Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Som taget ud af Glostrup Storcenter

Updated
Underwerket3

De kommer anstigende med knyttede næver og sange, der vil slås. Rot Away vil gerne tage teten på at bringe dansk hardcore videre og nå et større publikum end indercirklen. Også selvom de kan lyde bøvede.

Kunstner
Fotograf
PR

Den største faux pas i dansk metal og hardcore er at have ambitioner. Det skal helst virke, som om det hele bare kommer af sig selv, måske fordi det bliver så tåkrummende pinligt, når bands slår sig op som det nye store uden at have noget at have det i. Frygten for at komme til at falde igennem får alt for mange til bare at køre den med afslappet attitude – og på den måde rinder det hele som oftest ud i bajere i øvelokalet onsdag aften og engang imellem nogle hyggelige koncerter for vennerne, hvor alle smiler af det hele, fordi de jo ikke tager det så seriøst.

Det gør Rot Away til gengæld, og det har været præmissen, siden de i 2019 kom anstigende til scenen med spændte muskler og vognlæs af attitude.

– Helt fra starten af har vi i Rot Away været enige om, at vi gerne ville skubbe scenen og sætte liv i den igen. Vi vil gerne skælde folk ud, og det er de ikke vant til længere. Sådan er det i hvert fald fra Jonathans side, fortæller trommeslager Andreas Albrechtsen om den klare vision for det band, han dannede sammen med sin bror, sangeren Jonathan Albrechtsen, bassisten Ole Palm Schwarz og guitaristen Christian Hammer Mattesen.

– Der var ikke noget med at stå og sige tak mellem sangene, det var bare “fjern monitorerne og kom herop”. Det skulle ud over scenekanten. Men det er mere noget, der er naturligt for os, end noget vi har tænkt over.



Katalysatoren
Men de har tænkt over, hvordan de får deres hardcore videre ud, ikke bare over scenekanten og ned i pitten til de trofaste, men til et større publikum. For potentialet er der i genren, mener Andreas Albrechtsen.

– Vi snakkede med Lifesick, da de spillede i fredags, om, at det kunne være fedt, hvis vi tog teten på at bringe hardcore tilbage.

– Vi vil gerne være en katalysator, overtager Christian Hammer Mattesen og nævner navne som Earn Your Scars, Nexø og Spinkick som eksempler på bands, der er lykkedes med at skabe en scene for dansk hardcore, inden han fælder dommen:

– Hardcore har ikke fulgt lige så godt med de seneste år, som metalscenen generelt har gjort det. Se på Møl og Baest: De er prima eksempler på, hvordan man kan få sig selv bredere ud. På samme måde vil Rot Away gerne markedsføre sig som noget, der er for alle. Det, vi gerne vil, er at stemple os fast som et band, som både dem, der hører punk, og dem, der hører metal, kan høre. Det er der bare mange andre, der har fejlet med, fordi de mener, at word of mouth er bedre end at komme med på en Spotify-playliste. Vi vil ikke ryge i den faldgrube, hvor vi mister potentialet, fordi vi troede, at alle bare ville komme til vores koncerter.



Generisk hardcore
Da en anden Andreas, Cabals sanger Andreas Bjulver Paarup, i et interview tidligere på året anlagde en tilsvarende PR-opmærksom synsvinkel på det at køre et band, medførte det drøje hug i kommentarfeltet fra – fortrinsvis lidt ældre – metalmusikere, der mente, at det var en forfærdelig måde at anskue det at spille metal på.

Det kan Andreas Albrechtsen til en vis grad forstå, men så alligevel ikke:

– Man skal forstå miljøet, men også den tid, man er i. Du kan ikke tillade dig at være arrogant med den her type musik. Vi vil lige så gerne have fat i Copenhell-fædrene med lædervest som i de unge med omvendt kasket. Og det synes jeg faktisk taler meget ind i hardcores ånd.

Hvis det lyder som om, Rot Away er afklarede med den plads, de ønsker sig i dansk metal, går den afklarethed igen, når det gælder musikken på debutpladen ‘Nothing Is Good’.

– Jeg bliver ikke ked af, hvis folk kalder det en generisk hardcoreplade, erklærer Christian Hammer Mattesen.

Ddsmaskinen1

Som sangskriver i bandet har han været meget bevidst om, hvad det var for en vibe, han ville ramme, og når han selv lytter til ‘Nothing Is Good’, kan han da også rimelig let pege ud, hvad der har inspireret ham til de enkelte dele af den.

– EP’en kom af, at jeg havde været til Fluff Fest i Tjekkiet, hvor der spillede et svensk screamo- og hardcoreband, Oak, der var lidt i stil med Grieved og Totem Skin, og det var jeg sygt inspireret af på EP’en. Efter den begyndte Ole og jeg at høre meget Brutality Will Prevail, mens Andreas og jeg hører meget Turnstile og selvfølgelig Power Trip. På den måde får vi et mix af det tunge og det lidt bouncy.

