Flemming Rasmussen: Manden bag Master of Puppets

‘Master of Puppets’ fylder 40. Og manden bag albummets store, metalliske lyd er dansk. Vi har besøgt ildsjælen Flemming Rasmussen, der i dag stadig driver Sweet Silence Studios, hvor tre af Metallicas albums blev indspillet.

Man kan med rette sige, at Flemming Rasmussen var Metallicas femte medlem i en periode.

Fra 1984 til 1988 sad han bag mixerpulten og producerede Metallicas albums: ‘Ride the Lightning’ og ‘Master of Puppets’ i Sweet Silence Studios på Amager samt ‘...And Justice for All’ i One on One i Los Angeles. Da samarbejdet begyndte i 1984 var Flemming 26 – seks år ældre end Lars Ulrich og fire år ældre end alderspræsident Cliff Burton – han var mentor og læremester for både Ulrich og Hetfield, og bandet kaldte ham for sjov for “daddy”. Den fælles mission var at nå den “perfekte thrash-lyd”. Selvom Rasmussen kun var i midten af tyverne, havde han allerede arbejdet i Sweet Silence-studiet som tekniker i henved et årti.

Han var stadig teenager, da han så over skulderen på engelske Roy Thomas Baker (Queen, Free, Hawkwind), der producerede Gasolin’s ‘Efter endnu en dag’ i Sweet Silence Studios – og det var Rasmussens samarbejde med Roger Glover på Rainbows ‘Difficult to Cure’-album, der gjorde, at Lars Ulrich en dag ringede danskeren op for at høre, om han havde lyst til at producere et amerikansk metalband. Det ville Rasmussen – der nu havde fået titel af producer og havde stået bag plader af Malurt, Kliché og Anne Linnet – gerne. Han kendte ikke Metallica og hørte faktisk ‘Kill ‘em All’ for første gang, da Metallica ankom til Sweet Silence på Strandlodsvej på Amager til indspilningerne af det, der skulle blive til ‘Ride the Lightning’.

– Grunden til, at de kom til Sweet Silence, det var jo fordi, at de godt ville have fingrene mere i hele det der “produktions-noget”. Det aftalte jeg med Lars, at jeg ligesom skulle fortælle dem, hvad jeg gjorde undervejs. Så jeg lærte dem op, så de vidste, hvordan det var at være i studiet. De havde hørt de plader, jeg havde lavet med Ritchie Blackmore's Rainbow, og det var derfor, de valgte Sweet Silence – ud over at dollaren på det tidspunkt også stod i 12 kroner, så de kunne få dobbelt så meget studietid i Danmark, som de kunne i USA.

Økonomien var stram, og albummet blev finansieret af Metallicas label Megaforce og Metallicas egne turnéindtægter. De havde blot en måned i studiet – og de indspillede om natten, fordi taksten var lavere, men fik også mulighed for at lave opfølgende arbejde på albummet, mens de efterfølgende turnerede i Europa. Metallica var ikke tilfredse med lyden på ‘Kill ‘em All’, og Rasmussen skulle hjælpe dem i den rigtige retning. Bandet havde forinden indspilningerne fået stjålet deres gear, herunder James Hetfields modificerede Marshall-forstærker, så det indledende arbejde til ‘Ride the Lightning’ bestod i at finde den “rigtige” forstærker. Rasmussen tilkaldte derfor hjælp fra Mercyful Fate, Artillery og Maltese Falcon, der alle stillede Marshalls til rådighed, og Hetfield valgte en, han var tilfreds med.

Ekstra budget til et mesterværk
Men vi skal et år frem i tiden. For det er ‘Master of Puppets’, ikke ‘Ride the Lightning’, det skal handle om (men læs evt. vores Metaldiktator om pladen HER). I mellemtiden havde Metallica tegnet kontrakt med Elektra i USA, som lå under giganten Warner Music. I øvrigt en kontrakt på 25 år, som betød, at Metallica nu har alle rettighederne til deres egen musik, og til formålet har etableret deres eget label, Blackened Recordings, som de siden dengang har benyttet til at udsende fx dybdegående boxsæt med arkivmateriale. Flemming Rasmussen kalder boxsættene “fuckerfede”, og det forstår man, for de giver et unikt indblik i processen bag Metallicas albums.

