig lidt. Men når det her er bedst, så er det virkeligt, virkeligt godt.
Skulkeårsag: Datterens fødselsdag, der falder deromkring? Det fylder jo, sådan noget med de små, både fejring for familie og skolekammeraterne. Jeg har sikkert været væltet omkuld af træthed.
Ej, jeg må hellere igen vælge: Ingen
4. Miscreance: 'Reminiscence' (Season of Mist, 28. august 2026)
Italienske Miscreance spiller teknisk dødsmetal på måde, der minder mig om Death. Vokalen er endda også lidt derhenad, selvom det måske mere er et 60/40-mix af John Tardy fra Obituary og så Chuck Shuldiner. En sådan vokal skal jeg i hvert fald ikke beklage mig over.
Og så bliver der også flirtet med Sadist i både basspillet og nogle af arrangementerne.
Skulkeårsag: Alt for travlt med DHL-stafet? (Juhuu, jeg kan løbe igen!) Ingen. Igen.
5. Static Abyss: 'The Dying Hunt' (Peaceville, 28. august 2026)
Death/doom med et punket/crustet islæt over sig. Og herligt rådden duft af Autopsy også. Igen sådan noget, hvor jeg initielt forelsker mig i selve lyden, lidt som jeg altid vil gøre det med en god buzz-saw HM-2-lyd a la Sverige, og så bagefter lidt efter lidt må pejle mig ind på, om musikken nu også er noget særligt så. Det skulle jeg da bestemt mene, at det er her. Der er spændende skift i tempo og intensitet og så en flabethed, der rykker.
Og det er i øvrigt ikke så mærkeligt med den her Autopsy-følelse, for det er jo sådan set Autopsys Chris Reifert på vokal og Greg Wilkinson på guitar/bas, og så har de hentet Chad Gailey fra Necrot ind til trommespillet.
Skulkeårsag: Jeg skulle jo også forholde mig til Miscreance (se punkt 4). Og nå ja, jeg skulle jo løbe for fanden. Ingen for fa'en, ingen!
Skal man så også skrive sådan nogle top 5'ere her, tænker du måske, hvis du nu har overvejet det fede liv med koncertadgang og skiver til lytning før den officielle udgivelsesdato?
Faktisk ikke, men man skal være meget velkommen. Man må gerne være opfindsom, men det er faktisk ikke nødvendigt. Se nu fx denne top 5, du lige har læst, den er jo idémæssigt præcist det samme som den her, "Top 5 - De glemte anmeldelser".