Åbningsdagen på Roskilde er altid en lidt underlig størrelse, men Smertegrænsens Toldere, The Cure og Smag På Dig Selv gjorde deres for at mane den orange følelse frem. 

Nogen siger, at torsdag var en musikalsk ringe dag på Roskilde. Jeg siger, at folk valgte forkert, hvis de ikke havde en fremragende dag.

På tredjedagen af Roskilde Festival begyndte træthedstegnene at melde sig. Der skulle noget ekstraordinært til for at få energiniveauet op. Men hvad?

Lefler Roskilde lidt i blinde for den primære målgruppe, de 20-30-årige? Skal de optrædende pinedød have samme alder som publikum? Det tror vi ikke, og TV-2's koncert på Roskilde understregede, om end på lidt klodset vis, vores pointe.

Koya er meget mere end et eller andet metalindslag, men lyden på Eos forhindrede dem i at demonstrere det. 

Smertegrænsens Toldere åbnede som forventet Roskilde med en energibombe af en punkkoncert. Men en hel halv time var mere end smadrebandets energiske men ensidige stil kunne bære.

Beskyt The Cure for enhver pris. Jeg forlanger mindst tre årtier mere med The Cure. Det burde kunne lade sig gøre, at dømme efter denne aften.

Smag På Dig Selv omdannede Eos til et balkanbryllup i helvede med deres kaotiske saxofon-techno og utæmmelige energi på scenen.  

Lord Snow lukkede Roskilde Festival 2026 med et hæsblæsende mix af math og emoviolence i en koncert, hvor pusterummene desværre lidt for ofte dræbte momentum.

Amerikanske Dying Wish havde det svært på den intime Gloria-scene, hvor musikken sjældent lykkedes med at stå alene. 

Grindcorelegenderne i Napalm Death afstraffede EOS med et charmerende blæsevejr af en koncert 

Uncle Acid and the Deadbeats vendte tilbage til Roskilde Festival efter, at de for ti år siden blev kastet ud i ingenting med en placering på alt for store Arena. I år viste afstraffelsen sig dog at blive endnu hårdere!

The New Eves lykkedes med at omdanne Glorias intime rammer til et okkult mødested for de indviede, og skabe en indlevende koncertoplevelse

Gorillaz gav en koncert, som var lige dele hitparade og hyggedans. Det var feel good (inc.), en skøn abefest, men med visse mislyde.

Publikum blev udsat for et industrielt inferno, der satte sig fysisk og mentalt, da Krøyer til fulde lykkedes med at rave natten ind på Gloria. 

Kneecap lykkedes med at skabe en voldsom fest på Arena, men den autentiske vildskab druknede i en poleret levering. 

Kærlighed og solidaritet, befri Palæstina. Den slags koncerter er der mange af på Roskilde, men Maruja fik politiske paroler og musik til at gå op i en højere enhed i en smuk koncert på Fauna.

Til et lydtæppe fuldt af mystik og flydende, mørke toner, trådte Ethel Cain ind i sort silhuet omgivet af lysprismer, som et stærkt signal om, hvad der ventede Arena torsdag aften.

Det var et veloplagt Wolf Alice, der onsdag aften indtog Orange Scene, og det var som forventet lidt af en kamæleon af en koncert. 

Endelig! Efter en hel dag med fine, men ikke sublime, oplevelser ramte Blawan den fuldstændig rent.

Den introverte æstetik fyldte Glorias intime rammer, hvor No Joy skabte et drømmende rum, der indbød til både fordybelse og fornøjelse.

Getdown Services fik Lagunen til at boble med bar mandehud og en fjollet buffet af disco og rå riff-energi.  

The Sophs bragte solbrændt indie sleaze til Fauna, men den californiske sol brændte hurtigt ud 

Igorrr tog Lagune med på et metallisk vanvidstogt, hvor opera, balkan og blackmetal smeltede sammen i himmelstræbende ambitioner.

Det blev en kort og i sidste ende lidt utilfredsstillende koncert med canadiske Truck Violence, der både viste gode takter og svagheder.

