Max børnearbejde!

Max børnearbejde!

Max Cavalera overlod initiativet til sine sønner og Marc Rizzo, mens han selv tog en rolig dag på kontoret.

Kunstner
Spillested
Dato
22-07-2015
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Max Cavalera er efterhånden en levende legende. Hans bedrifter er kendt af de fleste med smag for metal. Om det så er i form af Sepultura, Cavalera Conspiracy, Killer Be Killed, eller som frontmand for aftenens hovednavn – Soulfly. Hensat til Pumpehuset på en yderst lummer og fugtig onsdag aften, havde det brasilianske hovednavn lokket det danske folk til husets lille scene, godt gemt bag Byhavens poppede sommerfest. Med forventninger om en god fest og en musikalsk oplevelse var rammerne sat for en aften med fokus på groovie sambametal.

Først et stykke med velklingende dansk metal

Efter gæsterne i Byhaven var blevet spillet kåde af, hvad der mest af alt mindede om et efterskoleband, kunne de indviede, der var fremmødt til ære for de brasilianske toner, lade sig fornøje af et langt mere interessant dansk indslag. Aphyxion fra Ribe var på falderebet blevet hidkaldt som opvarmning og havde i den anledning været nødsaget til at søge hjælp til håndtering af rytmeguitaren. Mark Drastrup (Essence) var sprunget til, og han og de resterende fire medlemmer af den danske kvintet havde fået tildelt minimalt plads og spilletid på den i forvejen lille scene.

Publikum var mødt overraskende talstærkt frem til det danske opvarmningsband, men der var reelt set heller ikke grund til andet. Trods de trange kår, leverede danskerne en ganske kompetent opvarmning, der formåede at engagere publikum såvel som at øge temperaturen yderligere i det i forvejen drivhuslignende klima. Med Michael Vahl brølende i front, med en trommemikrofon faretruende tæt på genitalierne, søgte han og resten af bandet at piske stemningen i vejret - med succes.

Den tunge, groovy melodød gik ganske fint i spænd med de kommende Cavalera-toner, omend vokalen godt kunne have ligget højere i mixet. Med en sætliste udelukkende bestående af materiale fra bandets 2014 udgivelse ’Earth Entangled’, blev publikum blandt andet ledt igennem den vellydende 'Awoken', bandets bedste nummer ’The New Breed’, den thrasthede ’Despicable’, og hvad der lignede et ufrivilligt basskifte. Alt sammen leveret med ungdommelig gåpåmod og tro på det bedste. Et godt udgangspunkt og en ligeledes udmærket opvarmning fra de danske drenge.

En kvartet, tre engagerede og én svagt interesseret frontmand

Ungdommeligt gåpåmod var der også masser af da Soulfly gik på scenen lidt over ti. Med en gnistløs og lettere ugidelig papa Cavalera i front overspillede de to sønner, Zyon og Igor Jr., farmand på en sådan vis, at han nærmest blev gjort til skamme. Max fremstod gammel og slidt, med flagrende bingovinger og en attitude, der signalerede endnu en dag på kontoret. Og Marc Rizzo? Tjo han var der, gud ske tak og lov, for ellers havde det været en ganske amputeret samba-oplevelse, men heller ikke den kompetente guitarist kunne følge med de unge drenge i attitude og nærværd.

Tilsvarende de unge Cavaleras entusiasme på scenen var publikums utrættelige reaktion på gulvet. De fremmødte havde intentioner om en fest og absolut ingen, ikke engang Max selv, skulle ødelægge den fest. Mens den brasilianske Lorenzo Woodrose-lookalike havde travlt med at vifte hår væk fra ansigtet, slog resten af bandet tonerne an til ’Prophecy’. Et nummer der for alvor startede aftenens koncert, efter den lidt halvkedelige åbning med ’Frontlines’/’Fire’. Publikum kastede sig livligt ud i såvel circlepits, jungledans og jump-along og som aftenen skred frem, var der ingen tvivl om, at denne aften var publikums aften og publikum var gavmilde.

Soulfly var nu også gavmilde på nogle områder. Med 9 albums i bagagen og endnu ét på vej, burde der være rigelig materiale at tage udgangspunkt i. Faktisk burde der være mere end rigeligt til, at det ikke var nødvendigt at inkludere Sepultura materiale? Heldigvis for band og publikum havde høvdingen til dagens koncert medtaget fire fine Sepultura-overraskelser. ’Arise’, ’Dead Embryonic Cells’, ’Refuse/resist’ og naturligvis ’Roots Bloody Roots’. Nuvel, ikke leveret i fuld længde, pånær sidstnævnte, men nok til at give et tiltrængt kick, når det begyndte at stagnere i intensiteten.

Faktum er, at uanset hvor energisk publikum var, og hvor meget de ville festen, kunne Soulfly ikke holde intensiteten på niveau, med en ren Soulfly sætliste. ’Carved Inside’ og ’Bloodshed’ var gode eksempler på dette. Begge blev leveret tamt og modtaget ligeså. Den nye ’We Sould Our Soul To Metal’ havde noget interesssant, men er niveaumæssigt langt fra numre som de klassiske ’Tribe’ og 'No Hope = No Fear', der omvendt havde energien og intensitet der skulle til – til trods for at Max primære fokus under levering tydeligvis var andetsteds og ikke nødvendigvis havde noget at gøre med, hvad der skulle ske på guitaren.

Således fremme ved finalen. Ekstranumrene der skulle bringe koncerten i ekstase. Cavalera-familien forlod scenen og Rizzo fik lov til at stille sig ud i siden og vente, mens publikum intenst klappede kongen og de to tronarvinger tilbage på scenen. ’Back to the Primitive’, der om noget er essensen af Soulfly, fik denne aften den tvivlsomme ære af at opsummere hele koncerten. Publikum var parat, de unge Cavalera-drenge og Rizzo intenst spilleden og Max uengageret. Vokalarbejdet på den indspillede version af dette nummer, er så intenst, insisterende, aggressivt og ikke mindst en så massiv del af energien, hvorved aftenens vokallevering fik nummeret til at falde fuldstændigt til jorden.

I stedet fik vi en afdanket, kønsløs og forceret version, hvor kun strofen ”You don’t mean shit to me” efterfølgende stod tilbage. Som krymmel på toppen af en i forvejen smeltende softice, formåede den kære høvding, at falde fuldstændigt uden for takt i den efterfølgende ’Jumpdafuckup’-overgang til aftenens sidste nummer. Formålet er indiskutabelt: Hop, når Max brøler ”Jumpdafuckup”. Derfor noget malplaceret at frontmanden begyndte at råbe "jump" midt i optakten. Håbløst leveret og mens kvartetten spillede aftenen ned med ’Eye for an Eye’, løb tankerne på, om ikke der måske var endnu en Cavalera Jr. derude, med ligeså meget energi og spilleglæde som de to andre sønner, der kunne overtage fars plads.