RB 25: Lydarkitekten & dommedagsprædikanten
Gira og Hahn lød forudsigeligt meget som det Swans, vi i forvejen kender dem for – blot mere skrabet og ind til benet.
The Healers (Swans)
I Am A Tower (Swans)
Guardian Spirit (Swans)
It’s Coming It’s Real (Swans)
God Damn the Sun (Swans)
You Will Pay
“Do you guys wanna play something together”, lyder det fra lydmanden, efter Michael Gira og Kristof Hahn hver for sig har gennemgået deres soundcheck.
“NO!” er det prompte svar fra Gira – og så er tonen da ligesom lagt.
Scenen er den intime Next Stage, i samme bygning som hovedscenen, ikke helt ulig forskellen på fx Lille VEGA og Store VEGA. I Roadburn-regi er Swans en af giganterne, der skrev “Redefining heaviness” på dagsordenen fra dag ét tilbage i midt-80’erne, og derfor er det da også bemærkelsesværdigt, at de to centrale årer i Swans-familien her lander på Next, på sidstedagen hvor der i forvejen er færre scener at trække på.
Gudskelov kan vi da stadig komme ind en halv time forinden. Ingen tvivl om, at køen må være gigantisk, her mens koncerten står på – men måske de selv har ønsket at have denne intime kulisse at spille på, nu hvor det i forvejen er denne nedbarberede duo-form vi skal opleve dem i?
Under alle omstændigheder går snakken højt blandt os tidligt fremmødte. Ikke mindst om, hvor meget de mon vil læne sig op ad det, vi i forvejen kender dem for, og selvfølgelig får vi da noget Swans i dagens anledning. Allerførst er det dog Hahn, der indtager scenen solo, stilet i grå habit, slikket hår og med lag på lag af soundscapes fra hans liggende slideguitar. Ti minutters dvælende dagdrømmeri til at føre os ind, til at demonstrere hvor glimrende han er til også helt selv at opbygge ambiens uden andre til at stjæle fokus. Ikke blot er det en smuk indføring, men det er samtidig en massiv demonstration af, hvor stor en forskel det gør, når Gira tager del i koncerten – for hold da op, hvor det hele ændrer sig derefter!
Det er i hvert fald helt åbenlyst, hvordan de to komplimenterer hinanden, såvel her som i hovedbandet. Gira som den temperamentsfulde prædikant, med sine minimalistisk huggende anslag på den akustiske guitar, og som en anden fortæller holder fokus rent, uforstyrret, nærmest som mantraer der bygges op. Hahn som den supplerende lydarkitekt, der giver mantraerne mere luft og rum at ånde i, med slideguitaren som sin primære udtryksform, og som ikke viser så meget som antydninger af mimik koncerten igennem. Et pudsigt par, der kun sjældent deler nogen form for øjenkontakt eller verbal udveksling, men det er vel næsten også overflødigt, når man har spillet sammen i snart fyrre år.
Altså, medmindre noget går galt, som fx efter en næsten et kvarter lang, døsig udgave af et nyt Swans-nummer (‘The Healers’), hvor Hahn uden for mikrofonen tilbyder Gira at gå af scenen. Giras irriterede svar kunne høres udover hele salen – “Take a breath and try to remember what we worked on!” Han er uden tvivl ikke en nem person at arbejde sammen med/for, med en voldsom tilstedeværelse, der naturligt fylder meget i rummet. Jeg havde gerne hørt Hahn tydeligere i denne konstellation, men det bliver meget hurtigt åbenlyst, at det ikke er sådan, koncerten kommer til at udspille sig …
Vi snakker med andre ord en koncert, der altovervejende står og falder på Gira, og på hans humør på dagen. Da han i ‘I Am a Tower’ spytter linier ud som “I am the power of mind, and if I think, you smile / I am a kingdom of one, behold what have I become” er det ikke svært at læse ham selv ind i den ligning – men gudskelov er der da også momenter, hvor musikken i sig selv får bedre rum til at tale. Hvor outroen til selvsamme ‘I Am a Tower’ har et mere punchy drive på studieindspilningen, runder den i denne nedbarberede form af, som var vi i 60’ernes San Fran i et momentært opløftende gear. Den gamle Swans-skæring ‘God Damn the Sun’ blev også støvet af som en art ambient blues, med den triste fortælling om misbrug og forlist kærlighed, og ordene “god damn the sun!” hamret ind på nethinden af Gira med syvtommersøm.
“Show me the time” råbes der ud til lydmanden, og med et kvarter tilbage kan vi da lige nå ‘You Will Pay’ til sidst. En sang, der minder mig lidt om The Velvet Undergrounds ‘Heroin’ i dens insisterende, simple måde at opbygge intensiteten, med mantraet “you must pay” nærmest hypnotisk messende fra Gira, indimellem med variationer som “you will pay” eller blot “Pay! Pay! Pay!”. Utroligt så intimiderende det slår an, da han de sidste 3-4 minutter stopper al musik og læser en længere monolog op fra sit A4-ark, med de afrundende ord: “When I am free, I’m finally free / I’m finally free / Yeah, I’m finally free / Because / You’re / NOT!”
Hvad end den betaling vedrører, så er der ingen tvivl om, at vi alle her i dag står i stor gæld til arven fra Swans. Når det er sagt, så har Gira bare brug for mere modspil, end han får her, uden i øvrigt at forklejne Hahns bidrag. Der skal bare mere modvægt end det her til at sikre, at Gira ikke tager styringen for meget, og for meget af tiden går med at savne de ekstra lag, der fortsat gør Swans til så stærk en enhed den dag i dag.
Særlig booking eller ej, så er det nu ikke denne koncert, jeg vil huske Roadburn 2025 bedst for – men det er nu altid bedre at have set det med sine egne øjne, omend de gerne må have resten af bandet med næste gang!