Både nyt, gammelt og lånt
Populær
Efter en lang turne skulle man tro, at kræfterne var ved at være brugt op og at turens sidste koncert var i fare for at blive en afslappet hyggetjans. Sådan kan man jo tage fejl.
Beta. Det er længe siden undertegnede har bevæget sig så vidt som til Amager, og det var en slående oplevelse pludselig at se en oplyst facade og en tilsyneladende gennemrenoveret bygning. Det er jo lige det København har manglet, selv om den gamle bunker (Betas nu- og daværende scene) også havde sin charme da den stod alene uden den prangende entré og bar.
Var man bare 16 år igen.
The Dead Lay Wating er sådan et band alle drømmer om at spille i som ung. Musikken er cirka samme suppe som My Chemical Romance, Bullet For My Valentine, Bleed From Within og Bring Me The Horizon. Melodisk hardcore, samt en blanding af growl og clean vocal. De vælter sig i klicheer, men gør det med hjerte og sjæl. Da en sang bliver råbt i gang med ”ONE, TWO....FUCK YOU!” er det dog tydeligt at de rigtige fans er oppe foran og alle de gamle mennesker nede bagved, hvor vi står og nikker sigende til hinanden, smågriner og balancerer med vores lunkne fadøl. Man mangler bare en pibe og et par tøfler for at cementere forskellen. Helt galt er det, da The Dead Lay Waiting annoncerer et nummer der hedder, citat: ”Roses Are..... GREEEEEY!”, men trods den platte titel viser det sig at være et overraskende godt nummer.
Forsanger Luke Lucas opfordrer ihærdigt til både circlepit og wall of death, men det er som om publikum ikke helt ved hvad det er endnu, eller også er de for ekstatiske til at udføre aktionen og ender med at hoppe forvirrede rundt som en flok lemminger. Man kan sammenligne entusiasmen med køer der kommer på sommergræs. Der er konstant fans på scenen og koncerten slutter med en fælles publikum-krammecirkel helt oppe foran. Om man er til genren eller ej, slog The Dead Lay Waiting i nogle øjeblikke fast hvorfor numetalcore kan være fedt. Sidst på aftenen fik trommeslager Tom Shrimpton tid til en øl og en snak. Han fortalte at de havde set meget frem til at komme tilbage til Danmark, efter deres koncert på hedengangne The Rock med Black Veil Brides i juni sidste år. De havde dengang været overvældet af det danske publikum og syntes ikke, at de havde oplevet noget tilsvarende. Koncerten på Beta havde indfriet savnet, fortalte han, og det var ikke svært at se, at de var glade for at være tilbage.
På hjemmebane
Scarred By Beauty var tydeligvis også glade for at være hjemme igen og forsanger Jonathan ”Joller” Albrechtsen vedblev at fortælle publikum netop dét og at de glædede sig til at feste igennem efter koncerten. Ved lyden af de første toner blev salen hurtigt fyldt og stemningen kom i vejret. Scarred By Beauty har eksisteret siden 2006 og er en sammentømret gruppe. Der er ikke en finger at sætte på det musikalske, udover at det er så massivt et lydtryk, at det er svært at få pusten. Det var lidt overraskende, og ganske fedt, at høre så fremtrædende en bas i et band der spiller så kontrolleret kaotisk, at det læner sig op ad ekstremmetal. Der er virkelig smæk på og man må have tungen lige i munden for at følge med den tekniske udførelse.
Efter to numre var Joller så gennemblødt af sved at energien måtte være på tilbagetog, men netop her lægger han niveauet: Manden er en maskine. Med sin fandenivoldske fremtoning, aggressive vokal og tatoverede overkrop tænker man uvilkårligt på Jakob Bredahl (Last Mile, The Kandidate, ex-Hatesphere). Det er selvfølgelig et kompliment til begge d’herrer, der begge har haft titlen som forsanger i Hatesphere. Første halvdel af koncerten var på det jævne, men midt i sættet sker der noget udefinerbart vildt, og Scarred By Beauty evner at give den et nøk opad og finde endnu mere energi frem af flightcasen. Der var ingen tvivl om at Scarred By Beauty havde været savnet og det gik straks lidt bedre med circlepitten for det hjemmevante publikum.
Selvom man jo normalt ikke går til metalkoncerter for at skrive doktorafhandlinger, var der til slut alligevel en følelse af at have overværet noget kulturelt set vigtigt: Nemlig at der kommer nye kræfter til hele tiden, nyt publikum, og nye ideer. At nu metal- og hardcoregenren så ikke repræsenterer et musikalsk svar på opfindelsen af den dybe tallerken, er noget helt andet. Og at vi er nogen der bare bliver gamle i rekordfart og trods en stor kærlighed til hardcore og melodisk metal hellere vil høre Anthrax på Copenhell, end at gruppekramme med en flok teenagere. Næste generation er godt i gang.