Den Ekstrametalliske Dimension: Radiohead - ‘Hail to the Thief’

Yorke & co. bryder med det fortænkte og smelter electronicaen og rocken sammen i et mere spontant mindset. Resultatet er et anti-mesterværk, der brillerer på mere retrospektiv vis end vanligt.

Hvordan følger man op på plader som ‘Kid A’ og ‘Amnesiac’? Plader, der var blevet til under de samme indspilninger, og som var et bevidst brud med deres rockbaserede fundament, der havde fået deres navn udover stepperne med bl.a. ‘Creep’-hittet fra debuten, den mere melodisk funderede ‘The Bends’ og ikke mindst ‘OK Computer’, der hurtigt skulle vise sig at blive et fyrtårn for det, der sidenhen blev betegnet som post-rock. Succesen og opmærksomheden motiverede dem til at søge helt andre veje i stedet for at forsøge at lave en ‘OK Computer 2’, og ‘Kid A’ og søsterpladen blev deres eksperimenterende detour, hvor de elektroniske virkemidler blev mere dominerende, og udtrykket blev betydeligt mere introvert og legesygt. Modige, fremadskuende udgivelser, der for alvor gjorde det klart, hvor meget Radiohead altid går deres andre veje, og ikke køber ind på det forudsigelige, hvad end vi nu måtte forvente blev deres mere naturlige, næste skridt.

Hvor fantastiske de to plader end var, så viste de sig svære at gengive live med den stramme lagkage af overdubs i studiet, og Oxford-kvintetten havde brug for mere frihed, mere spontanitet. Med den grundindstilling drog de til Los Angeles med deres faste producer Nigel Godrich i september 2002 og producerede på 14 dage grundsporene til, hvad der skulle udvikle sig til ‘Hail to the Thief’, én sang per dag. En effektiv sangskrivningsproces med mere fokus på live-takes end overdubs for derved at smelte det elektroniske og rocken sammen, og undgå at blive alt for overanalyserende. Instrumenteringen blev mere konventionel, med mindre digital manipulation. Trommemaskinen var væk. Effekterne på Thom Yorkes vokal blev nedbarberet. Guitarist og altmuligmand Jonny Greenwood brugte ganske vist stadig sine modular-synths og den såkaldte Ondes Martenot (theremin-pendant), men skar samtidig ned på effektpedalerne for i stedet at rette fokusset mod at gøre guitarspillet mere inspirerende.
En tilgang, der resulterer i en mere melodisk, sangfokuseret plade end forgængerne, hvor flere numre trækker på den lettere Pixies-inspirerede opbygning af spænding fra det underspillede til det forløsende, som Radiohead havde brugt tidligt i karrieren. Og i den forstand også den første, og stadig den dag i dag eneste, plade i deres karriere, der antager en mere retrospektiv karakter.

I kølvandet på 9/11 var Yorke naturligt påvirket af det øgede fokus på terror og hvordan Bush-administrationens politik påvirkede omverdenen, men ville i tekstuniverset hellere fokusere på den psykologiske effekt af terror eller, som han valgte at beskrive det, “den generelle følelse af uvidenhed, intolerance, panik og dumhed”. Som nybagt far valgte han samtidig en strategi, hvor han destillerede temaerne ned til en mere barnlig simplicitet med indskud fra eventyr og folketro, og seriøsiteten gennemsyrer teksterne med Yorkes åbenlyse bekymringer for verdens tilstand, og hvordan den vil påvirke de kommende generationer. Alene et hurtigt scan ned over sangtitler som ‘Scatterbrain’, ‘A Wolf at the Door’, »Sit Down. Stand Up’, og ‘2+2=5’ illustrerer helt åbenlyst Yorkes forvirring og bekymring.



Efter lidt betænkningstid blev de sidste indspilninger og mixningen overstået i London i januar 2003, og udkom så i juni samme år. Deres længste plade til dato, stadig den dag i dag, på hele 56 minutter, men hvor hver sang så til gengæld går skarpt til bidet uden alt for meget omsvøb, og sjældent varer meget mere end fire minutter. 

Den eksplosivt forløsende ‘2 + 2 = 5’ (en George Orwell-reference fra ‘1984’) er en fortræffeligt rocket åbner til at indkapsle, at vi nu er et ganske andet sted end på 2001's ‘Amnesiac’, mens ‘Sit Down. Stand Up’ gradvist hypnotiserer os ind i en elektronisk malstrøm, som den når sin finale. Som en nærmest vuggevise-lullende piano-ballade følger den dybt bevægende ‘Sail to the Moon’ med lyriske referencer til Noahs Ark, imponerende nok skrevet på blot fem minutter til Yorkes søn Noah. 

