10 hurtige – Morten Birk
Han er ikke bare blandt landets bedste lydmænd for de store metalbands, han er også ophavsmanden til den fremragende podcast Lyden af Dansk Metal. Mød den gode Morten Birk.
Når Baest i aften vender tilbage i Store VEGA, er det igen med Morten Birk bag lydpulten. Jeg og Birk har kendt hinanden i omkring 30 år, hvor vi voksede op i Vejle og delte en umættelig passion for musik. Mens jeg for 25 år siden drog til hovedstaden og endte med at skrive om musik, så forblev Birk i Jylland, hvor han blev en del af musikken og er anerkendt som en af landets skarpeste lydmænd.
Igennem to årtier har Birk sikret den gode lyd for utallige af de helt store navne som blandt andre Illdisposed, Dawn of Demise, Saturnus og senest Baest. Han har også oplevet den store verden som tidligere lydmand for Pretty Maids.
Morten Birk er ikke bare en fantastisk fyr, han har også en arbejdsdisciplin, som de færreste kan matche. Udover at arbejde på Teatret Svalegangen i Aarhus, og ved siden af være lydmand til sindssygt mange koncerter hvert år, lige tage sig af familien med syv børn! (fire egne og tre bonus) så cykler han også landet rundt og er stor fan af cykelsport.
I sommeren 2022 hørte han en podcast, der gik i dybden med cykelsportens store stjerner, der satte en tanke i gang hos Morten Birk. Få måneder efter blev tanken til virkelighed, og Birk lancerede podcasten Lyden af Dansk Metal.
Her over tre år og utallige fremragende episoder senere er Lyden af Dansk Metal uden tvivl den bedste podcast om heavy metal, dansk mediehistorie har oplevet. Med tiden er podcasten blevet til en trio, hvor Birk har fået assistance fra Anders Gyldenøhr og Heinz Jacobsen, der begge er rutinerede musikere i dansk heavy metal. Til sommer kan du opleve podcasten live, når Birk har gæster på scenen under Næstved Metalfest.
I podcasten er det Birk, der stiller spørgsmålene, men hvilke favoritter og gode oplevelser har han egentlig selv? Det får du svar på her.
Hvad er dit første minde med Heavy Metal?
Jeg havde fået ‘Master of Puppets’. Jeg er efternøler og var en tur i sommerhus på Djursland, og det var lange weekender, mine forældre og mig. Men tiden blev brugt flittigt på at høre Metallica grundigt, sidde med coveret og følge med i teksterne. Husker særligt, hvordan ‘Orion’ åbnede sig for mig, og hvordan den åbnede mig for helt andre lag i heavy metal – et magisk øjeblik, som jeg altid tænker på, når jeg hører den instrumentale perle fra 1986, som jo nok er Cliffs masterpiece.
Hvem er dit favoritband(s) gennem tiderne?
Katatonia – Jeg elsker det svenske, deprimerende lag. Det er lyden af et univers, hvor der kun er gran, ravne og evigt regnvejr. De har lavet mange fantastiske plader, dog også med et par forbi’ere i nyere tid. Men de udgivelser, der kom i de tyve år fra ‘Brave Murder Day’ (1996) og helt frem til ‘The Fall of Hearts’ (2016) er virkelig nogle højdepunkter. Jeg er så ked af, at modtagelsen ikke er større. Jeg gad godt se dem i en 5000 menneskers arena med et stort setup, og ikke på den lille scene i Fængslet i Horsens med elendig akustik, som på Jailbreak Festival i 2024.
In Flames – mit hjerte banker altid for ‘Colony’ og ‘Clayman’, men jeg kan faktisk også rigtig godt lide den nyeste, ‘Foregone’.
Pantera – fordi de spillede bedre end alle på det tidspunkt. Jeg så forleden en video fra 1992, som blæste mig helt bagover – de var så gode på alle fronter. Jeg nød også virkelig at se Phil og Rex til Panteras comeback på Copenhell i 2023.
Hvilken musiker vil du helst drikke en øl med på en bar?
Jeg er faktisk så heldig at have drukket mange øl med Kenneth Hammer fra Pretty Maids, og når han ruller ud for historierne, så er det aldrig kedeligt. Det balancerer konstant imellem ondsindet mobning og kærlighed. Mikael Simpson vil jeg også gerne sidde sammen med og høre på hans underspillede humor. Men hvis det virkelig skulle være, så skulle det være James Hetfield i 1991, men ikke efter det.
Hvad er dine fem yndlingsplader?
Illdisposed – ‘There’s Something Rotten… in the State of Denmark’
Husker, at jeg sad og så dokumentaren ‘Headbang i hovedlandet’, der udkom samme år som pladen, på en sen hverdagsaften i 9. klasse eller 1.g. Jeg havde altid syntes, den type musik var for vanvittigt for mig. Men de riffs Lasse Bak fik tryllet ud der, damn! Nå, men det åbnede klart døren til de andre Illdisposed-klassikere og faktisk hele dødsmetallen.
