Tonet i mørke, melankoli og momentvis magi
Radiohead viser stadig storform i et mørkt og helstøbt show, men udfordrer sjældent de trygge rammer, der engang gjorde dem uforudsigelige.
2 + 2 = 5
Sit Down. Stand Up.
Lucky
15 Step
The Gloaming
Kid A
No Surprises
Videotape
Weird Fishes/Arpeggi
Idioteque
Everything In Its Rights Place
Bloom
The National Anthem
Daydreaming
(Nice Dream)
Let Down
Bodysnatchers
—----------
Fake Plastic Trees
Jigsaw Falling Into Place
Paranoid Android
All I Need
You And Whose Army?
Just
Karma Police
Det er vildt, så stort et trækplaster denne serier af koncerter er blevet. Ikke nok med, at vi snakker fire shows og 65.000 billetter, der blev udsolgt på ingen tid, men alene indsatsen, de fleste gennemgik for at score billetterne via en kompleks billetsalgs-opsætning, der fik hylet mange ud af den undervejs.
Til gengæld snakker vi en tour, der kun runder fem venues, men så til gengæld også tiltrækker dét flere koncertturister fra omverden. Alene det at se nyheder om folk, der rejser fra destinationer som USA, Hong Kong og New Zealand alene for at opleve disse koncerter, en af dem endda som vedkommendes første koncert i hele sit liv, siger alt om, hvor særligt det her er. Sidste gang Radiohead turnerede var i 2018, og det bidrager selvfølgelig også til trækplasteret – og når nu der ikke er nyt materiale at promovere, så er der vel rig lejlighed til nostalgi i stride strømme? Mere om det senere …
Set-uppet er interessant, som vi træder ind i salen. Med scenen i midten af rummet, omkranset af en sort box, indtil klokken slår 20:30. Ambiente versioner af Radiohead-kanonen fører os ind i deres krøllede univers, mens arenaen stille og rolig fyldes op. Foran mig to modne damer i hijab. Bag mig fire venner, der snakker noget spansk-klingende. Alle aldersgrupper repræsenteret, som jeg kigger mig omkring. Radiohead favner tydeligvis virkelig bredt, uden nogensinde at have givet køb på deres kunstneriske merit – det er trods alt ikke deres skyld, at ‘Let Down’, som da også er på sætlisten i aften, lige pludselig er blevet del i en tilfældig TikTok-dille.
Forløsning og rejehop
Scenen tager sig stadig ud som en tillukket boks, man kun kan se gennem gitre, da sættet åbner med ‘Planet Telex’, men i takt med det forløsende omkvæd i ‘2 + 2 = 5’ løftes boksens sider, og vi ser hele bandet folde sig ud, mens en spot oplyser gulvsektionen. En fortræffelig åbning, holdt oppe af den efterfølgende ‘Sit Down. Stand Up’, ligeledes fra ‘Hail to the Thief’, hvor bassen og boksens sider, der resten af koncerten fungerer som skærme, lægger et dystert skær, lige så hårene rejser sig, og kun forstærkes yderligere af Yorkes smittende rejehopdans i den trippy outro.
Derefter bliver enhver bekymring om sanger Thom Yorkes stemme, ovenpå de første to koncerters udskydelse p.g.a. halsinfektion, gjort til skamme i en rørende smuk udgave af ‘Lucky’, der om noget bekræfter, at han stadig har stemmen fra dengang for snart 30 år siden – også selvom hans vokalapproach med årene har ændret noget karakter på plade.
En stærk indledning til aftenens to timer lange program, der kommer godt rundt i kataloget, lige fra de tidlige, mere alt-rockede bedrifter til 00’ernes mere søgende udskejelser. ‘The Gloaming’ antager en rent elektronisk karakter, ligesom ‘Idioteque’, der dog her i live-versionen står i et lidt mere underspillet, dystert skær, lige indtil den rundes af i et trancet overgear, med en lystigt dansende Yorke til at gejle stemningen op. Blot to af flere indslag undervejs med leg, dans og liv i hele arenaen, forløsende lækkert, mens du så i den anden ende også finder fx den gedigne lighterbasker ‘No Surprises’, der, uagtet jeg selv altid har set den som det sukkersødt brodne kar på mesterværket ‘OK Computer’, stadig smitter umiskendeligt i momentet i kraft af hele arenapublikummets akkumulerede sentimentalitet.