– De er jo fucker-fede, de der boks-sæt, altså. ‘Master of Puppets’-demoerne er virkelig gode. Alt skulle bare køres ind. Men Metallica har altid lavet gode demoer. Det er også derfor de har taget konsekvenserne, og nu har de studie- og demo- og øvelokale – hele lortet samlet. Så de optager i princippet deres demoer, og det lider nogle af de senere plader lidt under, siger Flemming Rasmussen.

I 1985 havde kontrakten med Elektra den positive effekt, at Metallica fik 4 måneder i stedet for uger i Sweet Silence, og denne gang kunne bandet sove på Scandinavia Hotel (i dag Radisson Blu, red.) i stedet for hos Ken Anthony og på loftet i Sweet Silence. I bogen ‘Rock & stjernestøv: historier fra Sweet Silence-studiet gennem 45 år’ fra 2021 fortæller Flemming Rasmussen tilmed, at han lavede en aftale med Elektra om, at de sendte en pose penge til hans kone, som så hver dag lavede god, dansk aftensmad til Metallica, inden de hver aften fulgtes med Flemming fra Prøvestens Allé og ud i studiet på Strandlodsvej. Hver dag i 4 måneder. Der var nye boller på suppen, men der var ingen i Danmark, der tog notits – eller kendte Metallica.

Det gør vi nu, og ‘Master of Puppets’ er en af metallens største mesterværker, hvis ikke mesterværket over dem alle. Derfor er der også skrevet stolpe op og stolpe ned – endda bøger – om albummet, så det var lidt af en opgave for Devilutions udsendte at finde på spørgsmål om indspilningen, som ikke allerede er stillet og besvaret andre steder. Og selvfølgelig også i bevidstheden om, at Flemming måske ikke kan huske ALT, der skete for plus 40 år siden.

– Måske får jeg mulighed for at afkræfte nogle ting. For der står de mest horrible ting på nettet. Det er sindssygt …

Jagten på en unik lyd
Men hvor kom Flemming Rasmussen selv fra, inden han startede samarbejdet med Metallica? Han var fan af Roy Thomas Bakers arbejde, men hvad med metalproducere? Eller producere i den hårde rock? Dengang havde Judas Priest Tom Allom, og Iron Maiden havde Martin Birch, som også havde produceret eller været tekniker på flere af Deep Purples plader.

– Altså, det var vel nærmest ham (Roy Thomas Baker, red.). Jeg var også Purple-fan, men ved ikke, om jeg decideret var fan af lyden. Men jeg var fan af Roys lyd. Og den storhed, der var over hans lyd. Men det var også, fordi jeg kunne kigge ham over skulderen, og det lærte jeg sindssygt meget af. Men det var ikke sådan … Altså, hver gang der kom en plade, så tjekkede jeg, hvem der havde lavet den, men Bob Ezrin lavede nogle fede ting med Lou Reed (‘Berlin’) og Alice Cooper, og han lavede vist også ‘The Wall’ (Pink Floyd). Men udover Roy, så var der ikke andre, jeg som sådan var inspireret af – tænkte blot, at de var dygtige.

– Generelt, det der med at lyde som andre. Det har jeg altid været imod. Det første jeg spørger folk om, når de kommer i studiet, er “Hvordan lyder I?”. Og så er svaret ofte, at “vi lyder lidt som…”, Og så afbryder jeg “Nej, nej, nej. I skal ikke lyde som nogen. I skal lyde som jer selv. Hvis du ikke har noget, som du vil komme og fortælle, og som er dig, så er det lige meget. Så vil jeg hellere høre originalen. Så er der da rigtig mange, der går i baglås.

På den konto fik Flemming Rasmussen, hvad han efterspurgte med Metallica. De kom velforberedte, samtlige sange (undtagen ‘The Thing That Should Not Be’) var klar, og de havde en mission, som den unge Rasmussen kunne stemple ind i. De ville frem i verden, og der var ingen spilleregler.

