Top 5 – Festivalanmelderens grundbog

Hvordan er man en god anmelder? Hvordan undgår man at lade sig forlede af den lallede festivalstemning og stadig være forstokket og reaktionær? Hvordan undgår man at blive så fuld, at man ikke kan huske koncerterne? Alt dette finder du svar på i denne top 5.

Også for metalpressen står festivalsæsonen for døren, og første lette offer er Copenhell, der samler metalfolk fra nær og fjern på Refshaleøen i den kommende uge. For at lette opgaven for den skrevne presse har vores anmelder samlet en kort tjekliste over de vigtigste ting, som alle knivskarpe og kritiske anmelderspirer gør klogt i at følge, såvel hos Devilution som hos vore mange nære venner i den skrevne presse, der også valfarter til Amager om et par dage.

1. Notesblokken/smartphonen
For de journalistiske uddannede ronkedorer er den gammeldags notesblok et must, mens mere teknisk velfunderede anmeldere oftest benytter sig af smartphonen. Så kan man også lige google sætlisten imens. Notesblokken er der, hvor idérigdommen finder sit fysiske leje, og hvor store tanker som ”sløjt omkvæd”, ”lyden stinker” eller ”mere grindcore?!?!” bliver til de velformulerede, indsigtsfulde anmeldelser, vi alle elsker at læse. Notesblokken fungerer også som anmelderens alkometer. Har man eksempelvis nedfældet betragtningen ”Cavalera har glemt teksten … igen”, og papiret fremviser en krussedulle, ens to-årige datter sagtens kunne matche, er det formentlig på tide at finde en kop kaffe og tage hjem.

2. Presseskuret
Oftest placeret i det fjerneste og mest utilgængelige hjørne af pladsen. Presseskuret er anmelderens andet hjem under festivalen. Ikke fordi vi har nogen synderlig interesse i at vide, hvad andre anmeldere synes, da de jo som oftest tager fejl, men mest fordi vi netop dér finder den gratis og rigelige kaffe, der er et af anmelderens få goder. Det er der, man lader op og forbereder sig på at skulle gennemleve en maratonkoncert med Halestorm uden at forfalde til narkoleptiske anfald. Presseskurets eneste minus er de store mængder fotografer, der konstant sidder og bruger uforholdsmæssigt meget tid på at redigere billeder, som aldrig nogensinde kommer til at sige mere end 1000 ord. Hvilket vi ved, fordi vi er anmeldere. Til gengæld kan vi sidde og forvisse os om, at vi er meget mere vigtige end vores kammerater ude på pladsen, fordi vi her har adgang til en skurvogn med wi-fi og, hvis man er heldig, rindende vand.

3. Mentaliteten
Hvilket leder os til anmeldermentaliteten. Det er nemlig vigtigt at lægge ansigtet og hjernen i de rigtige folder, når man seriøst skal forholde sig til et stykke musik. Fremfor alt må man sørge for, at ens entusiasme under koncerten er nøje afmålt. Klap altid kortere tid end resten af publikum, og hvis du absolut skal kaste horn, så gør det kun ved udvalgte lejligheder og syng for guds skyld aldrig med på sangene.

Alt dette er nemlig tegn på indlevelse og empati, og det sømmer sig ikke for den objektive anmelder. Det skader i øvrigt aldrig, hvis man overvejer sin mimik. Det er ildeset at smile for meget og grine ad forsangerens jokes, og ingen er nogensinde blevet en dårligere anmelder af at lægge armene over kors, når bandet spiller sit største hit.

4. Makkeren
For at bibeholde sin jernhårde overbevisning om, at ”vi alene vide ”, bør enhver anmelder udstyre sig med en håndlanger, der gladeligt nikker i takt til udmeldinger som ”ja, deres anden demo var nu bedre”, eller ”én pinch-harmoni mindre, så var koncerten ikke ødelagt”. Et godt bud er eventuelt at medbringe sin mor, overbærende kæreste eller en arbejdskollega, der aldrig har hørt noget hårdere end Saybia. Hovedsagen er, at det er en person, der ved betragteligt mindre om metal end anmelderen og derfor er villig til at tage det meste for gode varer.

Denne artikels skribent har valgt en ny indgangsvinkel og medbringer en vestjyde; et folkefærd, der notorisk er kendt for at lytte uden at tale og oftest kun svarer med et bekræftende ”hmm”, mens de i deres stille sind tænker sit. Dette er den ideelle måde at fastholde den tro på egne fortræffeligheder, der er så vigtig for en anmelder.

Netop i valget af makker gælder der dog andre regler for de repræsentanter for dagspressen, der tager til metalkoncert to gange om året, men alligevel skal ud og opleve den uregerlige og lovløse vildskab, der er Copenhell. Her er det en god idé at udstyre sig med en reel connaisseur; en person, der kan hjælpe den pågældende anmelder med indspark som ”nej, det er ikke Metallica, dem der”, og ”jeg tror ikke, Volbeat spiller i år, desværre”.

5. Den fornuftige påklædning
Anmelderen er ofte blandt dem, der står klar til dagens første bands, og blandt de sidste, der tøffer hjemad, når løjerne slutter ud på nattetimerne. Derfor er en fornuftig påklædning alfa og omega for en anmelder. Det skal være arbejdsdueligt tøj, der også udstråler overskud og overlegenhed, hvis han løber ind i en kontormus fra Prime Collective, der vil networke, eller en bassist fra et sydkøbenhavnsk post-hardcoreband, der skal aflevere et kassettebånd med sin nye demo. Derfor lader gummirøjser og Chuck Taylor’s livet for et par moderigtige travesko, mens buksen bør være anonym og med pasform. Med den alhellige objektivitet for øje er genrekonventionelle benklæder som cargo, spandex og hullede jeans et absolut næ-nej.

T-shirten må godt være sort, så længe det er med et band, ingen i hele verden nogensinde har hørt om, og bør helt eller delvist dækkes af en ternet skjorte, der naturligvis hellere skal være fra Kaufmann end fra Dickies. En battlevest kan til nøds gå, fordi det er hipt for tiden, men er risikabel, idet den kan agere samtaleemne og føre til kontakt med pøblen. Hovedbeklædning kan være nødvendig (Devilution selv har flere skribenter, der er faktor 2 fra at lide af soleksem). I så tilfælde bør det være et voksent valg, der udstråler en let ironiseren over fænomenet normcore. Vi anbefaler en sixpence.

Kort og godt: Skulle du på din færden rundt på Copenhell støde på en mut og indesluttet person, der ser ud, som om han er gået forkert, nødigt snakker med folk omkring sig, er alt for ædru og nægter at udvise entusiasme for noget som helst … så er det nok en anmelder. Og så stik ham lige et kram, ikke. Han vil dig jo kun det bedste.