Slag-Town Slays: Fint 5-års jubilæum

I et dødsmetaltungt program, hvor Asphyx rykkede, og Panzerchrist spillede hurtigt, fik vi også thrashet med Avarice og flashet hardcore-moves med Rot Away, mens Frelser gav os lidt røg.

Når Martin van Drunen i front for Asphyx for flot modtagelse og behandling sender en varm hilsen til alle involverede i Slag-Town Slays og ikke mindst Bianca Beest Anhalt, hovedpersonen bag, så vidner det ikke blot om en sympatisk frontmand. Det siger også lidt om hyggefaktoren til arrangementet i Slagelse Musikhus, hvor der udover et udmærket program med danske bands og de garvede, nævnte hollændere også er sørget for DJ’s og et afslapningsområde, hvor man stadig kan opleve musik og stemning og det geniale punkt i programmet: Spisepause! Og ville man ikke forlade stemningen og ud i Slagelse by for at finde mad, så var der der sørme også sørget for, at der kunne købes mad fra grill lige udenfor indgangen. Alt i alt et veltilrettelagt program, som holdt tidsplanen i en så rimelig grad, at kunder ved DSB ville nikke anerkendende, og kun japanere ville føle, at minutter gik tabt.

Man stod ikke som sild i en tønde i salen, hvor musikken foregik, men fremmødet var så absolut i orden, og samtidig var opbakningen til de spillende bands på scenen god fra publikum. Så selvom man til hver koncert let kunne komme så tæt på scenen, som man nu ville, så føltes deltagelsen fra publikum ganske solid.

Den udsendte reporter kunne først nå frem til lidt inde i Frelsers stærke og medrivende røgelses-black metal-sæt. Det betød, at åbnerne i Sloevsind blev misset, desværre, for beskrivelsen om at male med mørke nuancer og mixe blackgaze med melankoli lød jo lovende nok. Heldigvis havde vi en mand på morgenvagten, og Daniel Pilgaard oplevede hele Frelsers sæt, som han har skrevet noget om HER.

Fra Sort Søndag til Energisk Lørdag
Next up var Sort Søndag-kæledæggerne Avarice, som Sort Søndag-værterne i øvrigt endelig havde lært at udtale navnet på. De to radioværter, Anders Bøtter og Jakob Trolle, havde selv en tjans først i programmet med indspilning af Sort Søndag-podcasten foran de publikummer, der var mødt tidligt op, og så sendte de i øvrigt hvert band godt på scenen med lidt ord og sikrede desuden en ekstra applaus, når det enkelte band gik af scenen.

Avarice havde sat sig for at smadre igennem. Der var godt med energi, særligt fra frontmand Anders Sinding, der ikke stod meget stille i det musikalske angreb, der godt kunne hvile på en arv fra Hatesphere. Riff-fyldt, aggressivt og let at fordøje. Det var umiddelbart tempo fremfor variation, men så kom vi til de sidste par numre, hvor tempoet blev sat lidt ned, og dét med catchy riffs og en tyngde, der fik endnu flere til at overgive sig til den pit, som bandet havde fået sat i gang. Og Sinding selv havde crowdsurfet ud i tidligere.

Det bliver ikke mere dansk oldschool dødsmetal end det her
“Vi hedder Maceration, og vi spiller dødsmetal”. Sådan lød ordene fra frontbrøler Jan Bergmann Jepsen i en slags cadeau til Lemmys tilsvarende remse om Motörhead og rock ‘n’ roll. Bergmann Jepsen var ikke med, da Maceration blev dannet hele 16 år, før Avarice gjorde det. I 1990 og et par år efter med ‘A Serenade of Agony’ udgivet som Danmark første dødsmetal-skive af de to Invocator-knægte Jakob Schultz og Jacob Hansen. Førstnævnte var stadig med, da bandet efter at have været stille siden midt i 90’erne dukkede op igen i 2021. Og naturligvis også med og spillende på sin BC Rich denne eftermiddag.



