Når kaos og forløsning kulminerer
Der Weg Einer Freiheit overgår sig selv i det, de gør bedst – post-black af den trance-inducerende skole, med inderligheden udenpå tøjet.
Xibalba
Eos
Fragment
Finisterre III
Forlorn
Det er ikke meget, det danske publikum indtil nu har haft glæden af de bayerske frihedssøgere. Et smut forbi Lyngby i 2015, en slot på Aalborg Metal Festival i 2019 og en supporttjans for Igorrr på VEGA i 2023 er, hvad det er blevet til, og det er måske med til at forklare, hvorfor de fortsat ikke har vundet det store indpas herhjemme.
Udgivelserne kan ellers fint tale sin egen sag, hvor de først konsoliderede deres lyd på deres tredje skive, ‘Stellar’ (2015), og min kollega dengang beskrev deres “sti til friheden” som “...komplekse sangkonstruktioner, der bevæger sig på kanten af det klassiske black metal og den stil, der også inkorporerer klassisk musik og tilsammen giver trancelignende b-stykker, hvor der lægges op til at lukke øjnene og blot nyde stemningen i musikken og lade tankerne vandre af den førnævnte sti.” En sti, de grundlæggende har befundet sig på lige siden, hvor der dog blev levnet lidt mere plads til shoegaze/post-rockens luftige vekselvirkninger på deres seneste plade, ‘Noktvrn’ fra 2021.
Det er dog altovervejende den for dem mere velkendte stil, vi møder her på ‘Innern’, hvor omdrejningspunktet både lyrisk og musikalsk afsøger de indre kampe, lidelserne og skrøbeligheden, der kontinuerligt fører os videre til nye steder i livet. Vekselvirkningerne mellem mørke og lys, mellem kaos og forløsning, er fortsat deres mantra, som frontmand Nikita Kamprad også udlagde det, da jeg interviewede ham i Aalborg tilbage i 2019: “Jeg prøver at tilgå teksterne på et mere filosofisk plan. Det sker med eksistentielle temaer som liv og død, der er de største kontraster, du kan møde her i livet.” Selvom det hurtigt kan klinge hult blot at holde stædigt fast i det udtryk, vi allerede kender dem for, så er det faktisk netop styrken ved ‘Innern’ – fordi materialet denne gang lige står dén tand skarpere end tidligere.
Et ekkolod lægger pulsen fra start, inden Tobias Schuler stille og roligt laver sin entré bag trommerne, og så tager åbneren ‘Marter’ ellers hastigt fart. En ni-minutters tour de force i hele deres musikalske værktøjsskab, hvor de hele tiden lige kan presse crescendoet ét skridt videre, men også et par gange trækker håndbremsen, så loddet vender tilbage bag den overvældende mur af lyd, som om alt er tilbage ved det velkendte. De har sans for at åbne deres plader på fortræffelig vis, og ‘Marter’ fungerer nærmest pacificerende i al sin overvældende bombastiske storhed. En følelse, der grundlæggende kendetegner pladen som helhed, hvor jeg for en sjælden gangs skyld må fravælge at høre pladen, mens jeg skriver anmeldelsen, simpelthen fordi jeg lynhurtigt ender med at fortabe mig i trancen, som musikken flyder, og endorfinerne forløses.
‘Xibalba’ udmærker sig først og fremmest seks minutter inde, hvor vi går lige fra et langt, hæsblæsende black-crescendo til nærmest at få trukket tæppet væk under os i en meditativ akt de sidste fire minutter, som en glidende indføring over i førstesinglen ‘Eos’. Pladens mest intense nummer med både aggressive og tekniske passager, hvor Kamprad lige presser de hæse skrig op på den store klinge, og hvor musikken nærmest antager symfoniske proportioner i konstante overgange mellem deres mismodige og opløftende modpoler. Har du aldrig hørt Der Weg Einer Freiheit, så er det her NUMMERET at starte med, hvor alt står skarpt og demonstrerer netop alt det, som DWEF gør bedst, mens den efterfølgende ‘Fragment’ ligger helt på det rette sted på pladen til at give lytteren et lille, velment pusterum. En mere Alcest’sk tåreperser med ren vokal, der gemmer det dramatiske black-furore til sidst, endnu en gang med Schulers eksplosive antrit bag trommerne til at løfte helheden til next level, mens Kamprad skriger lungerne fulde.
Derfra føres vi elegant videre i den hypnotiske ånd via sagte klaveranslag i den korte ‘Finisterre III’-intermezzo, før den let plukkende indføring i pladens sidste skæring, den otte minutter lange ‘Forlorn’, igen viser dem fra deres mere melodiske side, mens intensiteten tager til, da hele rytmesektionen tager del i lydbilledet. Der Weg Einer Freiheit fra deres mest bevægende side, som en afrundende meditation i lykkelig uvidenhed over, hvad vi har mistet på vejen hertil.
Ganske vist har jeg fulgt dem de sidste otte år, men et eller andet sted er det netop denne plade, jeg har ventet på, de ville lave. En plade, der bærer vægten af sin inderlighed fra start til slut, og som bedre bærer den dynamik, de åbnede op for på ‘Noktvrn’, der altid for mig klingede lidt for meget som at være blevet skrevet i midten af en klaustrofobisk corona-bobbel.
‘Innern’ vokser efter en måneds fast rotation stadig på mig, og numrene kan sagtens bære at bevæge sig over de syv minutter, når de er så på én gang smukt og sørgmodigt orkestrerede som her. Det her er absolut pladen at starte med, hvis du aldrig har hørt Der Weg Einer Freiheit; organisk og introspektiv, samt fortræffelig, hvis du er typen, der nyder at indtage din black med høretelefoner på.
Giv ‘Innern’ tid til at sætte sig, den er godt givet ud!