Metaldiktator: Aerosmith – Rocks
Aerosmith er stadig en smule aktive med relativt nyudgivet single, men bandet toppede nu engang med albummet 'Rocks', som netop nu har 50-års fødselsdag.
Last Child
Rats In The Cellar
Combination
Sick As A Dog
Nobody's Fault
Get The Lead Out
Lick And A Promise
Home Tonight
Hvis man kun kender Aerosmith fra bandets kommercielle storhedstid i slutningen fra slutningen af 80’erne, og indtil det hele ligesom var mere eller mindre forbi med succesen omkring årtusindskiftet, kan man med god grund undre sig over, at Aerosmith skulle komme med i den prominente klub af Metaldiktatorer. Selvom den nuværende besætning er den samme, som indspillede albummet ’Rocks’ for 50 år siden, så var det på mange områder et helt andet band. Det var, før bandets musik blev alt for poleret, og før de mange til tider ulideligt poppede ballader, som fulgte med bandet op igennem slutfirserne og halvfemserne.
Aerosmith for 50 år siden var en anden historie
Aerosmith blev dannet i Boston I USA. Bandet udgav det første album i 1973, og allerede tre år senere udkom det fjerde album, ’Rocks’. Det blev til yderligere nogle albums, inden bandet faldt mere eller mindre fra hinanden. Men så kom medlemmerne i rehab, og så dukkede de op renset for stofmisbrug og fik et gevaldigt comeback med albummet ’Permanent Vacation’ i 1987 og efterfølgeren ’Pump’ to år senere.
Der kan siges og skrives uendeligt meget godt og rigtigt om, at man skal undgå misbrug af stimulanser. Det kan kun tilrådes, at man passer på med stoffer af alle vanedannende arter. Men i Aerosmiths tilfælde må man bare konstatere, at plader fra dengang, hvor ikke mindst the Toxic Twins i form af forsanger Steven Tyler og guitaristen Jo Perry kørte fuldstændig i overhalingsbanen med optagelse af stimulanser, der var bandets plader bare bedre. I hvert fald, for så vidt det gælder albummet ’Rocks’ fra 1976.
70’ernes version af Aerosmith kunne godt lyde som en blanding af Rolling Stones og Led Zeppelin. Rock med blues-inspiration. Mere heavy end Stones, mere party end Led Zeppelin. Lidt Beatles-inspiration var der også til stede hist og her, og så var der også en god portion glam rock indover. Der er ingen tvivl om, at medlemmer i Guns N’ Roses har hørt Aerosmith i ’70’erne og sugede til sig.
ROCKS
’Rocks’ er Aerosmiths bedste album, omend der er gamle fans, der sværger mere til forgængeren ’Toys In The Attic’ som udkom året før. Men uanset præferencer, kan man ikke komme uden om, at ’Rocks’ er en af de store inden for den klassiske hard rock.
'Rocks' starter med ’Back In The Saddle’ Man kan dårligt forestille sig en bedre albumåbner eller for den sags skyld koncertstarter. Efter nogle simple guitaranslag sættes det i gang med Steven Tyler, der skriger sig hæs i en hæsblæsende tur i sadlen med bunde af seksstrenget bas, trommer og guitar fra Joe Perry og bandets andet guitarist Brad Whitford.
Den fyrige start på albummet følges fint op af sangen ’Last Child’, som er skrevet af Tyler og Whitford. Efter en vokalindledning, som kunne minde om noget syret Beatles med John Lennon eller George Harrison som ophavsmand, går sangen i gang i et pumpende og gyngende antrit. Tempoet er moderat men inciterende.
På albummets tredje sang skrues der igen op for tempoet. Vi havner med sangen ’Rats In The Cellar’ i et af Aerosmiths mere heavy sange. Vi er i 1976, og det høres i sangen, at punkrocken så småt er ved at vise sig. Det er dog stadig en sang med rødderne i blues rocken og med Tyler på mundharmonika i duet med guitar i dobbeltsolo.
Nu var man jo ikke rigtig begyndt at udgive promotion videoer i 1976, så det er svært at finde noget videomateriale fra dengang med sangene fra ’Rocks’. Men der er da lidt fra nogle år senere. Her er Rats In The Cellar’ - dog uden harmonika.
Albummets side 1 afsluttes med sangen ’Combination’, skrevet af Joe Perry. Ingen dårlig sang, men nok den eneste sang på albummet, som ikke har eller burde have klassikerstatus. ’Combination’ har en grad af Stones-viben fra samme periode, og det er ganske fornøjeligt, men heller ikke så meget mere.
Til gengæld er det straks meget bedre på side 2. ’Sick As A Dog’ er skrevet af Tyler sammen med bassisten Tom Hamilton. En heftig rocker, som i Guns N’ Roses før der var Guns N’ Roses, og med en guitarsolo, der giver mindelser om Jimmy Page. Det rocker, det svinger, og der er omkvæd at skråle med på. Det er hard rock! Det er klasse!
Og de gode takter fortsætter med sangen ’Nobody’s Fault’ – ikke at forveksle med Led Zeppelins sang ’Nobody’s Fault But Mine’, der udkom samme år. Vi bliver i den hårde ende af Aerosmith-skalaen i en skæring, der er skrevet af Tyler og Whitford, og for en gangs skyld er de ikke i party mode. Vi er havnet i et mareridt af en krise, hvor hele verden er ved at gå under i en naturkatastrofe. Med de små guitareffekter, der sniger sig ind og ud, fornemmer man nærmest, hvordan det regner med ildkugler. Det er et af højdepunkterne på ’Rocks’.
Lidt mere adstadig er sangen ’Get The Lead Out’. En dansende, svingende rocksag i et jævnt tempo, men bundsolid.
Tempoet skrues atter op i ’Lick And A Promise’. Det er atter party time, det svinger og det rocker. En sang, der burde få alle op af stolene og op på første række.
Det udeblevne hit
Det helt igennem vellykkede album afsluttes med en powerballade, ’Home Tonight’ skrevet af Tyler. Muligvis et forsøg på at få et hit som med deres allerførste single ’Dream On’ fra 1973, der, da den blev genudgivet i 1975, røg helt op på sjettepladsen på den amerikanske singlehitliste. Forsøget mislykkedes dog denne gang, og ’Home Tonight’ kom ikke højere end plads nummer 71.
Det er dog ikke en dårlig sang, som blander det lidt Beatles-agtige balladefyld med en heavy bund og omkrans, der får det hele rørt sammen til en god og gedigen rocker. På den vis en udmærket sang, der slutter albummet efter 35 minutter.
’Rocks’ er måske ikke en metalklassiker set med nutidens ører. Men det ER en klassiker i sig selv. Og der er ingen tvivl om, at ’Rocks’ har været en kæmpe inspiration for de heavy rock- og metal-bands, der dukkede op i det efterfølgende årti. På trods af de mange år, der er gået siden udgivelsen, virker det her 50 år efter fortsat frisk og virilt.