– Det var simpelthen os mod verden. Nu skal vi erobre verden, og vi er pisseligeglade med, hvad alle de andre siger. Altså, jeg havde jo folk i studiet, der syntes, at det var noget forfærdeligt larm. Og selv kunne jeg jo nærmest ikke få armene ned. Jeg ELSKEDE det. Men også, fordi det var meget i min boldgade, som jo var Zeppelin og Purple. Altså, alt det hårde. Betonrock tror jeg, man kaldte det. Hård rock. Jeg kunne også godt lide, når Gasolin’ spillede hårdere, men der var ikke nogen før omkring Metallica og Mercyful Fate, der sådan dedikerede sig til den genre.

Altid sætte barren for højt
Flemming Rasmussen vedholder, at der ikke var nogen direkte inspirationer i den lyd, han og Metallica søgte at producere. Men hvad med historien om, at Lars Ulrich kunne lide lyden af Rick Allens lilletromme, som han havde hørt den på en Def Leppard-plade, og rent faktisk lånte Allens tromme til indspilningerne?

– Det er rigtigt, men det var udelukkende, fordi den lilletromme, han havde, ikke lød godt. Han havde hørt Ricks, og dén lød godt. Det var ikke, fordi det skulle lyde som Def Leppard. Langt fra! Det ville eddermame have været mærkeligt med Def Leppard-lilletrommelyd i et Metallica-nummer. For det var jo nærmest pop-metal, ikke? Alt det, man beskylder Nickelback for i dag, det var Def Leppard. Vi ville lave vores eget. Specielt på ‘Master of Puppets’ var det et lydbillede, vi var enige om, som vi alle fem arbejdede hen mod.

Med ‘Master of Puppets’ skrev Metallica sig ind i rækken af bands, der brugte langt mere end den gængse, enkelte måned i studiet. Med Elektras økonomi i ryggen var der afsat 4 måneder, fra september til december i 1985, til indspilningerne. På dét tidspunkt var det kun sværvægtere som Judas Priest (med Tom Allom) og Iron Maiden (med Martin Birch), der kunne bruge så lang tid på at finpudse og perfektionere. Og selvfølgelig Def Leppard, der med (Robert John) “Mutt” Lange lavede 80’ernes dyreste plader inden for den hårdere rock – for eksempel var de i 1982 i studiet i 11 måneder for at lave ‘Pyromania’! Men Metallica brugte ikke den lange studietid på perfektionisme og flueknepperi, siger Flemming Rasmussen.

– Det var ikke engang noget med, at det bare skulle være dyrt. Det var simpelthen Metallicas sædvanlige ting med, at de simpelthen satte barren højere og havde større ambitioner, end det tekniske talent rakte. Den eneste måde at komme omkring det på, er ved at blive ved og ved og ved, til den er der. Og det brugte vi meget tid på. Perfektionismen. Og på den måde udviklede de sig hele tiden, både kunstnerisk og teknisk. Men der er ingen tvivl om, at ‘Master of Puppets’ var en sindssygt nem plade at lave, fordi vi kollektivt havde en idé om, hvor vi skulle hen. Vi arbejdede mod et fælles mål, vi havde en vision om, hvordan det skulle lyde, og sådan endte albummet også med at lyde. Det var “mission accomplished” og jo samtidig årsagen til, at ‘...And Justice for All’ endte med at lyde SÅ anderledes. Vi havde nailet den sound, vi var efter, med ‘Master of Puppets’, så den næste plade måtte og skulle lyde helt anderledes.

Én ting, man kan undre sig over, er, at Metallica overhovedet evnede at skrive så komplekse, storladne og ambitiøse sange. De var 20-22 år, da de skrev materiale, som skulle udgøre ‘Master of Puppets’. De drak meget! Og havde på det tidspunktet øgenavnet “Alcoholica”. Det virker i det hele taget vildt, at de var i stand til at komponere så komplekse sange…

– Ja, du har jo ret, men jeg kender ikke svaret. For de skrev jo sangene i garagen i El Cerrito i “The Metallica Mansion”. Altså, det ER jo vildt, at de kunne skrive de der numre i den alder. Det siger de jo også selv. “Hvordan fuck kom vi på det? Altså, virkelig? De var jo lige kommet ud af ægget. Som sagt, så mødte de ekstremt velforberedte op i studiet. Langt de fleste numre var færdigskrevne og færdig-demoede.

