RB 26: Mere, vildere, hurtigere
Maruja var i skarp konkurrence med Cult of Lunas torsdags-koncert, men hos denne signatur var der ingen nogen tvivl om, hvem der måtte gå af med sejren. Og med god grund.
Roadburn Festival er legendarisk af mange grunde. Ikke mindst fordi programmet altid udgør en evig række af afvejninger, prioriteringer og fravalg. Torsdag aften på årets festival stod valget mellem Cult of Lunas “early years”-koncert og så Maruja. Engelske Maruja blev dannet i 2014 og deres musik er en besyndelig og hårdtslående bastard af lige dele rap, støj og jazz. Fra voldsomme moshpits spillet vildere af alt-saxofonist Joe Carroll til de rolige dele af koncerten, hvor der blev plads til at få pusten og ikke mindst kramme sidemanden på opfordring fra forsanger Harry Wilkinson, var koncerten en opvisning i kontrolleret kaos, i, hvad der sker, når man er ligeglad med genrer, og hvordan jazzen sagtens kan puste liv ind i metallen og gøre den larger than life.
Det hektiske sæt, der føltes alt for kort, startede med, at publikum gjorde plads til et mosh-pit. Det er alligevel sjældent, at man oplever det, endnu før første tone er slået an. Derfra gik det amok i et rasende tempo, hvor Wilkinson og Carroll på fænomenal vis piskede publikum ind i en vildere og vildere mosh, der truede med at løbe løbsk i det frådende hav, som Marujas musik er. Det var ren lykke fra koncertens første tone til dens stemningsfulde afslutning. For som de mestrede den hårdtslående noiserock, mestrede de også de sarte, blå øjeblikke, hvor der faldt lidt ro på koncerten og hvor ikke mindst Carroll fik plads til at vise hvad han duede til. Og lad os lige dvæle ved ham et øjeblik. For han spillede hjernedødt godt. Maruja ville nok godt kunne slippe af sted med at undvære ham, men det havde været noget kedeligere. Med meget tydelige referencer ind i New Wave of British Jazz, noget, man også kan finde hos mere poppede kunstnere som The Comet Is Coming, på David Bowies Blackstar-album eller hos jazz-artister som Emma Jean Thackeray, sendte Carroll bølger af uforfalsket glæde gennem publikum, og der var mange, der flere gange lige måtte vende sig mod sidemanden for lige at dele deres forbløffelse og begejstring over de skrig, der kom fra hans undseeligt udseende saxofon.
Maruja handler om community. Om fællesskab. Om kærlighed. De favnede Roadburn-ånden, sådan som vi godt kan lide at tænke på den, og med tekster, der harcelerer mod uretfærdighed og krig, var det heller ikke særligt overraskende at finde et stort palæstinensisk flag på scenen, og lige så lidt overraskende var kampråbet “Free, free Palestine” som afslutning på tredje nummer. Noget publikum i øvrigt virkede ret enige om.
Det blev en intens, kontrolleret kaotisk og alt alt for kort koncert i The Terminals rå rammer, og jeg fortryder ikke et eneste sekund, at Cult of Luna tabte kampen i mit torsdagsprogram. Maruja derimod vandt mit hjerte - ikke mindst på grund af den vidunderlige saxofon.