Dawn of Demise – ‘Hate Takes Its Form’
Fordi de første syv numre er en all you can eat-buffet af fantastiske riffs. Jeg var på turné med The Burning, da Dawn of Demise udkom med den her vilde debutplade. Jeg husker, hvor stille der var i tourbussen, efter vi havde hørt pladen, der udkom stort set på samme tid som The Burnings debut ‘Storm the Walls’. ‘Hate Takes Its Form’ minder mig om nogle af de bedste år af mit liv og var soundtracket til mange af de gode minder. Kims trommer er så fantastiske, især de mange stilarter, der bliver til et samlet udtryk. Og så ligger Scotts vokal bare så godt altid, og har altid gjort det.
Nicolaj Nørlund – ‘Nye Optagelser‘
Den mest autentiske, danske plade nogensinde. Det er indie, det er følsomt, det er dybt, men det er troværdigt og ærligt. Den rammer så godt, at jeg får følelsen af, at pladen er skrevet kun for mig. Ligesom en god plade med Neil Young også kan give mig. ‘Nye Optagelser’ udkom, da jeg var 15 år og satte ord på alle mine følelser som ungt menneske, og jeg kunne spejle mig i Nørlund som en blanding af en lidt smart københavner og genial, men skæv eksistens. Alt det kommer ud på ‘Nye Optagelser’, der i øvrigt rimer lidt på heavy metal, da den er indspillet hos Flemming Rasmussen i Sweet Silence Studios. Selvom det virker til, at Nørlund selv lavede det meste arbejde bag pulten.
Mikael Simpson – ‘Stille & Uroligt‘
Den er så velbalanceret, tung, elektronisk og musikalsk, og teksterne består kun af meget få, men velvalgte, dybe ord. Fantastisk tidløs og en plade, jeg gerne sammenligner med Portishead og Massive Attack. Det er lækkerier og vedkommende, og Simpsons har et sprog, der taler de små ord op til poesi. Fuck jeg elsker det, og live elsker jeg hans selvironi omkring det samme.
Deftones – ‘White Pony’
En plade, der altid overrasker med den melodi, der kommer fra de lag, der ikke er der. Fantastisk produktion, som jeg stadig bruger den dag i dag til at høre, om et større PA-anlæg lyder godt.
Hvad er din bedste koncertoplevelse nogensinde?
Malk de Koijn på Horsens Ny Teater i 2009, der var lige efter, at den nye rygelov var sat i sving. Der var så mange joints i luften, at alle vagterne gav op. Men der var musikalsk legestue og greatest hits, et par år før den fænomenale ‘Toback to the Fromtime’ udkom.
Korn på Copenhell i 2011. Vi havde lige lukket The Burning ned (uden at vide det) og gik over og blev blæst væk af en magisk spilleglæde, og jeg blev fuldstænding mancrushed i trommeslageren Ray Luzier. Så kom der faktisk et par vildt gode KoRn-plader i årene lige efter.
Hvilken platform bruger du til at opgave ny musik?
Jeg bruger Spotify til det, og så er jeg faktisk blevet rigtig glad for de ting, Bøtter og Trolle laver i Sort Søndag, som jeg hører på mine løbeture.
Hvilket band er din Guilty Pleasure?
Roxette – uden tvivl. Det er jo et af de bedste bands ever fra 1988-1994. Hold op nogle fede skiver! Jeg elsker alt ved det; produktionen, koret, de lamme riffs der næsten er for banale, men så fængende.
Hvilke fordomme er du blevet mødt af som heavy-fan?
Når man ligner én type, der arbejder på et kontor, og også gør det. Så er der ingen, der fatter det. Jeg vil sige, at forestillingen om, at miljøet er dumt og uintelligent, er den største fordom. Det var faktisk også en af grundene til, at jeg startede podcasten. Jeg ville vise, at der sad nogle af de klogeste hjerner, som havde nogle fantastiske historier på hjerte, og hvordan de formidlede dem via deres musik. Det synes jeg faktisk er gået meget godt.
Hvilke gode oplevelser har du haft i metalmiljøet?
Jeg har faktisk kun haft gode, selvom jeg er den, der overhovedet ikke passer ind. Jeg kan mærke, det er underligt at blive gammel i miljøet og være vidne til et generationsskifte. Men jeg nyder det, og den følelse af fællesskab og at have nogen at dele sin passion med er bare fantastisk. Så har jeg også set det meste af verden via metallen, og det har været skønt alle de steder, jeg er kommet.
Hvorfor er du heavy-fan?
Fordi det rykker ved noget helt grundlæggende i mig. Man skal være underlig, hvis ens verden ikke bliver bedre, når In Flames’ ‘Only for the Weak’ spiller for over 100 decibel – det gør noget, som intet andet kan. Jeg føler, jeg kan alt, når jeg bliver en del af musikken, og lige i det øjeblik føler jeg mig faktisk lidt som en superhelt. Det kan være til en koncert eller på E45 kl. 6.45 en onsdag morgen. Jeg elsker alt ved musikken, og så er jeg faktisk endnu mere vild med miljøet, som vi har sammen. Det skal vi passe på, men det kommer af sig selv, fordi det er mest er gode mennesker, der hører metal!