Russisk terror i K.B. Hallen
Med metalhistoriens muligvis mest maskuline frontmand i spidsen demonstrerede russerne i Slaughter to Prevail lørdag aften i K.B. Hallen, at kvintetten er godt på vej til at blive heavy metals helt store navn.
2. Banditos
3. Russian Grizzly in America
4. Viking
5. Imdead
6. Babayka
7. Bratva
8. Baba Yaga
9. Koschei
10. Conflict
11. Kid of Darkness
12. Behelit
13. Demolisher
Det satte sindene i kog, da Devilution for et par uger siden bragte en artikel om heavy metal skabt med kunstig intelligens. Dø, fuck af, skam jer er blot nogle af de begavede ordvalg, som tråden flød over med i artiklens kommentarspor på Facebook. Om man er for eller imod kunstig musik, så er det i hvert fald helt sikkert, at kunstig kunst og robotter aldrig kan erstatte menneskets behov for at spejle sig i ægte mennesker af kød og blod.
Især i populærkulturen har fans til alle tider spejlet sig i deres idoler. I 60’erne talte man om Beatles-hår, og da kvartetten fra Liverpool gav deres eneste koncert på dansk grund i K.B. Hallen i sommeren 1964, oplevede danskerne også for første gang idolbesættelse for fuld udblæsning. I samtidens dagblade kan man læse, hvordan Frederiksbergs politimester var rasende over teenagepigernes uterlige adfærd på gader og stræder.
Havde den gamle politimester levet længe nok til at opleve K.B. Hallens maskuline festfyrværkeri lørdag aften, så havde han sgu nok dejset om af forhøjet blodtryk.
Slaughter to Prevail var i byen, og det kunne både ses, høres og mærkes. K.B. Hallen har sjældent dampet så voldsomt af testosteron, da små 3.000 gæster indtog den ikoniske sportshal, og flere hundrede kroppe tørnede sammen i en non-stop mosh pit i de 70 minutter, russerens soniske terror varede.
Med undtagelse af bandets medstifter og leadguitarist Jack Simmons, så er Slaughter to Prevail rendyrket russisk, og siden 2017-debutpladen ’Misery Sermon’, og især med de to efterfølgende plader, er kvintetten med raketfart blevet et af de største navne i deathcorens historie.
Det er fuldt forståeligt. Slaughter to Prevail spiller som et bæst. De låner unægteligt fra Slipknots musik, men uden at være et plagiat. Masker hjælper altid på ens image. Som Rammstein, der fik verdenssucces med tekster på tysk, så er det lykkedes Slaughter to Prevail at slå igennem med russiske tekster, der handler om alt fra hjemlandets mafia til drabelige sagnfigurer.
Frontmand´uden sidestykke
Men der er ingen tvivl om at, det helt store trækplaster bag succesen skyldes manden i midten, den 32-årige Alex Terrible, der er så grum, at han ville æde James Bond, hvis han spillede russisk skurk i filmseriens univers.
Alex Terrible er muligvis det mest maskuline festfyrværkeri, der er trådt ind i historien om seks årtier med heavy metal. Ansigtet er prydet af et stort ar, som han selv har påført for at se sej ud og et mindre ar efter, han var i nærkontakt med en tiger. Kroppen er hårdtpumpet og fyldt med tatoveringer. Konen er naturligvis en smuk model. I fritiden kører han motorcykel, når han ikke lige rider rundt på ryggen af en fucking grizzlybjørn, han tilsyneladende har som kæledyr. Og ved siden af musikken, så dyrker han bare knuckle fightning, der er den mest primitive kampsportsform af alle og endda forbudt i Danmark. Men Alex Terrible kæmper passioneret og deler gerne videoer fra sine kampe, hvor hans ansigt er blevet smasket fuldstændig til blods, på sociale medier, som han opdaterer utallige gange dagligt.
You can’t make this shit up, som man siger.
Og så er vi tilbage til det med at spejle sig i kunsten. Jeg tror ikke, at K.B. Hallen tidligere har haft besøgt af så mange pumpede mænd, der viste musklerne og tusserne frem i bare overkroppe, og fik aggressionerne ud i mosh pitten og smilede stort op til artsfællen, der stod i centrum af scenen og selvsikkert førte de 3.000 gæster igennem en brutal opvisning i russisk heavy metal.
Hvis heavy metal i de senere år har været præget af en diskurs om, at genren skal være et safe space for alt og alle, så er Slaughter to Prevails succes beviset for, at tryk avler modtryk. Russerne får det maksimale ud af, at der er opstået et behov for et maskulint rum, hvor tilhængerne af det her univers er fri for alverdens woke bullshit.
Koncerten gav unægtelig indsigt i et band, der ikke har toppet endnu, og næste visit i Danmark bliver formentlig i en større skala i Royal Arena. Forhåbentlig med en bedre lydmand, for både hovednavnet og de to supportnavne havde generelt ikke den bedste lyd med sig.
En del af jobbet som effektiv musiker er også at mestre kunsten i ikke at få oplevelsen til at fremstå for mekanisk, når man gentager det samme show aften efter aften. Koncerten var nummer 15 i rækken af 23 shows på 30 dage, hvor alle tre bands spiller præcis den samme indøvede sætliste hver aften.
Ustoppelig, sej support
Et gensyn med Dying Fetus er altid fedt. De lange lokker vi så John Gallagher med på Copenhell 2024 var væk, og frontmanden var tilbage med sit skaldede look. 53-årige Gallagher har kørt brutalt på med Dying Fetus siden 1991, og trioen har igennem alle årene været en opvisning i teknisk kunnen. Intet havde forandret sig lørdag aften, hvor amerikanerne tonsede igennem showets små 30 minutter.
En sætliste med kun syv numre er ikke ligefrem en fuldkommen oplevelse fra så sejt et band, men meningen er der med de korte supportshows. Det var en aften i mosh pittens navn, og det dur jo ikke at dræne gæsternes energi før hovednavnet, så derfor får vi sjældent mere for pengene end korte supportshows til de her typer begivenheder. Men Dying Fetus leverede varen, og vi fik de velkendte og hårdtslående numre som ’Wrong One to Fuck With’ over ’Grotesque Impalement’ til den poetisk smukke ’ Kill Your Mother, Rape Your Dog’.