Torsdag aften gav Kublai Khan TX en fabelagtig koncert på Pandæmonium, der fik hvirvlet støv og godt humør op blandt de fremmødte på Copenhell.
Omsorg var så gennemsympatiske, at det næsten skyggede for musikken, men også kun næsten. For de har jo ret: Vi skal stadig huske at lytte til hinanden, selvom vi spiller hårde og farlige.
Der var nærvær og store smil til den melodiske hardcore fra Nyt Liv, serveret på Copenhells absolut mest pressede højttalere.
Der var godt med meninger i End Its hardcore-sæt, hvor bassen bed fra sig, men det var nu den energiske og storsnakkende frontmand, man bedst huskede bagefter.
Gridirons amerikanske, metalliske hardcore blev serveret ganske fortrinligt for første gang for et publikum i Danmark.
Amagers fineste hardcorebøller åbnede Gehenna med en energisk omgang musik, man både kunne slåsdanse og hygge sig til.
Det blev en revanche fra showet i 2022 på samme festival – men dog en smal sejr, for Suicidal Tendencies spiller på det sikre og så frontmandens smittende, høje humør.
Men det gør vi så alligevel lidt alligevel, og jeg var begravet i voksenforpligtelser og arbejde, da Demersals EP ‘Vi kunne ikke blive her for evigt, vel?’ udkom.
Mite var nede at vende, men har påfaldende nemt overlevet afskeden med bandets karismatiske frontmand. Der er stadig liv i miderne, og de sparker fra sig.
Turnstile siger 'NEVER ENOUGH', men ved gentagen lytning bliver det faktisk lige rigeligt ensklingende det hele.
Agnostic Front lyder som Agnostic Front. Vand er vådt, og solen står op i øst. Der er få konstanter tilbage i en evigt transformerende verden, men de er rare at kunne holde fast på.
Intet var lige så intenst som Rot Away på Odense Metalfest 2025.
Biohazard ligner sig selv som for 30 år siden på godt og ondt, og ‘Divided We Fall’ ender ud som et charmerende throwback mere end noget, der reelt gør en forskel.
Casket Spray betyder bårebuket, men det københavnske powerviolence-band lød meget levende, og havde ingen ambitioner om at være dydige liljer.
Når man kun har 20 minutter, så gælder det om at være effektiv. Det var Woes i den grad på Boneyard, da de i stegende hede serverede hardcore på Refshaleøen.
Amerikanske Yosemite in Blacks hippie hardcore havde en god groove-energi, men uden at bandet fik sat det afgørende stød ind.
Med vild basset tyngde, attitude og energi smadrede Guilt Trip sig gennem sin koncert på Gehenna
En af Copenhells mindste scener blev hjem for en af festivalens største følelsesmæssige oplevelser, da Puke Wolf leverede en rå, ærlig og ufiltreret koncert.
Aalborgensiske Kōya skabte en væg af mørk lyd, der skyggede for solen i en engageret og vellykket energiudladning.
Stray from the Path blev på hardcorens smalle sti bortset fra ét stiltræk. Desværre var det stiltræk pisseirriterende.