En fortræffelig triade af sange til at kickstarte en plade, der lystigt bevæger sig fra den ene yderlighed til den anden. Ikke alt står lige skarpt – men det, der står skarpest, er så til gengæld i flere tilfælde nogle af de skarpeste skud i hele Radiohead-kataloget.
‘Where I End and You Begin’ er fx en af de absolut mest undervurderede Radiohead-sange. En hypnotisk bevægende sag, hvor Philip Selways som altid ukonventionelle, nærmest krautede trommerytme sammen med Greenwoods Ondes Martenot lægger fundamentet, og alt holdes lækkert underspillet hele vejen igennem, mens Yorke insisterende gentager “I will eat you all alive” og “There’ll be no more lies” som underbygning af hans gennemgående frustrationer. 



Med vampyriske undertoner slæber ‘We Suck Young Blood’ sig klaustrofobisk snøvlende af sted som en art slaveskibssang på et fundament af håndklap, og med et berusende jazzet crescendo på halvvejen, som en art lyrisk satire over Hollywoods konstante ønske om at forblive ung og udsuge folk for energi. ‘Myxomatosis’ er også en fortræffeligt undervurderet skæring, båret frem af Colin Greenwoods fuzzede basgang, mens hans bror kanaliserer new wavede goth-synths, og Yorke messer dystopisk om tankekontrol og mediecensur.

Og endelig har vi ‘There, There’. På mange dage det bedste nummer, Radiohead nogensinde har skrevet. Lækkert pulserende fra start med det vævende guitarspil og samspillet mellem Greenwoods bas og Selways låste groove, mens Yorke crooner sig adstadigt frem til sangens klimaks, hvor det spontane feel, bandet stilede efter fra starten, for alvor folder sig ud. Linjen "Just 'cause you feel it, doesn't mean it's there", der gentages gang på gang, demonstrerer om noget Yorkes teser om paranoia og frygt for det ukendte – og efter sigende græd han da også af glæde, da han hørte sangen efterfølgende. Jeg forstår ham fuldt ud – intet at sige til, at den har været en fast del af bandets live-repertoire lige siden.



Flere andre numre fortjener også flotte ord med på vejen, som fx den meget 90’er-smagende ‘Go to Sleep’, hvor Yorke på blændende vis får demonstreret, hvordan han kan gentage en simpel sætning som “over my dead body” og vride og dreje den, så den kommer til at betyde lige, hvad han vil have den til. Eller den bitre paranoia, der præger den tungt slæbende albumlukker ‘A Wolf at the Door’, hvor Yorke igen får foldet hele registeret ud på både messende, vrængende, croonende og nynnende vis.

Kun enkelte sange føles overflødige, som fx ‘Amnesiac’-resten ‘I Will og ‘Scatterbrain’, der snildt kunne have været barberet væk for at få helheden til at stå dét skarpere. Bandet har da også selv tidligere kritiseret pladen for at være lige lovligt lang, og at sekvenseringen givetvis kunne have været bedre – omend de gudskelov lader til at have fået mere kærlighed til den i nyere tid, nu hvor de i år både har inkorporeret sangene i et Hamlet-teaterstykke, samt har udgivet en plade for en måned siden med live-udgaver af næsten samtlige sange på pladen.

Titlen er i øvrigt dels en sarkastisk reference til ‘Hail to the Chief’, nationalsangen for den amerikanske præsident, samt en henvisning til leaket af tidlige indspilninger af pladen, før den udkom, dengang hvor Napster var en ting. En faktor, der sidenhen skulle vise sig at være væsentlig i forhold til deres valg af selv at udgive efterfølgeren ‘In Rainbows’ on-line efter pay-what-you-want modellen for ned til nul kroner – hvilket på det tidspunkt skulle vise sig at blive en banebrydende udgivelsesstrategi, mange andre valgte at følge.



