Maynard leger - men rammer forbi
Maynard James Keenans frirum-projekt Puscifer er tilbage med ‘Normal Isn’t’, men legen bliver denne gang mere skitse end sang.
2. Normal Isn’t
3. Bad Wolf
4. Self Evident
5. A Public Stoning
6. The Quiet Parts
7. Mantastic
8. Pendulum
9. ImpetuoUs
10. Seven One
11. The Algorithm (Sessanta Live Mix)
Puscifer har altid været Keenans eksperimentarium. Hvor Tool er filosofisk progmetal, og A Perfect Circle hans følelsesmæssige outlet, er Puscifer stedet, hvor provokationen og den elektroniske legesyge får frit spil. På ‘Normal Isn’t’ er der stadig masser af attitude – men for få sange, der bider sig fast.
Elektronisk uro uden melodisk retning
Pladen bevæger sig i et pulserende midtempo-landskab af elektroniske beats, synthflader og kølige mand/kvindestemmer, ikke ulig Arcade Fires ‘Reflektor’-periode. Men hvor Arcade Fire finder hymner i deres uro, ender Puscifer ofte i noget, der føles uorganisk og ufærdigt. Det er Depeche Mode uden melodisk tæft og uden det følelsesmæssige sug, der kunne have givet sangene tyngde.
Keenans vokal rammer sjældent den melankolske magi, han ellers mestrer. I stedet lyder han det meste af tiden som en vred observatør, der kommenterer samfundets deroute med en krads chant. Carina Wounds vokalbidrag klæder enkelte passager men sjældent hele numre. Resultatet føles som skitser snarere end færdige kompositioner.
Glimt af det, der kunne have været
Helt spild af tid er ‘Normal Isn’t’ dog ikke. ‘Self-evident’ antyder et mørkt univers med riffs, rumklang og arytmiske trommer, indtil Keenan bryder fortryllelsen med sin chantende tirade: “You’re an idiot / embody every bit of it.” ‘A Public Stoning’ pulserer med en punket vrede, der – med god vilje – kunne have passet ind på et tidligt Tool-album.
Der er også øjeblikke af kølig charme: ‘Bad Wolf’ har et mørkt firserudtryk, ‘Thrust’ emmer af stop-and-go-weirdness, og ‘Pendulum’ leverer et catchy gotisk omkvæd i linjen “Swing swing, oh, pendulum.” Problemet er, at disse højdepunkter drukner i idéer, der aldrig rigtig foldes ud.
‘Normal Isn’t’ fungerer mest som Keenans ventil for frustrationer – bare uden de stærke melodier eller holdbare greb, der kunne have løftet projektet. Efter flere gennemlytninger står pladen tilbage som en samling udkast på et computer-drev; udkast, der mangler den sidste, afgørende redigering.