Sårbart under overfladen
PopulærRedwood Hill er det ukendte under havets overflade, skygger i skovbunden, hviskende spøgelsesbyer og åbne benbrud. Man må bare lukke øjnene og lade sig opsluge.
2. Dybbyk
3. Tristesse
4. Poseidon
5. Croatone
6. September
Devilution har fulgt Redwood Hill siden rejsens begyndelse i 2011. Hurtigt summede det i undergrunden om, at noget nyt og råddent var kommet til de små skæve scener, såvel som til det større publikum på Copenhell og Roskilde Festival, hvor de optrådte året efter. Det er lykkedes Redwood Hill at finde en lille sprække i den sorte jord og ned til en genre som The Psyke Project regerer overlegent fra tronen. Men acts som Ajuna, Solbrud og Hexis er begyndt at vågne op til dåd, og må sammen med Redwood Hill gerne gå forrest og cementere udadtil hvordan den danske scene lyder anno 2013. Redwood Hill har til sammenligning den fordel at ’Descender’ er let at gå til for enhver og ikke kræver den store lidenskab eller et forkendskab til blackmetal. Hvordan det end er lykkes dem, har de med ’Descender’ kreeret en tilgængelig og lytteværdig malstrøm af post-black til de glade masser.
Redwood Hill har skabt et helstøbt univers omkring sig med en skarp linje gennem artwork, liveoptræden og ærlige numre, der forvisser lytteren om at de har styr på hvor vi skal hen, uden at det hverken er forceret eller overtænkt. Udtrykket er inderligt og insisterende og der bliver ikke leflet for nogen - det lader til at Redwood Hill bare gør, og de gør det fandens godt. Intronummeret ’Aten’ er en rå forret der sammen med debutens tungeste nummer ’Poseidon’ er værd at fremhæve, men ’Descender’ gør sig faktisk bedst som sammenhængende oplevelse. Sæt den på og hør den fra ende til anden. Højt.
Produktionen er mere støttende end manipulerende og har fundet vej til musikken uden at skære dynamikken i stykker. Lyden er lige så klar som den er beskidt, storladen og deprimerende. Vokalen er overvejende monoton og kunne med fordel udfordre numrene melodisk, men det synes som et bevidst valg og er da også mere reglen end undtagelsen i genren. Netop Redwood Hill kunne dog bære eksperimentet uden at miste autenticiteten, selv om vokalen (sammen med tredje skæring ’Tristesse’ der pludselig tydeligvis er et tysk nummer. Aber, warum? ) er ’Descender’s svageste led sat op mod førnævnte bands. Det er ikke rutine Puto Diablos gamle forsanger mangler og et bud er, at vokalen simpelthen først kommer til sin fulde ret på scenen.
Som coveret afslører favner pladen både det smukke og forfaldne, men også en gennemborende sårbarhed og eftertænksomhed. Find barberbladet frem og skær ind til benet med Redwood Hill når de spiller på Templet i Lyngby d. 30. april sammen med Deafheaven (USA) + The Secret (ITA) og Hexis.