Hønen er plukket

28 minutter, nul overflødigt fedt: Ædel Fetichs debut er rå, skæv og rasende medrivende – et sortpunket spark i kæben med poetisk efterklang.

Der findes debutalbum, der bare holder – og så findes der debutalbum, der lyder, som om nogen har kastet en molotovcocktail ind i øregangen på én og bagefter undskyldt med et smil og en blomsterbuket af rusten pigtråd. Den her selvbetitlede debut fra Ædel Fetich hører ubetinget til i sidstnævnte kategori.

Vi fik allerede hele pladen at høre på Stengade for nylig, hvor min kollega ganske korrekt konstaterede, at “Der gakkes ud i alle retninger, men det følger en tråd, som tager lytteren godt med rundt uden at efterlade nogen forvirrede.” Og allerede fra første gennemlytning her i studieformen står det også klart, at pladen ikke bare vil høres – den vil kradse, sparke og stikke. På 28 koncentrerede minutter leverer bandet et rasende kondenseret manifest af punkens bidske fremdrift og black metallens isnende fanatisme, skåret ind til benet uden fedt eller pynt. Numrene holder sig korte, men føles aldrig som skitser. Snarere som små eksplosioner, der er timet præcist nok til at efterlade et svovlspor i hukommelsen.

Det er fristende at kalde det kaotisk, men kaosset er samtidig disciplineret. Traditionsløst black metal kalder de de selv, hvor det traditionsløse velsagtens er det, der levner plads til de mere skævt rabiate indfald, ikke mindst fra Skvat, men også i sangenes dynamiske pingpong. Man mærker tydeligt, at tre fjerdedele af besætningen har spillet sammen før i hedengangne Stikkersvin, men her er energien kanaliseret i noget mere teatralsk, mere kroget, mere … ja, farligt. Som om sangene er bygget af konvekse spejle: man ser noget genkendeligt, men vinklen gør det fremmed og en smule urovækkende.

Har du set dem live før, har du utvivlsomt også hørt bl.a. ‘Mit Billede af Dig’ og ‘Her er Mørkt’ herfra, der har været mainstays i sætlisten helt fra deres første koncerter.

Førnævnte ‘Mit Billede af Dig’ er usvigeligt pladens mest foruroligende højdepunkt. En uskøn duet med Jakob Miehe Sørensen fra Solens Folk, der balancerer mellem selvopgør og spejlkærlighed, som to mennesker fanget i samme krop, der skændes gennem en rusten megafon. Linjer som “Gud tilgiver, men jeg er ikke Gud / Jeg er fandme stadig det samme, gamle nul” lander med samme tyngde som en ølflaske mod flisegulv. Det er grimt, ærligt og mærkeligt bevægende, for får vi nogensinde noget svar på, hvem dig’et her er, når de fx til sidst i unison synger: “Jeg har en høne at plukke med dig”? 
Og så igen, behøver vi overhovedet vide det, når poesien er så stærkt formidlet som her:

Jeg forventer intet af dig
For du forventer det samme af mig
Hundredtusindvis af fejl
Men ikke én begået af mig
Du og jeg skal samme vej
Leger for evigt samme leg
Hundredtusindvis af fejl
Men ikke én begået af mig

I den anden ende af spektret står fx ‘Ildtang’, hvor hadet ikke bare ulmer – det sprænger kloakdæksler. Når Skvat spytter linjer som “Jeg er bæreren af nag / Jeg vil ikke røre dig med en ildtang”, føles det som at blive råbt ind i fjæset af en eks, der nægter at acceptere konsekvensen af sine handlinger, som det, de i ‘Ridderlig Lider’ kalder vrangtidig omhu. Og når det til sidst lyder, at “Stjernerne i dine øjne / De er alligevel ikke andet end sædpletter på universets lagen”, er det både latterligt og dybt nihilistisk på den helt rigtige måde.



Skvat er en central motor for bandet. Ikke blot er han en vanvittig og vanvittigt dygtig ordsmed, men hans vokal bevæger sig skruppelløst fra skrig til klagesang til halvt messende brummen som en radio, der tuner mellem undergang og stand-up. Han lyder på flere måder mindre som en frontmand og mere som en besat ceremonimester, der styrer et ritual, ingen helt forstår – måske endda inklusive ham selv.

Afslutteren ‘Her er Mørkt’ føles næsten programmatisk. Et nummer, jeg husker helt tilbage fra deres debutkoncert i Ungdomshuset tilbage i 2024 med linjen “Du kan ikke fornærme mig med ord, jeg ikke forstår”, der nærmest fungerer som et slags manifest for hele udgivelsen: forståelse er sekundært, følelsen er alt. Det er kunst som tunnelsyn, hvor man ikke nødvendigvis kan forklare, hvad man ser, men man ved, at man ikke slipper ud igen helt den samme. Det er til gengæld klart, at dødens komme ulmer her i ‘Her er Mørkt’, hvor den musikalske dramatik perfekt underbygges af tunnelsynet i fx den helt korrekte observation, at “Nogen kæmper kun for dem som vinder / Dem som ved at andre har betalt”.

Titelnummeret fremstår nærmest som en slags absurd selvparodi. Er det en joke? En erklæring? Er det noget om at pisse sit territorie af, og have knaldet hele blokken? Det er svøbt i mystik – og netop derfor virker det. Ædel Fetich forstår, at mystik er stærkere end forklaring, og at tvivl kan være lige så dragende som sikkerhed, hvis ikke mere.



Jeg kan personligt spore en beslægtet, kunstnerisk ånd i Disneyland After Darks unge dage, som jeg genbesøgte for et par uger siden – men hvor kopunkerne for 40 år siden red ud i solnedgangen på en læderklædt hest, kravler Ædel Fetich i stedet gennem kloakkerne med en kniv mellem tænderne og en kærlighedssang skrevet i kridt på ryggen.

Det vigtigste ved pladen er dog ikke referencerne, men følelsen af noget nyt, noget uroligt. Det her er ikke bare et band, der har fundet en lyd. Det er et band, der stadig eksploderer i realtid. Man hører det i tempoet, i teksterne, i den måde sangene føles som om de kunne falde fra hinanden hvert øjeblik, men alligevel aldrig gør det, og både Skovgængers krøllede riffmaskine og Ingens hastige antrit bag trommerne er centrale drivkræfter, der holder pulsen stram til bristepunktet.

Godt nok er debuten kort, men den efterlader ikke desto mindre en eftersmag som metalspåner i tandkødet. Hvis Ædel Fetich kan holde fast i drivet, tosseriet og den selvironiske galde uden at forfalde til selvparodi, kan de udvikle sig til noget helt særligt på den danske scene. Det er de sådan set allerede.

Indtil videre er konklusionen i hvert fald enkel: Det her er ikke bare lovende. Det er levende, ungt, farligt og absurd medrivende. Et band, der er svære ikke at holde af, og i det mindste at have en holdning til, fordi de stikker (pun intended) så meget ud.

Og for helvede, hvor er det dog en dejlig høne at plukke!