Metal, moshpit og mandekram i Vega
Machine Head leverede over to timers sveddryppende metalmaraton, der både sparkede røv og samlede generationer – med Robb Flynn som selvbevidst ringmaster.
Ten ton hammer
Choke on the ashes of your hate
Now we die
The blood, the sweat, the tears
Is there anybody out there
None but my own
Rotten
Slaughter the martyr
Aesthetics of hate
Now I lay thee down
Old
Outsider
Locust
Bonescraper
Circle the drain
Darness within
Catharsis
Bulldozer
From this day
Davidian
Halo
Der er noget befriende ærligt over Machine Head i 2026. De ved præcis, hvad de er – og hvad publikum vil have. Turnéstarten i et næsten udsolgt Vega føltes derfor mindre som en satsning og mere som en sejrssikker entré. Og med ‘Imperium’ og ‘Ten Ton Hammer’ som åbnere blev barren lagt fra første breakdown: circle pits i fuld rotation og ølmaver i ufrivillig intervaltræning.
Det er en åbning, de har serveret mange gange før. Men som en god burger smager den stadig – hver gang.
Frontmand Robb Flynn var i vanlig topform: selvironisk, selvsmagende og komplet dedikeret. En mand, der udmærket ved, at hans plads i verden er på en scene med en guitar og et publikum, der råber tilbage. Og det gør de.
Setlisten var en rundtur gennem karrieren. Flynn adresserede selv fansenes evige splittelse: nogle vil kun have ‘Burn My Eyes’-æraen, andre sværger til ‘The Blackening’, mens nye fans er kommet til undervejs. Og selvom de fleste vist er enige om, at ingen savner ‘Supercharger’ – så var den også repræsenteret i form af ‘Bulldozer.’
Riffs, råstyrke og rodet følsomhed
Efter den eksplosive start dykkede koncerten en smule med ‘Chøke on the Ashes of Yøur Hate’ – et nummer, der ikke helt kunne matche klassikerne (og ja, de dér ø’er er stadig et mysterium).
Til gengæld blev midten af sættet et højdepunkt, da publikum fik lov at vælge mellem ‘Blood for Blood’ og ‘Aesthetics of Hate’. Sidstnævnte – en hyldest til Dimebag Darrell – vandt overlegent og løftede taget med sit nådesløse thrash-riff.
‘Now I Lay Thee Down’ beviste derefter, at metal i bund og grund ikke behøver være kompliceret: ét stærkt riff, en fængende melodi og maksimal levering. ‘Locust’ sendte energien helt op igen med et omkvæd, der nærmest kræver fællessang.
Så kom pausen fra kaosset. ‘Circle the Drain’ i akustisk version og ‘Darkness Within’ trak tempoet ud – og delte salen. Nogle snakkede højlydt hen over de stille passager, mens andre stod helt opslugte af Flynns personlige tekster om depression. Det var koncertens mest skrøbelige øjeblik.
Metal for pengene
Med langt over to timers spilletid var der i den grad “value for money”. Ja, der var tidspunkter, hvor man lige kunne hente en øl til 70 kroner og mærke det dagen efter – men kedsomhed indtraf aldrig.
I pitten udspillede sig små dramaer: midaldrende mænd, der havde sparet aggressioner op til at skubbe løs, kun for at ende i svedige forsoningskram. Smukt, på sin helt egen brutale måde.
Afslutningen med ‘Davidian’ og ‘Halo’ samlede det hele i én stor fællesudladning, inden lyset blev tændt, og kamphanerne kunne nikke anerkendende til hinanden.
Machine Head leverede varen. Ikke perfekt, men tæt på – og løftet af et publikum, der ville det mindst lige så meget som bandet selv.