Die Wilde Jagd satte alt på et bræt og leverede festivalens absolut mest mindeværdige koncert i samarbejde med Dutch Metropol Orkest.
Patriarchy delte vandene på redaktionen, og det er et band, der kræver, at man køber præmissen.
Khanate mestrede suspence til en grad, hvor vi hang hjælpeløst sprællende og gispede efter vejret, mens sjælen langsom gik i krampe til lugten af råddenskab.
Clipping. samlede bolden op, hvor Backxwash smed den fra sig i 2023, og udfordrede Roadburn-publikummet med sin eksperiementerende, noisy hiphop.
Lord Spikeheart var en de optrædender vi tjekkede ud hjemmefra, hvor det vi fandt var imponerende nok til at prioritere det i programmet. Det viste sig, at projektet er bedre på plade end live.
Scaler brød ud af en noget stenet og sløv opstart på festivalen, og lagde endnu en solid trædesten i retning af det, som Roadburn Festival bevæger sig hen imod: det elektroniske univers.
‘New Heaven’ er bestemt ikke himmelsk i den klassiske forstand. Det fik vi at føle torsdag, da Inter Arma spillede hele den hidsige, nye skive fra start til slut.
Datoen markerer ikke blot udgivelsen af Couch Sluts tredje album, som vi skal høre fremført i dag – men også en vis højtid, der tydeligvis sætter sit præg på koncerten.
'A Patient Man' får for lidt kærlighed, og det råder vi bod på i dag, hvor Cult Leader i tro Roadburn-ånd disker op med hele pladen fra start til slut.
Takh hypnotiserede os ind i deres doomede spindelvæv af dystopi og drømme, i sand Roadburn-ånd på tredjedagen.
Mat McNerney fik to slots til at demonstrere sin musikalske spændvidde, som Hexvessel samt under en solo-commision. Forskellen var på alle fronter til at tage og føle på.
Alle ville se White Ward – og alle, der nåede at komme ind, fik en oplevelse af de helt særlige!
Boy Harsher fik med noget besvær startet en dansefest til dagens sidste koncert på den store scene, men da den først var i gang, gik det strygende.
Franske Sierra havde pokeransigt under det meste af sin koncert, mens hun kiggede ud over en kogende sal af danseglade roadburners. Mange andre måtte gå forgæves, da det franske multitalent lavede festivalens længste kø.
KEN Mode gav publikum en opvisning i, hvordan en koncert skal leveres - helt uden svinkeærinder.
Imperial Triumphant kom, så og sejrede... næsten da. De intellektuelle black metallere fandt aldrig rigtig deres ben på en scene, der virkede lidt for stor, og til en koncert, der virkede lidt for tam.
Backxwash spillede en kraftfuld koncert fuld af udråbstegn ved budskaberne foran en kogende sal på The Terminal.
Ole Luks aktuelle Afsky-inkarnation lukkede selvsikkert ned for Terminal med en intensitet og attitude, der for en stund gjorde os stolte over at dele fædreland med bandet.
Wayfarer omfavnede Roadburn-konceptet med to sæt, henholdsvis dedikeret til fortiden og fremtiden. En tidsrejse, der føltes kortere, end det lyder.
Følehornene fik fuld skrue, og healthyliving slap fornemt fra debutkoncerten med både lydmalende tyngde og højt til loftet.