Soulfly smadrede Vega
Som på Copenhell sidste år, så slog Soulfly hårdt fast i Lille VEGA, at de har genfundet fortidens styrke.
2. Seek 'n' Strike
3. No Hope = No Fear
4. Prophecy
5. No Pain = No Power
6. Fire
7. Bring It
8. Storm the Gates
9. Execution Style
10. Tribe
11. Downstroy
12. Favela/Dystopia
13. Bumba
14. Chama
Ekstra:
15. Headup
16. Jumpdafuckup
17. Eye for an Eye
Deftones 1997! The birth of Soulfly! Brølede Max Cavalera efter showets første ekstranummer, Deftones’ ‘Headup’, hvor Cavalera medvirker på og i omkvædet skriger Soulfly, som han tog til sig og opkaldte sit nye band i kølvandet på hans exit fra Sepultura.
Ak ja, tiden flyver. Tænk sig, at det er tre årtier siden Korn, Deftones, Soulfly og Slipknot (lige om hjørnet) erobrede verden med nu-metal. Dengang Roskilde Festival lagde rammer til genrens vildskab foran scenen. Soulfly især på Orange tidligt torsdag aften i 1998. Hele koncerten fra Roskilde Festival er sågar udgivet på 25-års jubilæums-udgaven af debutpladen.
Det var gode tider, men som alt andet her i livet følger de dårlige også med før eller siden. I 2010’erne blev nu-metallen erklæret en has been-genre, og især Soulfly stod for skud. Max Cavalera var kun lige kommet ind i 40’erne, da han blev stemplet som færdig og afdanket. Han lignede såmænd også en forpustet julemand i battlevest, når Soulfly kom til Danmark og spillede foran få mennesker for 10-15 år siden herhjemme.
Noget af det smukkeste her i livet er, når mennesker rejser sig og genfinder fordums styrke. Det gjorde Max Cavalera i den grad, da Soulfly sidste år åbnede Copenhells hovedscene fredag eftermiddag med en suveræn koncert i solen.
Så vildt blev det ikke i Lille VEGA mandag aften, men det var sgu tæt på. Klokken 21 sharp kom Soulfly på scenen, og Cavalera tællede vanen tro showet i gang med Uno, dos, tres, cuatro, før tonerne af ‘Back to the Primitive’ åbnede showet med hæsblæsende format. Den varme sal eksploderede øjeblikkeligt i en moshpit, og Soulfly tonsede hårdt videre med ‘Seek 'n' Strike’, ‘No Hope = No Fear’ og ‘Prophecy’.
På sidstnævnte brølede publikum højt med på omkvædet This is the prophecy, og energien mellem gæster og band smittede åbenlyst af på hinanden. Havde Soulfly mon forventet den her stemning på en mandag aften i København? Modtagelsen fremstod i hvert fald oprigtig på scenen, og kvartetten kvitterede med en fandenivoldsk forestilling gennem 70 minutter.
Bedømt ud fra gennemsnitsalderen, så havde publikum formentligt også været med i samtlige tre årtiers selskab sammen med Soulfly. Hvis gæsterne kom for at blive taget med helt til begyndelsen, så var der næppe klager over sætlisten.
Vi fik serveret fire numre fra sidste års ‘Chama’, hvor især ‘Favela/Dystopia’ bed fra sig med solid pondus. De otte udgivelser gennem to årtier før ‘Chama’ gik Soulfly helt udenom. Sætlisten var et flashback til diskografiens fire første plader, og alt andet lige, så er det også de udgivelser, der cementerer Soulflys format i metal-historien.
De suveræne sange kom i flæng, og særligt det funky mellemstykke i ‘Bring It’ svingede smukt som lidt afveksling mellem de mange traditionelle nu-metal-riffs. Max Cavarela var selvfølgelig scenens hovedperson, men sønnike på trommer stjal flere gange billedet. 33-årige Zyon Cavalera har uden tvivl arvet noget af onkel Igor Cavaleras talent.
Blæksprutten kaldte farmand ham flere gange undervejs, og det var en kæmpe fornøjelse at se Zyon Cavalera spille trommer. Arvingen bankede bogstaveligt nyt liv i de gamle klassikere som ‘Tribe’ og ‘Downstroy’. Generelt spillede kvartetten eminent sammen, og efter en times koncert fik Soulfly vredet den sidste energi ud af gæsterne på det næsten udsolgte Lille VEGA. Everybody down! Kommanderede Max Cavalera som optakt til ‘Jumpdafuckup’, hvor salens gæster satte sig ned på hug, så lyden af knirkende knæ overdøvede Max Cavaleras stemme.
Go! Skreg frontmanden, og således så man flere hundrede primært midaldrende mænd hoppe rundt som teenagere, og da klassikeren smeltede sammen med lukkeren ‘Eye for an Eye’ detonerede salen i en gigantisk moshpit. Sikke en afslutning på en herlig mandag aften i selskab med et band, der efter tre årtier er tilbage med ungdommelig styrke.
Særlig support
Umiddelbart var det først på dagen, at Mawiza blev annonceret som opvarmning. Lørdag spillede de på Stengade, men om det skyldtes, at de allerede var i byen, at de to dage efter også blev hevet ind som support på Lille VEGA er uvist. Men det sydamerikanske band passede lige ind i Soulflys ånd med et rituelt show, der trak på sydamerikansk kultur og mytologi. Mawiza er sådan et navn, man kunne forvente på Metal Magic Festival, der for få år siden præsenterede Mordskog og The Rise of Mictlan, der spillede aztekisk metal fra Mexico.
Det er typen af bands af så lille og særlig en størrelse, at turen om på den anden side af kloden er once in a lifetime. Bands, der griber hvert minut på scenen og har en attitude, der stråler af oprigtighed og taknemlighed.
Mawiza åbnede med en slags stammemasker for ansigtet, og mens frontmanden vred sig rundt med slør og chantede, bankede de tre andre løs på trommer – en slags krigstrommer, der satte showet i gang med en dragende stemning.
Maskerne røg af, og med guitarer og bas forandrede Mawiza sig til et slags regulært metalband. Momentvist svingede det udmærket, og kvartetten havde da en stor del af gæsternes opmærksomhed. Frontmanden tog ordet og forklarede, at de kom fra den sidste stamme et sted mellem Chile og Argentina, der stadig holdt stand mod kolonialismens dominans. Budskabet fremstod autentisk, men hånden på hjertet, jeg aner intet om verdenshistorien på de kanter af kloden, og hvad end Mawizas bagland kæmper med eller mod.
Fælles for Mawiza og lignende bands, jeg har set i den kategori, så er det ikke musik, der bagefter ryger på playlisten derhjemme, men i selve momentet, så er oplevelsen fascinerende. Det er altid spændende, at se metal blive eksekveret fra en kultur, der har sat sit helt eget, originale aftryk på genren. Man kan roligt sige, at Mawiza også havde sat sit helt eget aftryk på den halve times koncerts mest genkendelige nummer. Metallicas ‘Battery’ kom i en fortolkning, de færreste i publikum næppe glemmer. Var det sætlistens højdepunkt eller lavpunkt? Tja, søg den frem på YouTube og bedøm selv!
