Orn'li' Syl
Populær
Syl leverede en release-koncert, der overgik forventningerne. Opvarmningsbandsne ligeså.
Da jeg startede med at høre punk, var punken oftest vred. Nærmest som i Chuck Palahniuks Fight Club, blev punk et mødested for vrede, unge mænd, der ikke kunne sove om natten og ikke vidste hvorfor. Men der er sket et skift. Næste generation af punkens mænd er ikke vrede, eller de er i hvert fald mere end vrede. De er faktisk triste. Det er alle tre af aftenens bands udmærkede eksempler på, på hver deres måde.
Vent, er Salver ... sexet?
Første navn på scenen er Salver, hvis debut-EP blev godt modtaget her på redaktionen. Modtagelsen her i aften på Basement er også positiv, om end en smule forsinket. Det er bandets første koncert, nogensinde.
Koncerten starter i komplet kaos. Forsanger Aske Severin Frederiksens vokal er mixet alt, alt for lavt, man kan knapt høre bassen, og hele lydbilledet er utroligt mudret. Men på nærmest mirakuløs vis får bandet bekæmpet mudderet allerede efter første nummer. Om det er med vilje eller ej, så ender Frederiksens vokal meget længere fremme i lydbilledet end på optagelserne. Og det er kun en god ting, i hvert fald i mine øjne.
Hans vokal fremstår mere uperfekt og inderlig end på pladen – især på 'Lad Mig Bare', hvor man tydeligt kan høre ham skrige ”Lad mig føle, føle dig” ud i det godt fyldte rum. Det er klart på de dystre og kontrapunktiske sange, at Salver kan noget særligt. De mere up-tempo post-punk sange som 'Jeg Ved Ikke Hvor Jeg Skal Hen' rammer ikke helt på samme måde. Bandets sande styrke er sange som 'Knus' med sære rytmer, langtrukne, skæve riffs og Frederiksens messende vokal. Det er intimt, det er dystert, dissonant, larmende, men også … nærmest lidt sexet? Af en første koncert at være, formår Salver at hæve forventningerne til dem selv en hel del. Vi glæder os til at følge.
Ikke kun en Gen-Z trend
Allerede ved ankomsten til Basement står det, apropos generationer, meget tydeligt, at publikum er meget ungt i aften – ligesom debutbandet. Det gælder dog ikke andet opvarmningsnavn, Nexø, der måske egentlig ikke har eksisteret så længe, men føles som om, at de har været en del af miljøet altid. Bandet har dog også på mange måder vist, at de er en del af den nye måde at tilgå tingene i scenen.
For eksempel meldte de offentligt ud i november, at deres guitarist Jakob Møller-Jensen kæmper med urimeligt hårde odds i form af bipolar lidelse, og derfor måtte bandet aflyse en koncert. En enkelt koncert, herregud kan man tænke, men Nexø tager deres forpligtelser meget seriøst, og der er heller ikke tvivl om, at de i aften er spillet absolut varme.
Publikum er til at starte med en smule tøvende. Nexø er da også uden tvivl det mest ”hårde” indslag i aften, og selvom jeg har hørt Nexø virkelig mange gange, går det op for mig i aften hvor thrashede de egentlig også er. Det er dog under '1312', hvor de fleste hurtigt kan fange an og synge med på ”No justice, no peace. Fuck the police”, at Nexø får overvundet publikum. Det er altså også fortjent. 2022 har virkelig på mange måder været bandets år. Albummet ’False Flag’ fra april i år danner en solid rygmarv for en god setliste og spilleglæden er stadig ikke fortaget, på trods af de tidligere nævnte udfordringer.
Kontrol og release
Hvis du undrer dig om, hvem Syl er og hvorfor alle pludselig snakker om dem, kan man eventuelt læse vores interview med dem. Hvad skinner igennem i interviewet og når man ser bandet på scenen, er først og fremmest en slags kærlig ydmyghed, herefter en slags eksplosiv skabertrang. På deres Spotify cover-billede står bandet symbolsk og reelt afklædte, dog har forsanger Benjamin Clemens stadig lige et par solbriller på.
Det samme gør sig gældende, altså solbrillerne og ikke nøgenheden, til aftenens show der selvfølgelig startes med … en lille country-sang med en kvindelig gæstevokal (fra hvem undertegnede gætter på er Viola Faber fra pladen) fra Basements indgangstrappeværk. Energien er allerede fra starten helt oppe, men ikke på en voldsom måde, mere som en eksplosion af glæde og kærlighed, der breder sig i salen.
En særlig glæde for i aften er, at lyden på Basement arter sig. Lydbilledet virker fuldt og massivt. Benjamin Clemens stemme lyder ærligt, groundet og fyldig. Der er ingen nervøsitet, der får lov at rokke ved stemmebåndene i aften. Vi er ikke helt tilbage til 'giv op/sang 1', hvor Clemens ved et uheld fik sunget fuldregister i en toneart, hvor mandlige stemmebånd normalt skal holde sig falset. Men hans stemme er mere rå, end på indspilningerne. Faktisk går mine tanker direkte til Patrick Kindlon fra Drug Church og Self Defense Family, der lyder som om han altid synger på en langtrukken udånding.
Og lige som det går så godt, må bandet bede om et øjeblik, for guitaren virker ikke, som den skal. Og den slags er det meget åbenlyst, at Syl ikke helt kan acceptere. Alt skal sidde snorlige. Konceptet skal fremstå helt tydeligt. Man fornemmer det helt ned til, hvor snorlige temposkifterne er, hvor sammenhængende alting lyder, hvor minutiøst al marketing omkring bandet er lavet, historierne om alle de sange, bandet har skåret fra på debut-albummet.
Hvis min frygt var, at kontroltabet ville hylde Syl ud af den og ødelægge resten af koncerten, så blev det i hvert fald hurtigt afkræftet da bandet ironisk nok træder tilbage i kampopstilling med 'Omsorg', der ironisk nok handler om kontroltab. 'Første Konsultation' brager pludselig ud af højtalerne, Clemens stemme lyder bedre end nogensinde, Gustav Brønnum smadrer igennem med dissonante 80’er riffs og Andreas Grønne på trommerne smadrer enhver frygt til jorden. Der er vitterligt ikke brug for mere energi på scenen, men Victor Kaas (Eyes, Telos og LLNN) tager niveauet til nye højder da han springer op på scenen og gæster på 'Huldre'. Det hele stopper i et smukt intermezzo af støj. Mine veninde skriger til mig ”Hanna, vi skal så meget se dem her igen”.
Og det må så være konklusionen på aftenens oplevelser: Vi skal se dem her igen. Ikke kun Syl, men også Nexø og Salver. Der sker et eller andet for mændene i scenen lige nu, der skaber en ny intimitet med os som publikum. Den intimitet, kombineret med det bagvedlæggende musiske talent i alle tre bands er ikke kun spændende på albums, men vi kan konkludere, at den også virker på en scene.