Skærmene, der hæves og sænkes henover bandet koncerten igennem, fungerer glimrende til både at vise bandet selv og alskens visuelle glitches i distortede farvetoner. En fed, alternativ setting, ligesom instrumentparken er overdådig, men aldrig forceres unødigt. Det musikalske frisind fra tiden omkring ‘Kid A’/Amnesiac’ til gennemgående at bryde op og bygge på, og betragte kompositionerne som en art Lego-klodser i et konstant flux, lever tydeligvis stadig videre i live-regiet.
Blæksprutten, legeonklen og støttepillen
Jonny Greenwood er som altid lidt af en blæksprutte, hvor alskens guitarer og tangenter på tværs af scenen deler hans aftryk, også selvom han ikke udadtil gør nogen væsen af sig. Den del overlader han til Thom Yorke, der virkelig er i hopla i aften. Danser, leger med kameraerne og ikke mindst synger rørende smukt, hvor kun lidt mere kraft i leveringen er savnet her og der – hvis da ikke blot det er en lydmandsting.
Udover de to mere oplagte, levende billeder på scenen, så fortjener Philip Selway så absolut også ord med på vejen i aften. Bandets undervurderede støttepille. Fysisk er han ganske ubemærkelsesværdig, sikkert centraliseret midt på scenen uden nogensinde at stjæle rampelyset, men i alsidighedens navn kan han både antage den elektroniske puls under fx ‘Idioteque’ og i den anden ende af spektret lave et utal af taktmæssige twist and turns i en dybt bevægende udgave af den altid fortryllende ‘Paranoid Android’. Altid lige på kornet hvert et milisekund, hvor også hans krydsninger med live-percussionist Chris Vatalaro løfter helheden.
Det bliver ved flere lejligheder synligt, at mørket og det underspillede dominerer en kende mere, end jeg har oplevet ved deres tidligere koncerter, som f.eks. i nogen lige lovligt tunge takes på ‘Everything In Its RIght Place’ og ‘The National Anthem’, der ellers netop står ud som nogen af de mere drevne indslag på ‘Kid A’-pladen. Måske fordi Radiohead i dag er et andet sted i livet. Har knap så meget at ligefrem skulle bevise, omend de da stadig gasser lidt op her og der, uden dog for alvor at bryde op med sangenes vante former. Nostalgifaktoren er naturligvis uundgåelig for dem, der er disponeret sådan, men Radiohead er åbenlyst også stadig vedkommende og spændende, uagtet det indimellem føles lige lovligt sikkert.
Når hjertekulen aktiveres
Til højdepunkterne kan vi f.eks. fremhæve ‘You And Whose Army?’ for Yorkes bærende karakter, som han flirter med os alle i close-up over skærmene, og bryder ud i spontane danse frem og tilbage fra pianoet, i kontrast til sangens ellers dybt introverte karakter. Eller igen den intet mindre end magiske ‘Paranoid Android’, hvor især den flerstemmige vokal i hele den drømmende midtersektion går lige i hjertekulen. Og, ej at forglemme, ‘Weird Fishes/Arpeggi’ tidligt i sættet med sin skæve rytmik, igen perfekt underbygget af Selway, med de fint synkoperede lag i Greenwood og Ed O’Briens hypnotiske guitarmotiver.
Højdepunkterne er mange, og selvom jeg i dag især savner ‘Pyramid Song’, og min absolutte favorit ‘There There’, så er det virkelig svært for alvor at se sig sur over noget på en aften som i aften. De blander fortrinligt deres rockede og deres elektroniske facetter i det for Radiohead velkendte, melankolsk drømmende opkog, i flere tilfælde i een og samme sang. Alene det faktum, at vi snakker de fem helt samme medlemmer stadigvæk, som på debuten ‘Pablo Honey’ tilbage i 1993, siger sit om, hvorfor samspillet flyder så gnidningsfrit som det gør, og de har tydeligvis hele arenaen i sin hule hånd.
Det er så samtidig også der, hvor jeg savner lidt af den fordums gnist til at stå ud. Til at udfordre sit publikum, hvor vi i dag, efter syv år væk fra scenekanten og uden noget nyt i ærmet, får den relativt sikre løsning. Et skønt genhør, som jeg hellere end gerne tog igen til nogen af deres øvrige koncerter de kommende uger, hvis lejligheden bød sig, men derfor må man nu også gerne fantasere sig tilbage til koncertoplevelserne dengang, hvor de havde noget mere på spil end her i dag.
Når det er sagt, så var det bestemt både en stærk tour de force gennem kataloget og en samlende, inkluderende oplevelse på tværs af nationaliteter, årgange, kulturelle indfaldsvinkler og hvad har vi, mange i den syvende himmel … det er tydeligvis, hvad syv års ventetid på at gense de underlige fisk fra Radiohead gør ved os alle.