Scenen koger måske ikke over i mængde, men kvaliteten fejler intet – fra mørke klubshows til tunge udgivelser.

Worms svulstige, symfoniske keyboardblack vil gerne være svulstig, storladen og skamløs. Men 'Necropalace' lyder mere som content end som fængende sangskrivning.

Portugisiske Gaerea leverer deres mest melodiske – og bedste – album til dato.

Depeche Modes ’Black Celebration’ fylder 40 år i dag. Vi har set nærmere på fødselaren og dens betydning i de elektroniske giganters diskografi.

Andet album fra californiske Fortress er også et præcisionsangreb af lynhurtige guitarer, lækre riffs og skinger melodisk vokal. 

Tirsdag aften åbnede Stengade dørene til en pause. En pause fra krig og død og ødelæggelse. En pause, hvor der blev plads til refleksion, sammen med andre eller hver for sig, som man nu lystede.

Roadburn kommer som altid vidt omkring i stilarter – men også geografisk, hvor vi i denne første samling spotlights fra årets line-up finder stærke bookinger helt fra UK og Italien til Finland og Japan.

Som altid har Roadburn musik for nærmest enhver smag – også for dem, der nyder de elektroniske genrer. Her er en række acts, du ikke skal snyde dig selv for!

Hvis man synes, at metalgenren til tider er blevet for selvhøjtidelig, vil man måske synes, at Angus McSix er vejen frem. Andre vil sikkert kalde det fake metal.

Meejah og HIRAKI har begået en mangefacetteret plade. Den er voldsom og stor, og den er flydende og lille. Den er æstetisk søgende, men den er også fokuseret og disciplineret. Lad mig forklare, hvad jeg mener.

Om 14 dage drager IOTUNN ud på sin første Europa-tour som headliner. I den forbindelse tog vi en snak med Jesper Gräs om forventninger, liveplader og økonomisk bæredygtighed.

Lamb of God viser stadig tænder på ‘Into Oblivion’ – en energisk, men ikke fejlfri plade fra groove metal-veteranerne.

Det stod klart allerede på førstedagen, at Cannonball Festival stadig ikke har fundet sit publikum trods store ambitioner, men kunne musikken så overbevise i stedet?

John Cxnnor satte alle sejl til og spillede to marathonkoncerter i Pumpehusets kransal og sendte både artister og fotografer til tælling i en frådende pit. 

Burning Witches en fredag aften i en by i provinsen? Det kunne nu alligevel noget.

Lørdag på Cannonball blev et flop. For kunstnere såvel som de få publikummer, der havde forvildet sig til Frederiksberg, hvor et ellers stærkt program havde potentiale til langt mere. Hvad var det dog, der skete....?

Kanonenfieber forvandlede Første Verdenskrig til fællessang, blastbeats og blodrødt sceneteater – og publikum åd det råt.

Et aggressivt og filmisk synthwave-soundtrack sætter punktum for 'Leather'-trilogien, men trods ambitionerne føles afslutningen mere rutinepræget end uforglemmelig.

Kapper, kosmos og kontrolleret kraft: Hällas leverede en tidsrejse, der fik Amager Bio til at holde vejret.

 To nye album, to unge navne: Heksproces og Lysbaerer fejrede release sammen på Basement – en aften med potentiale, intensitet og blik ind i undergrunden.

Raunchy går foråret i møde og bryder en meget lang vinterhi med nyheden om ny aktivitet og sågar et nyt album på vej. Det første siden 2014.

Kong Kent tog til Metallica-koncert i Berlin og fik hørt hele "Master of Puppets" albummet og et splinternyt nummer.

Mayhem, Marduk og Immolation viste i Göteborg, hvorfor de fortjent nyder anerkendelse som værende blandt de bedste i deres genrer. Sikke en opvisning!

Heksproces sigter højt på deres debut: et tungt, mørkt og ambitiøst værk, der kræver sin lytter – men også markerer et band, der vil mere end de fleste herhjemme.

Sylosis brøler og spiller kompetent på ‘The new flesh’ – men bag den polerede metalmur gemmer der sig kun få for alvor mindeværdige øjeblikke.

Igorrr leverer kirurgisk kaos og ekstrem præcision – men bag den perfekte eksekvering lurer rutinen, og spørgsmålet er, om genialiteten er ved at blive for tryg.

En overordentlig stor dosis power metal på en lillefredag, da Wind Rose, Hammerfall og Powerwolf gæstede KB Hallen torsdag aften.

Shadowspawn leverer solid, groovy dødsmetal med bid – men mangler det sidste, uforglemmelige hook.

28 minutter, nul overflødigt fedt: Ædel Fetichs debut er rå, skæv og rasende medrivende – et sortpunket spark i kæben med poetisk efterklang.