Australske Karnivool vender tilbage med ‘In Verses’ efter 13 års tavshed. Resultatet er velspillet, velproduceret – og bemærkelsesværdigt ufarligt.
Maynard James Keenans frirum-projekt Puscifer er tilbage med ‘Normal Isn’t’, men legen bliver denne gang mere skitse end sang.
Megadeth siger farvel med hjertet først og riffet lidt bagefter … Mustaine har intet at bevise.
Kadavermarch rammer groove og tyngde, men beviser også, at selv gode riffs ikke altid er nok.
Ulver foretager endnu et stilskifte. Denne gang i retning af new age og ambient. Det er vellydende og vellavet – men lægger man egentlig mærke til, at det er det?
Sabaton medbragte udklædte hypemen, skolekomedie, syntetiske bongotrommer, en borg, ild, sværd og folkefest tirsdag i Royal Arena. Det var virkelig alt for meget.
The Algorithm vender tilbage efter næsten fire års stilhed med et album, der sprudler elektronisk, men snubler på guitaren. Resultatet er teknisk stærkt, men helhedsindtrykket forbliver fragmenteret og uforløst.
Joakim Brodén & co. har udgivet nyt, og alt lyder rigtig meget, som det plejer.
Soulflys nye album 'Chama' starter som et løfte om genopstandelse, men ender som et jammerligt bevis på, at selv Max Cavaleras vrede kan miste retning, når inspirationen tørrer ud.
Castle Rat er hurtigt klar med opfølgeren til sidste års ‘Into the Realm’, med større vingefang og mere tid at folde sig ud på – er 50 minutter i bestiariet så tiden værd?
‘I Feel The Everblack Festering Within Me’ er den musikalske pedant til “Vi har ’Pain Remains’ derhjemme”.
The Smashing Pumpkins var lidt for store til det dobbelt udsolgte Store Vega. De havde i hvert fald taget manierismer fra store stadioner med sig ind på spillestedet.
Calva Louise leger kærkomment med genrekonventionerne, men formår ikke at skabe et sammenhængende lydbillede, der gør deres gode ideer ære.
Det var på en eller anden måde historisk at se Brats gendannet efter 45 år, fredag på Metal Magic. Men det føltes ikke sådan.
Jinjer er et af Europas største metalbands, men det var svært at se denne onsdag på Eos, hvor der var temmelig god plads mellem os, der stod og lyttede.
En hel times ventetid for at høre et covernummer var for meget til, at Alien Ant Farm reelt kunne gøre sig fortjent til en plads på Hades-scenen på dette års Copenhell.
Dirty Honey bragte absolut intet nyt til bordet og lever tydeligvis i et parallelunivers, hvor Los Angeles er et utvetydigt kvalitetsstempel i sig selv.
Battlesnake var et charmerende indslag på festivalens første dag, men i sidste ende var det ikke nok til at skjule bandets middelmådige metal.
Slipknot var en skygge af sig selv lørdag aften, hvor bandet kørte på 70% og dermed blev en kæmpe fuser som hovednavn på dette års Copenhell.
Stray from the Path blev på hardcorens smalle sti bortset fra ét stiltræk. Desværre var det stiltræk pisseirriterende.