Med ‘Hail to the Thief’ forsøgte de ikke at skabe endnu et mesterværk. Det var vel snarere et slags anti-mesterværk, som i en retrospektivt funderet, velkomponeret samling af sange, hvor de internaliserede en fusion af eksperimenterende electronica og alternativ rock, som var deres mantra tidligere i karrieren. Det er lyden af et band, der på en måde havde nået sit højdepunkt og måske var mindre sikker på, hvor de vil hen, men hvor det reelt viser sig mindre væsentligt. Det er både dens styrke og dens svaghed, at den ikke har så meget en selvstændig retning, som at den i sammensmeltningen af rock og elektronisk musik dækker “de to hjernehalvdele i Radioheads hjerne”, som Selway så passende udlagde det efterfølgende.
EMI valgte givetvis singlerne (‘Go to Sleep’, ‘2 + 2 = 5’ og ‘There, There’) for at føre dem frem igen som et stort rockband og konkurrere med bands som Coldplay og Muse, men Radioheads publikum var et ganske andet. Noget, som ‘Hail to the Thief’ kun bekræftede med sine underspillede, foruroligende energier, sin lyriske idérigdom og sin brede, musikalske vingefang. 

Som et throwback til en anden tid midt i turmulten ovenpå 9/11 er dens foruroligende følelse af uro ikke desto mindre meget velegnet til nutiden, hvor vi står i en verden i oprør her i midten af 2020’erne. Ideen om at bruge eventyrlige billeder til at fremhæve, hvordan totalitarismens fremmarch og meningsløse konflikter ødelægger børnenes fremtid, er helt utrolig, og sange som ‘Sail To The Moon’ og A Wolf At The Door’ udnytter dette tema til fulde. 



Der er ingen tvivl om, at det tog mig længere tid at vænne mig til denne plade end til nogen af forgængerne, men tiden og vedholdenheden har i stor stil talt dens sag. ‘Hail to the Thief’ er på en tænkt, subjektiv parameter givetvis ikke Radioheads “bedste” album, men den vedbliver at være inspirerende, ikke mindst p.g.a. flere af bandets mest idérige sange, der på hver deres måde smelter Radioheads styrker sammen til et inspirerende, mere organisk hele, og stadig lyder lige frisk den dag i dag.
En fantastisk plade at begrave sig i, selvom den er lidt ru i kanterne. Indimellem kan den føles kaotisk lydmæssigt, uden samme sammenhængende lydpalet som fx ‘The Bends’, ‘Kid A’ eller ‘In Rainbows’, men så vinder den til gengæld dét mere på bredden – og på kvaliteterne i at høre Radiohead bryde formerne op og lægge de overanalyserende tendenser på hylden, bare for en stund.

Hvor langt væk fra metal er det her?
I tyngden og den lyriske substans, ikke så langt. Det er en alvorstung plade, som perspektiverer terrorens indvirkning på mennesket, og den tematik kunne du sagtens også have fundet på en given thrash-plade.

Er der overhovedet noget metal over det?
Yorke trækker både horror- og fantasy-referencer ind i tekstuniverset. Referencer, et utal af metalbands også kunne have trukket op af metafor-hatten.
Derudover er brugen af underspillede opbygninger til forløsende crescendoer også meget brugt i mere progressive og/eller grunge-inspirerede kredse, hvis vi skal bevæge os lidt bredere.

Hvorfor skal man høre det, hvis det ikke er metal?
Fordi den dynamik og tyngde, vi kender fra metallens værktøjskasse, snildt kan findes i andre udtryksformer – og her har du bare flere af deres bedste sange samlet på én virkelig stærk Radiohead-udgivelse, der som undtagelsen til reglen ikke distraherer dig unødigt med tematiske bekymringer, bevidst innovation eller forsøg på at tvinge et bend (bevidst pun) ind i deres kunstneriske bane.

Hvad gør det ved ens måde at høre metal på at have hørt det her?
Det åbner dine ører for en anden måde at forene elektroniske og rockbaserede virkemidler under samme kunstneriske palet – noget, der gudskelov er meget mere accepteret her i 2025, bl.a. på grund af foregangsmænd som netop Radiohead.

Er der noget, der faktisk er metal, som minder om det her, man kan høre i stedet?
Det ville være noget vrøvl at påstå 1:1 – ikke mindst i lyset af Thom Yorkes skrøbelige vokal.
Hør det for tyngden, for dynamikken, for den bevægende sangskrivning, for de fortsat aktuelle tekster og for den inspirerende måde at smelte forskellige genrer sammen på.
Og ikke mindst, hør det for hvad det er, på sine egne præmisser, og ikke for hvad det ikke er.