Langt mellem snapsene
Populær
Der var kun få højdepunkter, da Mastodon onsdag aften vendte tilbage til et udsolgt Vega med tvivlsom sætliste og tvivlsom vokal. Momentvis vildskab og en gæsteoptræden fra Scott Kelly reddede dog bandets ære.
Sultans Curse
Divinations
Ancient Kingdom
Ember City
Megalodon
Andromeda
Oblivion
Show Yourself
Precious Stones
Roots Remains
Motherpuncher
Steambreather
-------------------
Med Scott Kelly:
-------------------
Scorpion Breath
Crystal Skull
Crack the Skye
Aqua Dementia
Spectrelight
Diamonds in the Witch House
Nuvel. Hvor skal man egentlig starte henne? Skal man starte med at understrege, hvor vigtige Mastodon har været, ikke blot for en selv, men for stort set alle musikinteresserede, der har taget metalmusikken seriøst på denne side af årtusindeskiftet? Skal man starte med forsøgsvis at pointere, hvor vigtig en plade ’Leviathan’ (2004) også mere end ti år efter dens udgivelse forbliver at være, og at man som en anden usikker metal-rookie ikke fattede hverken hvad der var op eller ned, da man gennem en ven i sin tid blev konfronteret med det bidske monster, der karakteriserer netop Mastodons anden udgivelse. Den usikkerhed, man dengang gav sig hen til Mastodons på alle måder overrumplende musik med, blev senere til en uforbeholden hyldest, og både ’Leviathan’, forgængeren ’Remission’ (2002) samt ’Blood Mountain’ (2006) skriver sig alle tre ind som milepæle i nyere metalhistorie.
Eller skal man starte med at understrege, at man rent faktisk gik til aftenens koncert i Vega med en lille, men dog oprigtig forhåbning om, at Mastodon på ny kunne tage røven på en, også selvom det efterhånden er otte år siden, at kvartetten fra Atlanta, Georgia udgav en plade, der rent faktisk henvendte sig til metalhovedet i en. På nuværende europæiske turné har Mastodon taget deres gode ven Scott Kelly med, der selvfølgelig er en af bagmændene til det 25 år gamle, skelsættende sludge-gudeband Neurosis, og som med undtagelse af debutpladen ’Remission’ har været gæstesanger på én sang på samtlige af Mastodons syv plader. At Scott Kelly skulle dele scene og gæsteoptræde med Mastodon virkede på papiret helt rigtigt.
Uanset hvor man lægger sit fokus, bliver konklusionen desværre den samme. Onsdag aften i en udsolgt Store Vega leverede Mastodon en koncert, der ikke var så ringe, som den vel egentlig bare var drønskuffende. Tag ikke fejl. Det er ikke musikaliteten, der fejler noget. Mastodon spiller ikke bare fedt sammen. De spiller røvfedt. Forsanger og guitarist Brent Hinds er på de senere plader desuden røget op i ny liga som guitarist. Noget, man denne aften blandt andet fik bekræftet under ’Ember City’ fra bandets forrige plade, ’Once More ’Round the Sun’ (2014), hvorpå Hinds, til trods for pladens vaklende kvaliteter, viser en eklektisk nysgerrighed, der på flot vis, men også en kende sterilt, hylder både David Gilmour og Buzz Osborne. Nej, musikaliteten fejler ikke noget. Problemet er musikkens fokus, som især siden udgivelsen af bandets femte album ’The Hunter’ (2011) har ligget milevidt fra det hårdtslående udgangspunkt, der i sin tid fik alverdens metalhoveder til i samlet flok at lave baglæns saltoer af sund, frådende ophidselse.
Nu fråder man ikke længere til Mastodons musik. Nu vugger man vist mest i takt til de svævende, progressive, popglade melodier, mens man igen og igen spekulerer over, hvorfor bandet dog ikke bare holder sig til at skrige og brøle deres vokaler ud, som de gjorde netop på de tre første plader. Har eksempelvis Hinds en karismatisk crooner-agtig vokal på studieindspilningerne, som vi bemærkede i forbindelse med udgivelsen af Mastodons seneste ep, da bliver ”det karismatiske” i en koncertsammenhæng erstattet af noget mindre heldigt. Det samme gør sig gældende for Troy Sanders, der udover at spille bas også tager sig af en af bandets tre vokaler. Det er i det hele taget sjældent, man går til koncerter, hvor vokaler på denne måde skygger for helhedsoplevelsen.
Bandmedlemmet, der sandsynligvis synger bedst til de koncerter, man stadigvæk og altid med forhåbningen intakt selvfølgelig igen og igen bliver ved med at tage til med Mastodon, simpelthen fordi de trods alt stadig er Mastodon, er trommeslager Brann Dailor. Det paradoksale er, at siden Dailor med udgivelsen af deres fjerde album ’Crack the Skye’ i 2009 for første gang fra bag tønderne agerede forsanger på et par numre, er bandet med hver eneste udgivelse kun blevet mindre interessant. Det virker symptomatisk, at Mastodon udelukkende har smidt ringere plader på gaden, i takt med at bandet er blevet interesseret i at udgive plader, de selv kan være stolte over, som bandet synes at have en ny tendens til ofte at fremhæve i interviews.
Bandets fokus har flyttet sig. Stræbsomheden har indfundet sig. Det er både naturligt og uden tvivl brandærgerligt. Bandets nye ambitioner skinnede hundrede procent igennem i Vega, hvor ¾ af aftenens sætliste var hentet fra ’Crack the Skye’ og frem, dvs. siden bandets deroute væk fra vildskaben og ind i de fortænkte rockkompositioners land begyndte. Under den regulære sætliste, inden Scott Kelly joinede bandet på scenen, fik vi blot to sange fra bandets tre første plader. Uden tvivl højdepunkterne. Det problematiske i at stå igennem den nyere Rush-inspirerede bagatel ’Andromeda’, efter man har lyttet til en stramt leveret ’Megalodon’, var næsten ikke til at bære. Det fede er, at Mastodon stadig viser langt mere frådende vanvid på en scene, når netop de spiller de ældre sange, hvilket forhåbentlig betyder, at der er håb endnu.
Da Scott Kelly endelig kom på scenen med bandet, blev det godt. Et vokalformat mage til hans skal man virkelig lede længe efter. Det, der i særdeleshed overraskede, var, hvor tonsertung og vedkommende, han formåede at gøre aftenens afslutningsnummer, ’Diamonds in the Witch House’, hentet fra ’Once More ’Round the Sun’. Godt nok er det semiepiske nummer et af de bedre fra Mastodons seneste plader, men at de i fællesskab med Kelly ligefrem fik nummeret leveret så overbevisende, tog røven på en. Så selv om gutterne fra Atlanta i bund og grund leverede en lortekoncert, gik man trods alt fra den med forhåbningerne om noget meget, meget bedre endnu intakt.