Sepulturas svage svanesang
Det brasilianske band Sepultura lægger instrumenterne på hylden og går på pension med en EP, der på en god dag er tilforladelig. Et ligegyldigt punktum.
2. Beyond the Dream
3. Sacred Books
4. The Place
Sepulturas nye udgivelse ’The Cloud of Unknowing’ er en kort EP, der består af fire numre og varer i alt 16 minutter og 29 sekunder. Det er ikke deres bedste værk. Det er heller ikke deres værste. Men det er deres sidste. Og det er synd for et ikonisk orkester, der har været så definerende for en thrash-lyd i fire årtier, at de skal på pension med sådan en svanesang.
’All Souls Rising’ starter vildt og minder os om, at Sepultura engang havde en utæmmelig energi over sig. Men efter tre et halvt minut slutter den og går videre i ’Beyond the Dream’, der er en art ballade eller sjæler, om man vil det. Teksterne refererer tydeligvis til det faktum, at Sepultura nu indstiller karrieren. Forsanger Derrrick Greens stærke stemme, for det er den stadig, lyder godt, når han sørgmodigt synger:
Leave it all behind to begin again
There’s no expectations
Leave it all behind to begin again
Andreas Kissers melodiske guitar giver da også kortvarigt flashbacks til dengang, Sepulturas guitarer vrælede på en vred og lækker måde. Nu føles det bare afdæmpet. Der mangler noget. Det gør der så ikke på ’Sacred Books’, der sådan set starter udmærket, men en underlig klaver-solo kastes ind, og sangen udvikler sig kedeligt.
Det hele afsluttes med ’The Place’, der er udgivelsens længste nummer, hvor tempoet går op og ned. Derrick Green får lige akkurat lov til at brøle, så man kortvarigt bliver mindet om, hvad der gjorde en plade som ’Machine Hessiah’ så god, som den var, men det afløses desværre hurtigt af tomgangs-thrash, der er hørt bedre før.
Teksterne på ’The Place’ er nok udgivelsens mest interessante. For her viser Sepultura sig fra den politiske side, som de har gjort flere gange gennem karrieren. Fra oprør mod politisk korruption og vold i Brasilien til at tale de indfødtes sag. Nu er det migranterne, der får en sang. Migration og det at være migrant bliver beskrevet, og hvis man skulle finde en eksistensberettigelse for denne udgivelse, så er det budskabet heri. At alle bare gerne vil have et sted at høre til, at vi alle er ens og fortjener at blive mødt med samme værdighed, uanset hvor vi kommer fra eller hvordan vores situation er.
Desværre går Sepultura på pension med en tilforladelig og middelmådig EP, der slet ikke står mål med tidligere udgivelser. Mere end 40 år er gået siden bandet startede i Belo Horizonte, og efter fire plader var de verdensstjerner. ’Beneath the Remains’ fik dem for alvor på kortet, og med ’Arise’ i 1991 cementerede de deres plads blandt de allerstørste. Bandet red videre på bølgen med ’Chaos A.D.’ og var i den periode kæmpestore. Desværre gik der intern fnidder i bandet, og ’Roots’ blev starten på en vanvittig nedtur, der endte med, at forsangeren skred. Så skulle de genopfinde sig selv, og med førnævnte Derrick Green startede de nærmest forfra.
Det blev til ’Against’ fra 1998, der genfødte bandet med en ny identitet. Det blev så videreført op gennem de næste knap 25 år, hvor de udgav både gode og knap så gode plader. Deres seneste gode plade er ’Machine Messiah’ fra 2017, hvor ’Quadra’ fra 2021 var knap så god.
Det er ’The Cloud of Unknowing’ heller ikke. Vi undgår nok ikke helt et nummer eller to derfra på Copenhell, men ellers må man håbe, at de husker at spille alle deres fantastiske sange en sidste gang på dansk muld. Bevares, nu har vi ligesom hørt og set Judas Priest, Slayer og mange andre bands stoppe, men så alligevel lige komme tilbage efter få år. Skulle det dog blive sidste besøg i Danmark, når de gæster Refshaleøen i juni måned, må vi håbe, at de har fokus på deres gode år og ikke denne svanesang.
’The Cloud of Unknowing’ er da også en spontan ide, som bandet fik efter at have været på 70000 Tons of Metal-cruiset i januar 2025. De blev i Miami efterfølgende og gik i studiet med nogle få ideer. Så indspillede de dette. Andreas Kisser sagde, at der hverken var pres fra pladeselskab eller andet. Måske skulle ideerne have været bedre med lidt pres på, så kunne det være blevet hæderligt? Uanset hvad, så er det nok det sidste vi får fra Sepultura. Og så nåede den nye trommeslager Greyson Nekrutman da også lige akkurat at komme med på en udgivelse. 
Sepultura anno 2026: Derrick Green, Paulo Xisto, Greyson Nekrutman og Andreas Kisser