Albertslund Terror Korps vendte tilbage til Roskilde Festival efter to årtier og gav en overbevisende opvisning i det, der bedst kan beskrives som et dårligt trip. På den gode måde.

Fredag eftermiddag på den lille udendørs Eos-scene, i storm og lejlighedvise smådrypperier fra oven, skabte The Savage Rose et lille øjeblik af magi. 

Efter 25 år inviterede Roskilde Festival igen Aarhus-bandet TV-2 forbi Orange scene. Det blev til festivalens helt store, samlende og forløsende koncert trods ujævnheder i sætlisten. 

Det var svært at regne ud, hvad The Callous Daoboys egentlig ville med deres koncert på Roskilde. De ville lidt af det hele, men var aldrig sammenhængende, og resultatet var derefter. 

DONE Opstået i de forbandede år under en hel verdens nedlukning, var Poison Ruin klar til at betræde Roskilde Festivals mindste scene, Gloria. Det gjorde de såmænd glimrende, men det var en noget tandløs omgang. 

Bevæbnet med skrot-instrumenter og en mageløs musikalitet forvandlede congolesiske Kin'Gongolo Kiniata Fauna-teltet til en løssluppen gadefest i Kinshasa.  

Onsdag var for denne skribent en familiedag, som bød på store overraskelser samt præcis det, vi håbede på. 

Torsdagen bød på sideshows med alt fra quiz over bondage til drags. På scenen genopstod Mor, mens Sepultura sagde farvel og et fotoforbud fik fotografen op i det røde felt. 

Det er sært at tænke på, at fredag, hvor min krop smeltede og lå i en pøl af blod, skam og fortrydelse på jorden, kun var Copenhells næstvarmeste dag.

Metalquiz, stormregn og storebrors første møde med Copenhell: Sidstedagen blev årets hyggeligste dag på Copenhell – med god tid til både slænget og tråd i alskens afskygninger.

Rumrejser, stadionrock og genfundet kreativitet. 'The Wow! Signal' viser et Muse, der igen har mere på hjerte end ren volumen og bombastisk attitude.

Efter næsten et års ufrivillig pause er danske Ghost Iris tilbage med ny musik, en pladekontrakt og en række koncerter. Hør comeback-singlen 'One-Way Wasteland' her!

A Perfect Circle spillede en eminent koncert, men hverken dagslys eller et ævlende publikum gjorde noget godt for oplevelsen. 

President Fetch fik knoglerne til at rasle med et sjovt og skramlet show på Boneyard

Unpeople er fra London, men det kan man ikke høre på deres kulørte, amerikansk klingende pop-rock med metal og punk i ascendanten.

Powerplant tog sig ikke af sløvt fremmøde, men må nok sande, at der skal lidt flere af de store sange til, hvis der for alvor skal imponeres.

Aggressivt, beskidt og helt uden bremser: S.T.A.B. tonsede gennem Boneyard med en destruktiv kraft, der ramte lige i mellemgulvet.

De unge kvinder i Braindead gav et kort og entusiastisk, men lydmæssigt mudret dødsmetal-sæt på den intime Boneyard-scene.

Mammoth har fået konsolideret deres lyd mere siden sidst. Læg dertil en tidlig sendetid, så de glider lettere ned med det tynde øl i solen – og så er Hell ellers i gang!

Efter 48 års eksistens viste Social Distortion på Helviti, at de stadig er forrygende og rebelske. 

Sepultura kom lidt sjusket fra start, men det endte alligevel med at blive en godkendt finale da brasilianerne sagde farvel på dansk jord. 

Gatecreeper leverede en times energisk koncert af slagsen, der er effektiv i øjeblikket, men hurtigt fordøjet og glemt igen. 

Det var underholdende at overvære Ice Nine Kills gennemførte, indstuderede totalteater, hvor det musikalsk var veleksekverede melodiske emo-tendenser i store omkvæd, der tog sig bedst ud.

