RB 26: Slidt stemme i sortklædt skygge
Et længe ventet comeback fra Warning, præget af melankoli og autenticitet – omend vi dog ikke slap for skår i glæden.
Echoes
Footprints
Bridges
Night Comes Down (live-premiere)
Watching From a Distance
“I’ve been struggling to speak all day.”
Så kender vi da vilkårene fra start, før den første tone overhovedet er slået an. Sanger og guitarist Patrick Walker føler sig hjemme på Roadburn, som han også gæstede sidste år med sit soloprojekt 40 Watt Sun, men i år er Warning altså tilbage efter mange års pause. I dag er det dog en påfaldende rusten Walker, der gav den gas dagen før ligesom alle os andre, og de konsekvenser tager vi så med.
Den 19. juni udkommer ‘Rituals of Shame’, bandets første skive siden 2006s ‘Watching From a Distance’. En plade, som sidenhen er blevet hyldet som en af 00ernes væsentligste bidrag til doom-genren, dryppende melankolsk med Walkers bevægende, forpinte vokal som omdrejningspunkt, og forventningerne er da derfor også høje til det længe ventede comeback. For blot et par uger siden fik vi førstesinglen ‘Stations’ at høre, og det er naturligt nok også den, der indleder dagens sæt. En sang, der ligger i helt naturlig forlængelse af det Warning, vi kender, omend vi omgående forstår Walkers indledende disclaimer. Der går lidt skræppen i afrundingen af flere af linierne, hvor stemmen indimellem knækker, hvilket går igen koncerten igennem, og flere gange i løbet af sættet beder han da også publikum om at synge for ham.
“I’m struggling! I’m 48! Help a man here!”
En omstændighed, som nødvendigvis sætter sit præg på genhøret med de britiske doomlegender.
Med det sagt, så er alt ellers ved det velkendte. Der er noget nærmest autokratisk over deres stilede, sorte look fra top til tå, selvfølgelig uden bandlogoer eller noget som helst andet, der forpurrer sortsindet. Ingen unødig flimmer til at stjæle fokus fra den sorte tristesse, ganske som i musikken, der som altid sværger til det enkle i det miserable. Akkorder, der får tid til at runge ud. Kunsten at hvile i tonerne uden nødvendigvis at male ekstra på. Warning er indbegrebet af doom – ingen distraktioner eller afvigelser, hvor de lige hæver kadencen for at forsøde helheden.
Sidste gang de gæstede Roadburn var i 2017, hvor de spillede hele ‘Watching From a Distance’ fra start til slut. Næsten det samme gør sig gældende i dag, hvor kun ét af pladens fem numre (‘Faces’) tilsidesættes, men det er så også til fordel for både førnævnte ‘Stations’ og live-premieren på endnu et nyt nummer, ‘Night Comes Down’, der ligeledes glider perfekt i ét med deres dvælende, dystre take på doom-genren. En cadeau går her ud til trommeslager Andy Prestidge, der virkelig mestrer at holde tyngden i ave, hvor hvert et slag gør en forskel – det er en helt særlig kunst at holde tempoet intakt hele vejen igennem i et doom-outfit så metikuløst tungt som Warning.
At der ikke er noget forstillet eller anderledes afvigende i deres stil, slår dog skær på resten af bandet, der usvigeligt føler den på en vildt kølig og stillestående måde. Hverken nogen mimik eller drama at spore fra de andre strengeinstrumentalister, der er gabende kedelige at se på, og det gør, sammen med Walkers vokale udfordringer, at koncerten aldrig løfter sig så meget, som den ellers kunne gøre. Jovist, doom lægger ikke nødvendigvis op til de store, dramatiske udskejelser, medmindre man fx hedder My Dying Bride, men at flere mand står stift som sten i 45 minutter hjælper under alle omstændigheder ikke et band til at komme udover scenekanten.
Det er dog stadig en bevægende koncert, for sangene, for atmosfæren og ikke mindst for deres sande doom-æstetik. Personligt hælder jeg generelt til mere dynamik, saft og kraft i min doom, men Warning er et andet sted, og det udgangspunkt mestrer de fortsat glimrende her i 2026. Intet forstillet eller letfordøjeligt her, og når først den præmis er anerkendt, så er det bare med at føle den hårdt, og det gør Warning synligvis stadig.
Havde gårsdagens brandert været mindre hård ved Walker, og havde bandet gjort mere for at fylde hovedscenen ud, så er jeg ikke i tvivl om, at dette kunne have været en koncert af de helt særlige – helt så særlig blev den dog desværre ikke.