10 Hurtige – Nikolaj Jul
Grusom er tilbage, og i dag udkommer bandets tredje plade. I den anledning har vi stukket forsanger Nikolaj Jul vores ti hurtige.
Hvad er dit første minde med heavy metal?
Mit første møde/minde med heavy metal var i en alder af ni, da jeg bladrede i en gammel mælkekasse af træ, fyldt med LP’er, som min mors daværende kæreste havde medbragt, da han flyttede ind. Da jeg sidder der og bladrer, dukker der pludselig et albumcover op, med ild, en djævel og en fed, iøjefaldende skrifttype. Det var naturligvis “Number of the beast” med Iron Maiden, som stadig, den dag i dag, er mit yndlingsalbum med dem.
Hvem er dit favoritband gennem tiderne?
Mit all-time yndlingsband er The Doors. Deres unikke lyd, Jim’s upolerede vokal, der sætter ord på hans enestående tekster, og en stage performance, som var sjældent set for deres tid. Jeg kan ikke lade være med at være draget af den vildskab, og har måske taget lidt af den til mig, især i de tidlige Grusom-dage. Og jeg elsker at se bands i dag, der giver sig helt hen til deres publikum.
Hvilken musiker vil du helst drikke en øl med på en bar?
Der er sateme mange af de gamle, som jeg godt drikke en bajer med. Lemmy er den første der lige slår mig, i skrivende stund. Men selvfølgelig også Jim. Men jeg har altid haft det lidt ambivalent med tanken om at skulle møde sine idoler. Jeg kan ofte godt lide at romantisere ting, og tror bare, at lidt af magien ville forsvinde, såfremt jeg mødte dem. But who knows. Omvendt ville det måske blive en aften, man aldrig ville glemme, eller slet ikke kunne huske.
Hvad er dine fem yndlingsplader?
Årh, shit ... fem yndlingsplader?! Det er umuligt at vælge fem! Jeg har så bred en musiksmag, at fem da er alt for lidt. De seks første (og eneste anerkendte plader) med The Doors. 'Appetite For Destruction' med G'n'R. 'Number Of The Beast' og 'Brave New World' med Maiden. De 3 først album med Mumford & Sons ... Jeg kunne blive ved. Så jeg tror egentlig, at svaret må være: “Det afhænger af mit humør”.
Hvad er din bedste koncertoplevelse nogensinde?
For fucks sake ... Der er jo også tusind at vælge imellem. Men altså, Black Sabbath på Copenhell i 2016 var en virkelig fed oplevelse. Især nok, fordi at jeg selv spillede der samme dag. Men én koncert som virkelig sidder prentet på min nethinde, er Eddie Vedder solo på Heartland i 2017. Det var så tæt på ægte magi, som jeg tror, man kan komme.
Hvilke platforme bruger du til at opdage nyt musik?
Jeg bruger hovedsageligt YouTube til musik. Jeg benytter YT til en hel masse, så det giver kun mening for mig, at det er dén jeg abonnerer på. Men hvis jeg havde flere midler til rådighed, ville jeg nok foretrække Tidal til musik, og så YT til alt det andet.
Hvilket band er din guilty pleasure?
Jeg kan ærligt ikke komme i tanke om et band, som er skulle være en guilty pleasure. Som nævnt tidligere, så har jeg en enormt bred musiksmag, og har aldrig “skammet” mig over, at lytte til noget, som var udenfor en vis kultur eller scene. Der er guld at hente alle steder.
Hvilke fordomme er du blevet mødt med som heavyfan?
Jeg tror, at jeg hører de samme fordomme som de fleste andre. Men at blive mødt af dem oplever jeg egentlig ikke. Men jeg føler heller ikke, at jeg har et label på ryggen, hvor der står, at jeg er det ene eller det andet. Skulle der stå noget, ville det nok være “musikelsker”.
Hvilke gode oplevelser har du haft ude i heavymiljøet?
Gode oplevelser i heavymiljøet? Det er jo det kærligste, mest imødekommende miljø, der findes, så der er jo årligt et utal af uforglemmelige oplevelser. I år var det, at jeg på Metal Magic, hvor jeg for første gang var med som gæst, mødte SÅ mange, som kom hen og fortalte, at de glædede sig helt vildt meget over, at Grusom var tilbage. Det varmede enormt meget. Den lille festival er så sprængfyldt med kærlighed. Og det er jo dét, heavymiljøet er, og kan.
Hvorfor er du heavyfan?
Heavy/rock/metal er musik med nerve, rå følelser, melankoli, etc. Følelser, vi alle kender, og som man kan relatere til. Ofte er kunstnerne “bare” mennesker, som man mærker er i øjenhøjde med os andre, selvom de står en meter eller to over os, oppe på scenen. Derfor elsker jeg den musik.
Hvis du gerne vil opleve Grusom live kan du gøre det d. 15. november på Beta.