Fem drenge arbejder i flok
Hvis man har set ‘Some Kind of Monster’ eller ‘A Year and a Half in the Life of Metallica’, som gik bag om indspilningerne af ‘The Black Album’, kan det være svært at tro på. Men Flemming Rasmussen fortæller, at hans indspilninger med Metallica altid var en harmonisk og kreativ proces, og han husker ikke nogen særlige øjeblikkes dyb uenighed.

– Nej, overhovedet ikke. Det blev spillet mange idéer på banen. Blandt andet i introen til ‘Sanitarium’, der er en effekt, hvor det går fra mono til stereo. Jeg trykkede lige på en knap, mens vi indspillede guitarerne. Det er faktisk den MS, der sidder derovre, siger Flemming og peger på det oprindelige hardware fra 80’erne.

– Der var de bare sådan, “Fed idé. Fuck, det er fedt! Det kører vi med”. Alle idéer blev kastet op i luften, og jeg har ikke insisteret på noget, og jeg husker heller ikke, de har gjort oprør, hvis jeg pillede noget ud. Vi var fem drenge, der arbejdede i flok, vi havde alle sammen det samme mål. Det fandt vi allerede ud af, da jeg hørte demoen. Vi fik hurtigt lavet trommelyd, og så var vi ellers klar til at køre. Det er en proces, man finder frem til undervejs. Det værste var egentlig, at de havde fået sponsorat af Mesa-Boogie, så vi måtte starte helt forfra med guitarlyden. Alt på ‘Ride the Lightning’ blev lavet på Marshall-forstærkere.

Ikke noget at komme efter
Der er ingen tvivl om, at Flemming Rasmussen virkelig har været en del af den kreative proces i forbindelse med indspilningerne af ‘Master of Puppets’. Men han medvirker ikke selv på pladerne, selvom den misforståelse er udbredt, for da Rasmussen selv er trommeslager, så måtte han jo næsten have haft en finger med i spillet.

– Altså, der er nogen, der tror, at det er mig, der spiller trommer på nogle af numrene. Det er totalt gak. Det er de fire drenge. Jeg spiller intet på nogen af pladerne. Hvis det endelig skal være, så har jeg nok erstattet et lilletrommeslag eller to på ‘...And Justice for All’, når Lars ramte kanten, men det er også det …

At Metallica i hvert fald har været enormt taknemmelige for samarbejdet fremgår også af, at der på væggen i Sweet Silence hænger en platin-pris for ‘The Black Album’ – et album, han ellers ikke har haft en finger med i spillet til. Det er uden tvivl en tilbagebetaling til faderfiguren, de kaldte daddy.

– Det er derfor, jeg har fået den der. Fordi de turde jo ikke starte indspilninger af ‘The Black Album’ uden at have mig på backup-kontrakt. Hvis nu det gik galt med Bob Rock, så skulle jeg lige være i baghånden – det havde de jo lært på ‘...And Justice for All’, hvor de startede med Mike Clink. Men jeg kunne jo ikke. Jeg måtte sige nej, fordi jeg lige var blevet far – og i øvrigt skulle indspille en plade med Anne Linnet!

– ‘Master of Puppets’ er jeg selvfølgelig bare virkelig stolt af. Den har det jo med at toppe lister over “bedste metalplade”, og jeg er selv enig. Der er ikke noget, der kommer op på siden af den. Jeg har lidt svært ved at udpege hvilken af de tre plader, vi lavede, som jeg bedst kan lide, for de betyder hver især noget for mig. Men ‘Master of Puppets’ er bare en perfektionering af ‘Ride the Lightning’, som til gengæld var fed at lave, fordi det var det første, vi lavede sammen og bondede. Men ‘Master’ har bare noget over sig. Det er en slags metallens ‘Pet Sounds’ eller ‘Sgt. Pepper’. Det er den, man måler alle andre imod. Der er ikke noget at komme efter, griner Flemming.