Tyranny spiller så langsomt og så tungt, at tiden opløses af kutteklædt mysticisme. På Kill-Town Death Fest bliver finsk funeral doom til en 52 minutter lang meditation over vibrationer, stilstand og tilintetgørelse.
Massacre tog os smukt tilbage til begyndelsen og spillede Mantas-materiale med kraft og kærlighed. Kam Lee kan heldigvis også fortælle historien. Men han skal holde sig fra “humoren”.
Sněť tager klistret og ulækker dødsmetal med til København og sætter samtidig gang i en pit, der går fuldstændig amok.
Der er slet ingen tvivl. Det her er med længder årets bedste koncert på Kill-Town Death Fest 2026 indtil videre.
Massacre formår næsten at omvende en skeptiker på Kill-Town Death Fest. Så begynder Kam Lee at snakke.
Det er okay at være lidt en dinosaur på scenen, så længe T-rex-armene kan nå de rigtige strenge og holde det tight. 40 år inde klarer Atomic Aggressor stadig den del.
Disembodiment leverer groovet, tyngden og energien, men nogle gange er summen mærkeligt nok mindre end delene.
Seraphic Entombment begraver Pumpehuset i langsom dødsdoom, hvor tiden trækkes ud, luften bliver tung, og lydmuren langsomt lukker sig om publikum.
Portugisiske Phenocryst bringer geologien med på scenen, hvor dødsmetal, magma og seismiske trykbølger får den lille sal til at vibrere. Men trods massiv lyd, stærk stage presence og et solidt greb om publikum forbliver kvartetten mærkeligt indkapslet, som en krystal i vulkanen, der aldrig helt går i udbrud.
Efter syv år væk fra europæiske scener og 17 år mellem regulære album står Funebrarum igen foran et europæisk publikum. På Kill-Town Death Fest minder amerikanerne os om, hvorfor deres navn vejer så tungt i undergrunden.
Father Befouled har i to årtier prædiket menneskets fald gennem slæbende dødsdoom, blasfemi og riffs så tunge, at selv djævelen må tage et skridt tilbage i Pumpehuset.
Med knusende riffs, veloplagt brutalitet og et bagkatalog fuld af dødstravere lukker Bloodbath Næver Næverland med manér!
Hverken regn eller tordenvejr kunne slå Marduk ud af kurs, da svenskerne fredag aften gav den bedste black metal-koncert i festivalens historie.
77 år er ingen alder, når man er så sej som Toody Cole, der fyrede garagerock-klassiker efter garagerock-klassiker af på en svedig onsdag i Malmö.
Cult of Luna og Julie Christmas genbesøgte ‘Mariner’ og skabte et øjeblik så intenst, at selv tiden syntes at holde vejret.
Som på Copenhell sidste år, så slog Soulfly hårdt fast i Lille VEGA, at de har genfundet fortidens styrke.
Lyden sejlede til Lamb of God, og pauser punkterede energien, men en solid sætliste og en frontmand med pondus reddede showet fra at være en fuser.
Punk er ikke død. Den lever i høj grad – både som nymodens DIY-punk og i et mere erfarent format. Tilfælles er dog kærligheden for musikken, der emmede ud af Råhuset fredag aften.
David Ellefsons ego strålede i Metal Church, der spillede fedt, men trak tiden ud med ligegyldig fyld. Armored Saint debuterede endelig i Danmark, men gav et indblik i, at de aldrig har formået at skrive de virkelig gode numre.