Copenhell 25: Slapt, Slipknot!
Populær
Slipknot var en skygge af sig selv lørdag aften, hvor bandet kørte på 70% og dermed blev en kæmpe fuser som hovednavn på dette års Copenhell.
2. People = Shit
3. Gematria (The Killing Name)
4. Wait and Bleed
5. Nero Forte
6. Yen
7. Psychosocial
8. The Heretic Anthem
9. The Devil in I
10. Unsainted
11. Duality
12. Spit It Out
13. Surfacing
14. Scissors
Slipknot skulle have været den store forløsning lørdag aften på Helviti. Efter rock og techno de tre første aftener, skulle der nu tung heavy-metal på programmet. Den store, tunge headliner. Men ak, det blev en tam og intetsigende præstation fra et band, der tidligere har været meget, meget, meget bedre.
Det var ellers ikke fordi, der ikke var opbakning til Slipknot. Pladsen var fyldt foran Helveti, da de gik på klokken 21.30 lørdag aften, og de headbangede mindst lige så dedikeret som Corey Taylors dreadlocks var lange på masken. Men det var jo bare teater. Så selvom forsangeren brølede 'Copenhell, are you with me?', så kunne man godt blive i tvivl om, hvorvidt han selv var mødt op.
For det var publikum, der bar koncerten. De sang med på 'People=Shit' og gjorde den bare lidt værd at høre på. For det var Corey Taylor ikke. Han ævlede mellem numrene og fyrede en masse snak af om at Danmark og Copenhell altid har været et af de bedste steder at være osv., for de har jo været her mange gange. Ja, det har Slipknot. Og nu har det været for mange gange.
Denne gang var Clown blevet derhjemme af familiære årsager. Han har slet ikke været med på denne turne i Europa. Resten af bandet skulle også være blevet hjemme, for selv under en dansk livedebut på nummeret 'Gematria' kunne stemningen ikke hives op. Det samme gjaldt 'Yen', der også trak tempoet ud af koncerten.
Bevares, så hentede Slipknot lidt hjem med 'Psychosocial', men det er som om det hele blev leveret med en afdæmpet aggression. Slipknot har tidligere været meget mere skarpe og mere vrede. Det føltes ikke vredt eller desperat. Bare jævnt.
Så selvom hits som 'The Heretic Anthem', 'Devil In I' og 'Duality' selvfølgelig fik publikum til at brøle med og gøre alt arbejdet, så var det lidt som at opleve Slipknot for halv kraft. Desværre nåede forsangeren også at love, at de ville komme år efter år efter år. Det behøver de ikke, hvis lørdagens præstation er hvad vi kan forvente fremadrettet. Det var simpelthen for slapt. Det var nok bedre at samle kræfterne og gøre det ordentligt, når de så engang i fremtiden vender tilbage med fornyet energi.
For aftenens store tema var Corey Taylor og hans evindelige snak. Selv under ekstranumrene blev det en takketale, og så op med den midterste finger til 'Surfacing' og alt det, vi har oplevet Slipknot gøre meget bedre i årtier.
Det hele blev opsummeret under 'Scissors', hvor han, trods alt, selv råber "Hvor meget mere har vi brug for?". Det lange, ligegyldige jam, guitaristerne og bassisten havde gang i var næsten lige så søvndyssende som Taylors monologer. Svaret til spørgsmålet er:
Intet. Ikke hvis det er sådan her. Så hellere blive hjemme.
Ingen kan gå fra Copenhell anno 2025 og sige, at det var den bedste Slipknot-koncert, de nogensinde har set, medmindre det var deres første. For det var bare tamt på alle fronter. Kun de store hits' genkendelighed hos fans gjorde, at det ikke var helt forfærdelige 90 minutter.