ACW 26: Russiske snirkler
Post-rock er en svær genre at bokse med, og det gør det naturligvis svært at være anmelder på A Colossal Weekend. Undskyld, ACW, det er mig, men det er også lidt jer. Og Russian Circles.
Når post-rock/metal er bedst, er det en nærmest bevidsthedsudvidende oplevelse at se live. Man kommer ud på en lydrejse, for nu med en frygtelig kliché at undgå klichéen om soundtracket til den imaginære film. Men oftest er det for mig at se ikke det, der sker under koncerter med den slags musik. Tit har bandet skabt lange, snirklede, men ultimativt skuffende kompositioner fyldt med snedige, rytmiske lifts, polymetrik og polyrytmik, og sådan er det også med Russian Circles, om end deres seneste album ’Gnosis’ lider under et kedeligt, lukket lydmix og kompositioner, som mere fremstår retningsløse end bevidst formløse. Grundbestanddelene i musikken er ganske enkelt ikke stærke nok til, at de kan tåle at blive så langstrakte uden en sanger til at gribe opmærksomheden.
Sådan havde jeg også frygtet, at det ville være på A Colossal Weekend, og heldigvis var det ikke så galt som frygtet. Russian Circles nød godt af den gode lyd i Store VEGA, og det flotte mix med en god, balanceret top gjorde, at det var lettere at give sig hen til og finde den let ildevarslende stemning i trioens musik.
Desværre gjorde det ikke meget for at løse Russian Circles’ grundproblem. Nemlig, at der inde bag den mystiske stemning ikke helt er en stærk nok kompositorisk substans til at bære lytteren igennem oplevelsen. Bevares, jeg fornemmede stor begejstring fra de dedikerede fans inde midtfor og foran, men i udkanterne virkede det, som om folk havde det fint med at bruge musikken til at hygge og drikke bajere til. Bevares, det er der intet galt med. Hvad fanden skulle Skullclub og et bagerdusin jyske dødsmetal- og thrash-bands ellers lave musik for? Men det er bare ikke helt det, der synes at være hverken A Colossal Weekends eller Russian Circles’ brand, hvis I forstår, hvad jeg mener. Men så alligevel, så er det jo egentlig meget anvendeligt med et band, der på overfladen fremstår kunstnerisk relevant, men som man kan hygge sig til uden at blive alt for distraheret af udfordrende ideer. Lidt ligesom Metallica nu om dage, men med et figenblad af intellektualitet og eksklusivitet.
Nå, men tilbage til selve koncerten. Jeg kan godt mærke, at jeg ryger ud ad skrivetangenter, ligesom min krop konstant truede med at forlade salen af ren, rastløs kedsomhed. Der var ikke noget horribelt galt med Russian Circles’ musik, men ligesom deres bandnavn, der lyder mystisk og farligt, men i virkeligheden dækker over noget så prosaisk som ishockey-træningsøvelser, så kunne det gode samspil og den gode lyd ikke dække over, at Russian Circles koncert var lettere at drikke bajere til end at lade sig overvælde af, og der stod jeg så med et par alkoholfri Brooklyn i blodet og manglede noget at foretage mig med de russiske snirkler. For musikken overvældede mig ikke.