Torsdag aften gav Kublai Khan TX en fabelagtig koncert på Pandæmonium, der fik hvirvlet støv og godt humør op blandt de fremmødte på Copenhell.

Paleface Swiss havde så meget fart på, at det var svært sådan for alvor at engagere sig i andet end forsangerens forsøg på at være Kim Schumacher.

All Them Witches serverede tilbagelænet rock i en nådesløs sol på Pandæmonium fredag eftermiddag.

Calva Louise var svære ikke at holde af, men musikalsk var det ikke nogen stor oplevelse på Gehenna torsdag aften.

Norske Trollfest ødelagde egen fjolde-trolde fest ved at introducere på engelsk frem for norsk.

Portugisiske Gaerea vandt alles sorte hjerter på Pandæmonium fredag, da de blev højdepunktet på en ellers kunstnerisk blodfattig aften.

Det var meget samme show, som vi har oplevet før, vi fik fra Violent Magic Orchestras hånd, men i momentet gjorde det ikke så meget.

Saxon mødte et forståeligt mørbanket festivalpublikum lørdag aften, men som altid sejrede Saxon og heavy metal-festen til sidst. 

Chopper blandede det hele sammen og leverede en skøn dansefest for de uvejrsresistente. Det forløste ikke helt potentialet, men det blev så godt som det var muligt efter en kaotisk næsten-afslutning på aftenen.  

Copenhells store jubilæumsshow var en ujævn størrelse, som både fremkaldte jubel og lede, så her følger 11 minianmeldelser, idet en samlet dom nærmest er meningsløs.

Eyehategod gav ikke verdens bedste koncert på Copenhell i 2026, hvor forsangeren virkede ligeglad og generelt bare leverede en svag indsats.

Black Oak County havde svært ved at fylde den store Hades-scene. De, der var mødt frem, fik hard rock direkte fra skabelon-skuffen. Skuffende. 

Inhuman Nature var et af festivalens få thrash-koncerter her i 2026, men den vil ikke blive husket for så meget andet end et studie i generisk genreopvisning.

En rocktrio underholdt på Boneyard, da den danske sommer slog rekord, og både band og publikum hyggede sig med rocken med de spydige tekster.

Amagers fineste hardcorebøller åbnede Gehenna med en energisk omgang musik, man både kunne slåsdanse og hygge sig til.

Ovenpå en varm og støvet førstedag lukkede og slukkede Konvent for Pandæmonium-scenen med maner.

Papa Roach leverede den helt forrygende og formidable fest på Copenhells hovedscene Helviti.

Det var formidabelt, velspillet og passioneret, da nogle af black metal-scenens store karakterer hyldede Quorthon og Bathorys mørke, tidlige værker.

Gimmicks og konfetti i overflod kunne ikke redde skuffende hovednavn.

Anthrax’ optræden på Copenhell 2026 var mere end “bare” en suveræn Anthrax-koncert. Det var måske bandets bedste nogensinde.

Djervs optræden byggede sig hele tiden op og afsluttede højt i en sand finale, og havde undervejs to medlemmer ude blandt publikum.

Aarhusianske Slytter fik den utaknemmelige tjans at spille eftermiddagsgigget i den allerfarligste time på Copenhells lille Boneyard-scene. Det gjorde de fortrinligt. 

Omsorg var så gennemsympatiske, at det næsten skyggede for musikken, men også kun næsten. For de har jo ret: Vi skal stadig huske at lytte til hinanden, selvom vi spiller hårde og farlige. 

Permanoia præsterede et usammenhængende og flyvsk show med musik, der mest af alt lød af noget andet. 

Henret levede i det store hele op til navnet, da de ganske enkelt slagtede publikum på en stopfyldt Gehenna. Det kunne ikke være gået bedre. 

Psychomosher fra Columbia gjorde Gehenna-scenen endnu varmere med deres uhæmmede passion for europæisk 80’er thrash.

Da Rivers of Nihil tog sig en afstikker på deres Europa-turne og lavede et headliner-show i Gøteborg var der desværre ikke nok, der havde hørt om det.

