Top 5 – AI-Metal anno 2026
På den ene side bruger mange af os AI til daglig. På den anden side foragter vi samtidig dets effekt på musikscenen. Behøver vi virkelig være så sort/hvide?
Et spørgsmål, jeg i virkeligheden lige så vel kunne stille mig selv. I det mindste, når vi snakker generativ AI i den rene form, der umiddelbart virker til fortsat at være på et relativt rudimentært stadie musikalsk – og der skal da heller ikke herske nogen tvivl om herfra, at jeg foretrækker det brugt som et ekstra hjælpemiddel til at udbygge det, sangskriveren har komponeret på forhånd, fremfor det pure produkt, der, i det mindste her ved indgangen til 2026, efter nu at have lyttet en hel eftermiddag til et væld af AI-genererede metal-hybrider, fortsat befinder sig på et stadie, hvor man tydeligt kan høre, hvad hvert enkelt nummer udspringer af – og det er så absolut den største akilleshæl. Originaliteten er fraværende. Når det så er sagt, så kunne du virkelig også sige det samme om dele af metalscenen pt., så lad os nu ikke være så bagudskuende og skræmte, at vi ikke også kan tage et seriøst kig på en udvikling, vi umuligt kan stoppe alligevel. Med tiden skal der nok også komme produktive udfald ud af den rent AI-genererede metal, lige så vel som du givetvis allerede nu får noget ud af at arbejde med chatGPT og deslige i det daglige.
Som disclaimer må jeg dog tilstå, at den massive overrepræsentation pt. af visse former for metal, ikke mindst Dragonforce-venlig power metal, tam Rammstein-industrial og moderne mainstream-metal af Halestorm/Alter Bridge-skolen, virkelig er altoverskyggende. Søger du noget black eller død, endsige noget som helst decideret originalt, er dine bestræbelser som at finde en nål i en høstak, men hey, your call.
Når det er sagt, så er det nu alligevel lykkedes mig at finde fem numre, der alle som én lige så vel kunne være lavet af rigtige kunstnere, vel at mærke uden generative hjælpemidler. Havde jeg ikke vidst det, ville jeg ikke have troet, at nogen af disse numre var AI-genererede – men tværtimod blot, at de var solide repræsentationer for den aktuelle metalscene. Om det så i sig selv er en god eller en dårlig ting, må være op til beskueren …
1. Digital Distortions: ‘The Magic Show of Nightmares’
Ignorerer vi lige den overdimensioneret platte, horror’ficerede video, så er ‘The Magic Show of Nightmares’ faktisk et virkelig fedt skud industrial metal, lidt hen ad Strapping Young Lad i deres velmagtsdage. Militant riffing, heksede skrig og et perfekt crescendo til sidst, hvor skrigets intensitet efterlader dig hængende. To minutter (hvis man skræller knirke-intro og knirke-outro fra) er lidt til den korte side, men omvendt mestrer den begrænsningens kunst og holder intensiteten hele vejen.
2. Maja Sofie: ‘Black Hole Inside’
En norsk pige laver musik både indenfor EDM, pop, rock og metal. I dette tilfælde har hun bygget et fængende, melodisk goth-track, der gudskelov undgår sovse-effekten, som er min største udfordring ved genren, og veksler flot rundt imellem de næsten doom-tunge melodilinier og den sørgmodige røst. Normalt ikke en genre, jeg ville skænke mange sekunder – men samtidig noget af det bedste, jeg har hørt af den skole i flere år, så ‘Black Hole Inside’ havner hermed på min playlist, ikke mindst i alsidighedens lys.
3. Narita Metalaw: ‘Awakening Flame’
Hvor lækkert licket kan AI-metal lige lyde? Well, det har du så lige svaret på. Heavy metal af den klassiske skole med harmonier, cleans og soli galore, og med en kraftfuld vokal uden at bevæge sig over i det for forcerede – i det mindste, indtil det power-metalliske gear ryger op til sidst. ‘Awakening Flame’ trumfer Defecto any day.
4. Varianz: ‘Ride of Reckoning’
I kunstnerens bio lyder det, at han søgte noget trænings/cyklings-egnet musik, og i den sidste ende valgte at lave det selv. Som spinning-entusiast kan jeg snildt høre, hvordan han her har genereret musik til den høje kadence på cyklen. Vokalen er jævnt intetsigende og hookorienteret på den jævnt træls måde, bevares, men pulsen kører i det power metalliske gear, melodien fænger, og ‘Ride of Reckoning’ skal da klart testes, næste gang pedalerne skal op i de høje omdrejninger.
5. Draugveil: ‘Soiltear’
Hold da kaje, hvor blev det albumcover delt flittigt på de sociale medier i årets løb. Som om det ikke er corny nok i sig selv, så gik diskussionerne også heftigt om, hvorvidt musikken var “lige så fake som coveret”, og Draugveils eneste kommentar til den diskussion indtil videre er “Let people decide”.
Vi er i hvert fald ude i black metal af den rå, primale skuffe uden større omsvøb. Fint for hvad det er, men bestemt ikke noget, der i sig selv rykker nogen grænser indenfor genren, medmindre altså netop det måtte være baseret på generativ AI, i modstrid med black metallens sande konventioner.
‘Soiltear’ er det nummer, der vinder mest for mig ved genhør p.g.a. de hypnotiske guitarmotiver, den rustne tone og de primitivt plumpende trommer, der lyder som spillet på et Hello Kitty-trommesæt – men hey, det er stilen, ik.