Ren kærlighed på Vesterbro
Det er kun en uges tid siden, vi sidst så SYL, men denne gang var de hovednavn og det klædte dem.
SYL kan vel bedst beskrives som en art dansk Chat Pile, dog uden den irriterende, let opblæste, amerikaner-attitude. Og ligesom de fik Warpigs til at føles klemt, fik de også fyldt godt op i Lille Vega denne lørdag aften. SYL spiller hårdt og blødt på samme tid, og musikken er sådan set ikke vildt kompliceret. Men den er ind til benet uden alt for meget lir, og laver et rigtig godt baggrundstæppe for teksterne, der rammer direkte ned i de temaer, der fylder i hovederne hos den generation, der arver det morads af et samfund, som vi har efterladt til dem.
SYL omfavner den nye mand. Giver andre unge mænd (og kvinder) noget andet at spejle sig i end knyttede næver og slå-på-tæven-attitude, og det er måske det der gør SYL attraktivt for alle køn. Der behøver ikke være hår mellem tænderne og giftig maskulinitet, før musik bliver hårdt og tungt. Og det er SYL et levende bevis på.
Deres numre er ikke lange, men det passer også ret godt ind i deres ind-til-benet lyrik, der ikke pakker noget som helst ind, men som nærmest bliver knækprosa i sin stil. Musikalsk var SYL på toppen denne aften i Lille Vega, og der var fest såvel på scenen som gulvet. Desværre var lyden på sine steder lidt besynderigt mikset, og dermed kom kor-vokalen til at fylde mere end lead-vokalen, hvilket gav dele af koncerten et let efterskoleagtigt indtryk. Det var dog heldigvis kun momentvis, at vi havnede i de lidt akavede lydbilleder, og det blev kun til en skønhedsplet i det samlede billede.
Stor var jublen, da Victor Kaas fra Eyes lige kom en tur på scenen. Man kan vel efterhånden ikke gå til en hardcore-koncert i København uden, at han skal stille sig på scenen med sit drengede smil og sin hårdtslående vokal og ditte kropssprog. Og det er ikke ment dårligt – han løfter niveauet på alt, hvad han rører ved, og når de nu alligevel alle sammen skulle i gang med endnu en omgang musikalsk konebytteri på Ideal Bar lidt senere på aftenen, hvorfor så ikke bare starte med det samme. Også SYL-koncerten fik et løft – man kan nok bare ikke lade være når energibundtet Kaas går på scenen.
På rytmesiden sad det hele knivskarpt, hvilket jeg må fremhæve som ekstra vigtigt, når man laver så nøgen musik, som SYL gør. Det bliver ret hurtigt meget tydeligt, hvis noget ikke fungerer i rytmesektionen, men det var heldigvis ikke et problem, som SYL for alvor skulle tage sig af. Det sad i skabet, og de ukomplicerede taktarter gav også gulvet mulighed for at danse eller moshe, som det lige faldt. Og det er det fede ved SYL. Man behøver faktisk ikke være (hårdkogt) metalhoved for at synes, at det, de laver har relevans eller er noget, man kan holde ud at høre på, hvis man er i den mere poppede del af (metal)musikuniverset. Omvendt bliver det ikke så poppet, at metalhovederne falder fra, og således mødtes vi alle i musikken, mens SYL skiftevis talte og vrængede den spiddende lyrik ud over publikum, der kvitterede med store smil.
Og nå ja... Senere fik vi glæden af Clemens og Kaas igen, da John Cxnnor kastede Ideal Bar ud på dybt vand. Ren kærlighed på Vesterbro!