Lørdagens koncert med Alestorm på Helviti blev som ventet den bedste/værste koncert på Copenhell 2026. Vi kvitterer med en top/bund-karakter.

Der var god stemning og høj, musikalsk klasse, da D-A-D, Dizzy Mizz Lizzy og Sort Sol underholdt i Tivoli Friheden lørdag aften.

Doom-heltene Warning lykkes med det umulige efter tyve års albumpause: at skabe samme følelsesmæssige intensitet som for tyve år siden.

Genudgivelsen af Iced Earth-grundlægger Jon Schaffers paranoide og konspiratoriske soloprojekt er musikalsk uinteressant. Men som indblik i forstadierne til trumpismen, er det et interessant dokument.

Snart løber den 18. udgave af den traditionsrige Metal Magic Festival af stablen. Som altid er der fyldt med upcoming bands, eksklusive undergrundslegender og masser af metal.

Den introverte, mørkemelankolske metalcore fra svenske Imminence  var ikke uinteressant, men gik skidt i spænd med sommersolskinnet og en alt for stor scene.

Tidligt fredag på Gehenna beviste Pustulant Flesh, hvorfor de er deres generations bedste death metal-band. 

Zakk Wylde og Black Label Society leverede en godkendt og velspillet start på den tunge torsdag, men også med Wyldes vanlige overdrev i soli og lir.

Regnen truede med at drukne Copenhells finale, men Babymetal forvandlede kaos til fest med et kompromisløst show fyldt med energi, kontraster og uimodståelige hooks.

Smertegrænsens Toldere indbød den bredere vennekreds i form af Sewer Haul, Maria Bertel og Svin. Det blev en særdeles vellykket aften, hvor vi for første - men måske ikke sidste - gang så Smertegrænsens Toldere spille free jazz. Og dét kan også noget. 

Da britiske Malevolence brølede: "OPEN UP THAT PIT", vidste vi, at koncerten ville komme til at slå hårdt. Det blev til en tour de force i gammeldags metalcore. 

Rival Sons rammer festivalstemningen perfekt på Copenhell, men den strømlinede tungrock efterlader nuancer på sidelinjen.

Queensrÿche var som altid fremragende, men legenderne er også en af den slags bands, der ikke får vundet så mange nye fans på en festival, og vist mest havde en fest for de indviede. 

Chris Barnes og Six Feet Under tog fusen på folk og leverede en times herlig omgang groovy death metal. 

Vi fik en koncert med Morild uden selvlysende maling og mørke; kunne (post-)atmoblack-bandet stå distancen under Ras nådesløse stråler?

Mite knækkede os over i varmen, da de triumferende åbnede Boneyard med store smil og prygl. 

Torsdag eftermiddag bød på gode, autentiske covers og “covers” fra den aktivistiske guitar-innovator Tom Morello, mens hans eksplicitte antifascisct-ytringer bliver lidt for retningsløse. 

Lightchapters solide, melodiske dødsmetal med elektroniske elementer kæmpede mod solens stråler og et træt publikum, men smil og spilleglæde smittede heldigvis hurtigt af på de fremmødte.

Det var på forhånd røbet, hvad vi ville få, men selvom der så ikke var overraskelser, så var det hele bare formidabelt omkring seje IOTUNN

Rap Martin Rap var mest af alt Martin selv, og hans del var formidabelt underholdende, musikken var til gengæld så som så.

De tre unge, indonesiske kvinder i Voice of Baceprot tog internettet med storm for et par år siden. Kunne de stå distancen på bagkanten af hypen?

Passion og erfaring stråler ud af Maceration, der i 35 graders sol leverede 45 minutters bundsolidt dødsmetal. 

MOR beviste, at kemi og kaos aldrig går af mode, til en reunion, der emmede af punkånd, nostalgi og rendyrket spilleglæde i skoven.

Deathcoren voksede støt og roligt og fik undervejs godt tag i publikum takket være energibomben Megan Targett i front.