Godt nok er guitarlyden klassisk HM-2-lyd, men den summende bisværm, som den lyd godt kan have som pendant, var måske lige diskantet og udefineret nok i starten af bandets sæt. Heldigvis tog det kun et nummer eller halvandet, før lyden var drejet så udmærket på plads, så der kunne nydes numre fra både de to nye albums og ikke mindst klassikeren ‘Pain and Pleasure Incarnate’ fra ‘92-udgivelsen. Det blev også til et cover af ‘Supposed to Rot’. Jep, den med Entombed. Og med en gæst på vokalen, men enten fik han ikke nok plads i lydbilledet, eller også var hans output ikke kraftigt nok, for det druknede lidt.

Maceration har netop været med på Metalized Tour, som de godt nok skulkede fra denne dag for at være til Slag-Town Slays, og med et stabilt line-up og flere gode jobs over de sidste år, så føltes det som en velspillende og meget velsmurt maskine. Nuvel, energiniveauet kunne ikke match Avarices, men det var nu intenst på en anden måde, og der var tilpas aktivitet i frontmanden og bassisten til, at der var plads til, at guitaristerne bare holdt flankerne og spillede fede riffs og så seje ud.

Gymnastik på fyldt mave
Således fra appetitlig dødsmetal til en spisepause. Og dermed også en på papiret umulig opgave for Rot Away, der derefter skulle få gang i gulvet, når publikum stod der med fyldte dunke, småbøvsende med en dunst af en halv frankfurter. Eller karry, hvis man som reporteren her havde søgt ud i byen og fx fundet en god omgang wok-mad.



Men nej, det kunne Rot Away godt. Den øretæveindbydende musik med de herligt intuitive riffs, der bare rykker som bare pokker, var flankeret af spark og seje moves fra forsanger Jonathan Albrechtsen, alt imens han stod for seje brøl. Det smittede, og selvom der fra scenen adskillige gange måtte opfordres til at trække tættere på, så blev det hurtigt en aktiv pit. Indimellem med en energi, der kunne matche den fra scenen, og som i øvrigt fik et lille nøk opad, da Christian Hammer Mattesen blev erstattet af Peter Jakobsen, så vi fik dobbeltvokal, mens han rigtigt kunne øve dansemoves i stil med frontmandens. Et helt rigtigt sted i programmet for den hårdtslående hardcore, så alle tanker om en lille middagslur forduftede og blev erstattet af en sult efter mere musik.

Stærk lyd fra supergruppe-dødsmetalband
Det var et dødsmetal-tungt program i Slagelse, og efter Rot Away, så kom vi over halvvejs i programmet og med udsigt til masser af lækker dødsmetal til den resterende aften. Først var Temple of Scorn, bandet med strengespillerne Bjørn Jensen fra Dawn of Demise og Blood Gutter, Svend Karlsson fra Baest (der havde væltet Store VEGA aftenen før), Flemming Clausen Lund fra The Arcane Order, Asinhell og Volbeat. Og Horned Almighty-medlemmerne Simon Katborg på vokal og Jacques Hauge på trommer.

Temple of Scorn blev flankeret af en lyd, der lige var et nøk skarpere, end det havde været tidligere på aftenen. Det var da også Morten Birk, som vi for nylig øsede alskens positive adjektiver efter, da vi på Facebook linkede til vores 10 hurtige med ham. Bandet selv koncentrerede sig om at spille den fint afvekslende dødsmetal, der både havde plads til det hurtige og det tunge, og lidt dissonant melodi.

Det var ikke med et energiniveau eller attitude som i Rot Away. Dødsmetallen, som formet og serveret af de fem herrer, måtte arbejde selv, og det gik nu også fint. Publikum tog i tilgift godt imod musikken, hvis riffs ellers godt kan kræve nogle lyt, før de for alvor sætter sig. Og med flere andre bands, der skal passes i kalenderen, så er Temple of Scorn jo ikke et band, som man har fået mange chancer for at opleve og lære sangene bedre at kende i live-situationen. Men det blev da lovet fra scenen, at de ville se på at få brygget noget nyt.

Dødsmetallisk charme
Og tilbage til den sympatiske hollænder i front for Asphyx. Det blev næsten den døds(doom)-metalliskes dooms pendant til Rot Away. Ikke fordi van Drunen og kumpaner på nogen måde prøvede at lave seje kicks og dansetrin, men fordi riffene hos Asphyx er så fandens indbydende, catchy og lige til at gå til. Og fordi der spilles tight med et godt groove. Det svinger simpelthen.

