‘Bloody Dreams’ fræser afsted på punket energi, sorte riffs og psykedelisk mørke, mens Devil Master lader deres særheder få frit spil.

Det er blevet tid for Green Carnation at runde sin stort anlagte, progressive trilogi af, og det gør bandet selvfølgelig på vanlig stærk vis.

Tyranny spiller så langsomt og så tungt, at tiden opløses af kutteklædt mysticisme. På Kill-Town Death Fest bliver finsk funeral doom til en 52 minutter lang meditation over vibrationer, stilstand og tilintetgørelse.

Kamelot famler lidt for meget på bandets seneste album.

Hverken regn eller tordenvejr kunne slå Marduk ud af kurs, da svenskerne fredag aften gav den bedste black metal-koncert i festivalens historie.  

Med knusende riffs, veloplagt brutalitet og et bagkatalog fuld af dødstravere lukker Bloodbath Næver Næverland med manér!

Det er begyndt at røre på sig hos Horned Almighty, der snart slipper deres ottende fuldlængde. Vi tog os en snak med bandet om det nye album, om at udvikle sig og om at bevare passionen for musikken. 

Chat Pile er ikke ligefrem subtile på deres tredje album, men måske er det ikke tid til at være subtil. Måske skal pointerne skriges ud.

Der er slet ingen tvivl. Det her er med længder årets bedste koncert på Kill-Town Death Fest 2026 indtil videre.

Massacre tog os smukt tilbage til begyndelsen og spillede Mantas-materiale med kraft og kærlighed. Kam Lee kan heldigvis også fortælle historien. Men han skal holde sig fra “humoren”.

Sněť tager klistret og ulækker dødsmetal med til København og sætter samtidig gang i en pit, der går fuldstændig amok.

Massacre formår næsten at omvende en skeptiker på Kill-Town Death Fest. Så begynder Kam Lee at snakke.

Det er okay at være lidt en dinosaur på scenen, så længe T-rex-armene kan nå de rigtige strenge og holde det tight. 40 år inde klarer Atomic Aggressor stadig den del. 

Disembodiment leverer groovet, tyngden og energien, men nogle gange er summen mærkeligt nok mindre end delene.

Seraphic Entombment begraver Pumpehuset i langsom dødsdoom, hvor tiden trækkes ud, luften bliver tung, og lydmuren langsomt lukker sig om publikum.

Father Befouled har i to årtier prædiket menneskets fald gennem slæbende dødsdoom, blasfemi og riffs så tunge, at selv djævelen må tage et skridt tilbage i Pumpehuset.

Efter syv år væk fra europæiske scener og 17 år mellem regulære album står Funebrarum igen foran et europæisk publikum. På Kill-Town Death Fest minder amerikanerne os om, hvorfor deres navn vejer så tungt i undergrunden.

Portugisiske Phenocryst bringer geologien med på scenen, hvor dødsmetal, magma og seismiske trykbølger får den lille sal til at vibrere. Men trods massiv lyd, stærk stage presence og et solidt greb om publikum forbliver kvartetten mærkeligt indkapslet, som en krystal i vulkanen, der aldrig helt går i udbrud. 

Som musiker, formidler og arrangør gennem fire årtier er Jakob Schultz en institution i dansk musik. Til oktober er det femte gang, han afvikler Odense Metalfest, som vi har talt med ham om.

Maceration er klar med den første single fra 'Mercy to the Miserable', der udkommer til november. Se videoen til titelnummeret, der er filmet på sommerens Copenhell. 

Depression, angst og tab har sat dybe spor i He Who Saw The Abyss. Nu bruger bandet deres egne erfaringer til at støtte Livsliniens arbejde og sende et klart budskab til mennesker i krise: Du er ikke alene.

På ‘Marrow Deep’ bruger Mastodon døden som brændstof. Resultatet er bandets mest progressive plade siden ‘Crack the Skye’ – og en stærk genfødsel efter Brent Hinds’ afgang.

77 år er ingen alder, når man er så sej som Toody Cole, der fyrede garagerock-klassiker efter garagerock-klassiker af på en svedig onsdag i Malmö.

Cult of Luna og Julie Christmas genbesøgte ‘Mariner’ og skabte et øjeblik så intenst, at selv tiden syntes at holde vejret.

Patosladet, elegisk og utroligt gennemført: Die Weisses Roses andet album – 17 år efter debuten – er et usædvanligt gennemarbejdet og ambitiøst martial/industrial-neofolk album.

Den finske trio Rapid har efter sigende eksisteret i 12 år med samme besætning. Men det er først nu, at bandet er klar med første album. Klar er dog måske så meget sagt.

Popmusikken får tæsk af metalmusikken og vice versa på 'Prisoner', som viser et Raunchy, der ikke har glemt udgangspunktet, men også har fundet frem til endnu flere lag i sit udtryk.

På ‘End Whispers’ kommer verdens ende som en hæs hvisken fra de døde, mens mennesket fortsætter sin begravelsesmarch i den tro, at det stadig er på vej fremad.