– Vi lyttede også mere til klassisk hardcore som Expire og Terror, og det har givet en old school riffet vibe. Vi er heldige med, at Christian skriver musikken, fordi han har en meget genkendelig Christian-agtig lyd. På den måde synes jeg, det skiller sig ud fra det generiske, uddyber Andreas Albrechtsen.

Ind og råbe og håbe på det bedste
Selvom Rot Away altså spiller en umiddelbart genkendelig hardcore med tydeligt afsæt i amerikansk hardcore fra 90’erne og frem, fremhæver de specielt Jonathan Albrechtsens uskolede vokal som et element, der skiller sig markant ud.

– Der er mange bands som Kublai Khan, hvor man kan høre, at alle er tekniske perfektionister. Der er Jonathan bare gået ind i boksen og har råbt ind i miken og håbet på det bedste, siger Christian Hammer Mattesen, og Andreas Albrechtsen uddyber:

– Da vi indspillede, sagde Jonathan selv, at han ikke gad tage ti takes. Ottende take lyder ikke nødvendigvis bedre, for på andet take er man meget mere hyped. Man kan godt høre, at det smutter en smule nogle steder. Men det giver meget mere, at det ikke er 100 procent tight.

Da jeg i sin tid interviewede Converge efter pladen ‘No Heroes’, fortalte Jacob Bannon, at der var en sang på pladen, hvor der var opstået en revne i det ene bækken, som blev større og større, så lyden ændrede sig i løbet af sangen. Det havde de med vilje beholdt, fordi det tilførte sangen en dynamik. Andreas Albrechtsen griner, da jeg fortæller anekdoten:

– På EP’en kom der en flænge i det crashbækken, jeg brugte, uden jeg lagde mærke til det, så det kom også med.



Rot Away er dog ikke bevidst gået efter at beholde småfejl på ‘Nothing Is Good’, men de enedes med produceren om at klippe og justere så lidt som muligt i optagelserne for at bevare en organisk lyd.

– Vi ville gerne have lavet den live, men vi er ikke gode nok til at spille sammen endnu, så vi prøvede det næstbedste og indspillede én ad gangen og klippede så lidt som muligt. Men man kan ikke høre nogen fejl, der er kommet med, siger guitaristen, inden trommeslageren korrigerer ham:

– Lige inden ‘Timebider’ går i gang, kan man høre Jonathan trække vejret i miken. Der var produceren god til at sige: Prøv at lytte til det her, for det giver en vildt god effekt. Det får det mere ned på jorden og i øjenhøjde.

Underwerket12

Pisfjæs
I øjenhøjde er også den afsluttende sang ‘Prøv Igen’, der sammen med åbneren ‘Rot Away’ er pladens eneste sange på dansk. Inden jeg får lov at spørge til det, spørger Christian Hammer Mattesen mig først, hvordan jeg har det med den sang. Jeg forklarer, at den fungerer for mig, fordi den kammer over og bliver helt tegneserieagtig i sine tilsvininger, og han nikker lettet. Det var ikke meningen, at der skulle flere dansksprogede sange med på ‘Nothing Is Good’ end programerklæringen i temasangen, og slet ikke, at det skulle være den sang.

– Ole og jeg var på vej ud for at indspille vokal, da Andreas ringede og sagde: Jonathan og jeg har skrevet en tekst på dansk, og vi synes, det fungerer. Da Ole og jeg hørte den, syntes vi, at det var så bøvet, at man skulle tro, det var taget direkte ud af Glostrup Storcenter. Jeg var lidt skuffet over, at den skulle være på dansk, fordi det efter min mening er pladens bedst skrevne sang, og det kunne blive en gimmick. Men da den kom på plads, gav det den en vibe som i Municipal Waste og Toxic Holocaust, som er rigtig fed.

Med linjer som “hvorfor skal du være sådan der”, “der er ingenting at se på sigt / tag en blyant og prøv at stave til ‘svigt’” og kraftudtryk som “pisfjæs” minder ‘Prøv Igen’ da også om en sviptur til de laveste samfundslag, hvor næverne sidder løst, og man er fuldstændig ublu om sine følelser. Også de mindre flatterende af dem.

Men på den måde passer sangen om venner, der svigter, og dens blanding af machismo og sårede følelser godt ind i det univers, Rot Away har skabt. Der er masser af attitude, og selvom de er bevidste omkring deres udtryk, er der en oprigtighed i det, som er smittende. Sådan som det helst skal være i genren.

– Det er en helt klassisk amerikansk hardcore og hiphop-vibe, der er i den sang. Vi har alle haft det lidt ambivalent med den, men jeg er overrasket over, hvor godt den fungerer, konstaterer Andreas Albrechtsen.

‘Nothing Is Good’ udkommer på Last Mile Records den 13. august.

Menu