Nå ja, altså det med det tighte: Det skal måske nævnes, at tempoet var noget dynamisk, altså ikke fordi Asphyx gerne trykker igennem og så doomer og går tilbage til det med tryk på. Nej, snarere fordi Stefan Hüskens bag trommerne spiller med en vis elastik i sine BPM’er. Men det virkede bare, som om Paul Baayens og Alwin Zuur på hhv. 6 og 4 strenge bare evnede at matche og følge med Hüskens stil. Det havde charme og autencitet som hos ældgammelt Bolt Thrower eller ditto Carcass. Ikke nogen maskine af en trommeslager, der bare ligger rent på sit clicktrack. Ægte puls i musikken, pissefedt, også når det var lidt forpustet.



Van Drunen beklagede sig over ikke at være 16 år længere, men hans vokal var netop fed i al sin smadrede pragt. Fire sange fra debuten ‘The Rack’ fra 1991 satte ham måske på prøve ifølge ham selv, men det lød nu fedt lige fra det helt gamle til den herlige ‘Knights Templar Stand’ fra seneste album, der efterhånden har en håndfuld år på bagen, og fællessang på omkvædet på den lige lidt ældre, fuldfede ‘Deathhammer’.

Asphyx stod sjældent stille. Der var bevægelse rundt på scenen, der blev headbanget, smilet og grint, og generelt virkede det som om, at bandet hyggede sig. Og det gjorde vi også blandt publikum.

Det iler mod enden
Panzerchrist havde ikke hele tiden været i programmet, men et afbud fra Strychnos gav plads til dansk dødsmetal med militant præcision som rosinen i pølseenden i Slagelse. Det var med et fokus på ‘Roomservice’-skiven fra 2003, der havde Frederik O’Carroll på leadguitar og Bo Summer på vokal. O’Carroll har spillet i bandet de seneste år igen, men nyt var det, at Summer var retur på vokalen for første gang siden 2013.  Panzergeneralen, Michael Enevoldsen på bas, havde endvidere også fået indkaldt Rasmus Normand til den anden guitar. Ikke ukendt i bandet, men dog lige plus 25 år siden sidst.

Det var igen en ret skarp lyd. Tidligere nævnte Morten Birk havde igen fundet vej til pulten, og selvom Bo Summer nævnte, at det lød “sært” på scenen, så lød det aldeles glimrende i salen takket været en ferm lydmand og personerne på scenen, der lod til at ville kunne spille musikken nærmest i blinde med fesne monitors og med de der gule skydebane-skumørepropper. Meget godt klaret uden øver, hvis man skulle tro hr. Summer, der bedyrede ikke at have stået i øvelokale siden midt i halvfemserne med det dér andet band. Og det var jo gået meget godt, som han tørt konstaterede. Således også her, for vokalen sad jo lige i skabet. Og dét selvom Summer mod slutningen af showet gav udtryk, for at det gik lige stærkt nok, og nu var han ved at være træt.



Der blev råbt “hurtigere!” blandt nogle i publikum. Et udsagn ikke uden humor, for det gik stærkt, præcis som det skulle fra Panzerchrist, hvor stortrommerne aldrig hvilede, og guitarspillet lignede noget, der let ville kunne give seneskedehindebetændelse, hvis teknikken på guitaren ikke var i orden.

Og det med at være en træt frontmand var måske dels både herrens finurlige humor, som jo også kendes fra ham i front for Illdisposed og måske dels en intro til bandets forsanger fra årene 2023 og frem, Sonja Rosendahl Ahl, der blev “peget ud” blandt publikum og helt uden pres opfordret til lige at komme op og tage et nummer. Opfordringen blev accepteret, og Rosendahl Ahl kom på scenen til sidste nummer, ‘Metal Church’, coveret fra bandet af samme navn, og som Panzerchrist har med midtvejs på ‘Roomservice’-albummet.

Growlduet som fin afslutning på en fin minifestival
Det var med smil og frisk energi, at ‘Metal Church’ på den måde blev til en growl-duet. For Bo Summer gav plads til Sonja Rosendahl Ahl, så hun fik vokalstykker alene, men de sang også samtidig flere gange, og det var faktisk virkelig fedt. Et stærkt lille, ekstra tiltag, der rundede årets vellykkede Slag-Town Slays, 5-års jubilæumsudgaven, af.