Ihh, hvor var Eyes altså gode, igen. Og så på en intim scene, hvor man rigtig kunne blive kneppet i skallen.
Maruja var i skarp konkurrence med Cult of Lunas torsdags-koncert, men hos denne signatur var der ingen nogen tvivl om, hvem der måtte gå af med sejren. Og med god grund.
Machine Head leverede over to timers sveddryppende metalmaraton, der både sparkede røv og samlede generationer – med Robb Flynn som selvbevidst ringmaster.
En lang fredag og en lang aften med svenske og norske bands med Abbath og Hypocrisy øverst på plakaten.
Italienerne leverede catchy mørke, med en stærk plade i ryggen. Ikke desto mindre smagte det som en fladere gentagelse af tidligere triumfer, båret lidt for alene af Erba i front.
Det er over 30 år siden, at både Vader og Kataklysm første gang gæstede Pumpehuset. Tre årtier senere stod de igen på samme scene og cementerede hårdt, at de stadig er relevante at høre på.
Carpenter Brut fik uppet sit game, som man siger på nydansk, og var i modsætning til sidste gang ikke det mindste kedelig. Til gengæld havde han af besynderlige årsager valgt at finde opvarmningen på et af de billigere krydstogtskibe.
En sløv søndag blev en fest i selskab med Villagers of Ioannina City og danske Maunah, som havde glæden af at varme et fyldt Lille Vega op for hovednavnet, der foldede deres særegne, proggede og sækkepibe-infuserede rock ud foran talrigt fremmødte grækere.
Tirsdag aften åbnede Stengade dørene til en pause. En pause fra krig og død og ødelæggelse. En pause, hvor der blev plads til refleksion, sammen med andre eller hver for sig, som man nu lystede.
Burning Witches en fredag aften i en by i provinsen? Det kunne nu alligevel noget.
Kanonenfieber forvandlede Første Verdenskrig til fællessang, blastbeats og blodrødt sceneteater – og publikum åd det råt.
To nye album, to unge navne: Heksproces og Lysbaerer fejrede release sammen på Basement – en aften med potentiale, intensitet og blik ind i undergrunden.
Kapper, kosmos og kontrolleret kraft: Hällas leverede en tidsrejse, der fik Amager Bio til at holde vejret.
Mayhem, Marduk og Immolation viste i Göteborg, hvorfor de fortjent nyder anerkendelse som værende blandt de bedste i deres genrer. Sikke en opvisning!
Igorrr leverer kirurgisk kaos og ekstrem præcision – men bag den perfekte eksekvering lurer rutinen, og spørgsmålet er, om genialiteten er ved at blive for tryg.
En overordentlig stor dosis power metal på en lillefredag, da Wind Rose, Hammerfall og Powerwolf gæstede KB Hallen torsdag aften.
Lorna Shore beviste, hvorfor de er metallens store stjerneskud på en søndag aften, hvor også Whitechapel var glimrende.
Amager Børnemusikfestival bød på musik fra FooN, til stor begejstring for den unge generation.
Paradise Lost demonstrerede, hvorfor de stadig er blandt genrens sværvægtere: Et opdateret sæt og en Holmes i hopla løftede VoxHall på rutinen alene.
Er Uriah Heep uden Mick Box stadig Uriah Heep? Og gør det noget, når de forvalter deres sangskat så godt?