Brandtrekanten opfyldt
Med 47 minutters brandvarmt og brændbart materiale har bandet fået en livgivende dosis ilt, så navnet In Flames endelig er hot igen.
2. State of Slow Decay
3. Meet Your Maker
4. Bleeding Out
5. Foregone, Pt. 1
6. Foregone, Pt. 2
7. Pure Light of Mind
8. The Great Deceiver
9. In the Dark
10. A Dialogue in B Flat Minor
11. Cynosure
12. End the Transmission
De svenske mestre i melodisk metal, først med dødsmetallens kant som medskabere af melodøden og så siden med diverse afarter af metalcore, rock og til tider sågar et poppet, catchy twist til blandingen, er tilbage med det 14. album. Om 'Battles' (2016) skrev vi, at svenskerne for alvor havde forladt den genre, de selv havde været med til at definere. 'I, The Mask' (2019) blev beskrevet som et mislykket brobygningsforsøg mellem tidsaldre, men også at guitaren og intensiteten endelig var skruet lidt i vejret.
Og dét er dér, hvor In Flames anno 2023 også tager fat. Det intense er atter skruet i vejret med masser af guitar, og Anders Fridéns råben og growlen har ikke været lækrere i mange år. Der er nogle virkelig fede dybe growls og en helt generelt lækker vokalpræstation. Man kan selvfølgelig ikke helt tage In Flames ud af In Flames, og bandet kan stadig gå den utroligt melodiske vej i omkvæd og på guitarleads, så det skriger In Flames. Bryce Paul på bas og Tanner Wayne på trommer er med for anden gang på et In Flames-album, som gode gamle Björn Gelotte og Anders Fridén i In Flames-regi har sat sammen med fordums styrke. Ny er ex-Megadeth guitarist Chris Broderick, og selvom alt på albummet stadig skriger In Flames, dog med fornyet gnist og vitalitet, så er det faktisk til at høre, at der på guitarleads er noget, der gerne tager på en stilistisk omvej, der ikke helt følger patenterne, der i sin tid blev indhentet af herrerne på bandets hovedkontor.
Friske, gammeldags bolcher
Frontmand Fridén har udtalt om albummet, at det er et "mix mellem fortiden, nutiden og dér, hvor vi nu en gang er på vej hen." Sagt på en anden måde, så har det ikke til hensigt at overraske nogen, der har bare det mindste forudgående kendskab til, hvordan In Flames har lydt siden 'Clayman' (2000). Men når man høster gevinsten fra noget af det fedeste fra fortiden og pakker det i en fyldig, dynamisk metallisk lyd, og samtidig laver noget af det lækreste catchy melodiarbejde i mange år fra bandet, så er et forsøg på en fornyelse af genren også unødvendigt. Ved første lyt lyder det lidt som business as usual, selvom man bemærker det ekstra tempo efter den nærmest obligatoriske, akustiske intro på albummet.
Men selvom nogle riffs på de hurtige numre måske ved første lyt kan virke generiske og skåret ud af det, man allerede kender fra In Flames, så er det ved næste lyt og lyttene derefter, at kvaliteten står frem. Det her går på hjernen. Positivt. Der er en lyst til at høre albummet igen og igen.
Bid, dynamik og skøn tyngde
Der er bid i 'State of Slow Decay' og 'Meet Your Maker'. Førstnævnte har klassisk In Flames-riffarbejde, mens sidstnævnte flirter med tung dødsmetal og topper det med lækkert melodisk samspil mellem vokal og guitar. 'Bleeding Out' har dyster elektronik og staccato-riffs med dertil passende rytmisk dynamik og stort, episk omkvæd.
Titelnummeret, part 1, er hårdt og har noget af albummets lækreste vokal i det grove område. Her er vi måske længst tilbage i bogen i In Flames lektion i In Flames. Part 2 af nummeret bringer det tunge, men også det afdæmpede, som vi også forkæles med på den nærmest balladefængende 'Pure Light of Mind', der følger efter. Lidt af en hymne. Tungt er særligt starten på 'Cynosure', som skal være et ganske kærkomment varsel om fremtiden, hvis det er noget som dette hr. Fridén betegnede, som hvor bandet nu var på vej hen.
'The Great Deceiver' blander pågående metallisk hardcore-riffs med afsluttende haler af melodødskrydderier. 'A Dialogue in b Flat Minor' er metallisk og dansabelt, sikke det svinger! Fornemt rytmisk job, og så en meget moderne vokalføring og produktion heraf. Men så kommer growlet og det tunge stykke. Og så et store, store omkvæd. Et nummer, der ville blive til rod for mange bands, men In Flames-krydderiet og det solide arbejde i produktionen binder det behændigt sammen. Næppe et nummer for alle, og hvis man var ved at tabe tråden, så kommer der lige en akustisk outro, der kunne være et fraklip fra 'The Jester Race' (1996).
Også afslutteren 'End the Transmission' kommer med et finurligt valg på omkvæd, som er en hybrid mellem simpel pop og noget klinisk, der lyder industrial-inspirereret selvom elektronik-elementerne ikke er i brug her. Og skulle man have glemt, at man var blevet lovet mere aggressivitet, så kommer den del også fint frem i nummeret, der riffer godt løs. Og en guitarsolo de luxe.
På den måde fik skribenten bag denne anmeldelse nævnt alle sangene på de 47 minutter, som man er i godt musikalsk selskab på 'Foregone'. Formålet herved var at give udtryk, for at alle sange på skiven kommer med noget, der er værd at høre. Og dermed sagt, så er det her In Flames i bedste form siden 'Come Clarity' (2006). I et forsøg på at være objektiv, for denne anmelder vil måske være fræk og sige 'Colony' (1999), men så også tilføje, at der er elementer fra tiden herimellem og frem til nævnte 'Colony', der også har farvet udtrykket på 'Foregone' for den del, som bandet kalder at genbesøge fortiden.