Powerplant tog sig ikke af sløvt fremmøde, men må nok sande, at der skal lidt flere af de store sange til, hvis der for alvor skal imponeres.

Mammoth har fået konsolideret deres lyd mere siden sidst. Læg dertil en tidlig sendetid, så de glider lettere ned med det tynde øl i solen – og så er Hell ellers i gang!

Sepultura kom lidt sjusket fra start, men det endte alligevel med at blive en godkendt finale da brasilianerne sagde farvel på dansk jord. 

Gatecreeper leverede en times energisk koncert af slagsen, der er effektiv i øjeblikket, men hurtigt fordøjet og glemt igen. 

Det var underholdende at overvære Ice Nine Kills gennemførte, indstuderede totalteater, hvor det musikalsk var veleksekverede melodiske emo-tendenser i store omkvæd, der tog sig bedst ud.

Torsdag aften gav Kublai Khan TX en fabelagtig koncert på Pandæmonium, der fik hvirvlet støv og godt humør op blandt de fremmødte på Copenhell.

Paleface Swiss havde så meget fart på, at det var svært sådan for alvor at engagere sig i andet end forsangerens forsøg på at være Kim Schumacher.

All Them Witches serverede tilbagelænet rock i en nådesløs sol på Pandæmonium fredag eftermiddag.

Calva Louise var svære ikke at holde af, men musikalsk var det ikke nogen stor oplevelse på Gehenna torsdag aften.

Norske Trollfest ødelagde egen fjolde-trolde fest ved at introducere på engelsk frem for norsk.

Portugisiske Gaerea vandt alles sorte hjerter på Pandæmonium fredag, da de blev højdepunktet på en ellers kunstnerisk blodfattig aften.

Det var meget samme show, som vi har oplevet før, vi fik fra Violent Magic Orchestras hånd, men i momentet gjorde det ikke så meget.

Saxon mødte et forståeligt mørbanket festivalpublikum lørdag aften, men som altid sejrede Saxon og heavy metal-festen til sidst. 

Chopper blandede det hele sammen og leverede en skøn dansefest for de uvejrsresistente. Det forløste ikke helt potentialet, men det blev så godt som det var muligt efter en kaotisk næsten-afslutning på aftenen.  

Copenhells store jubilæumsshow var en ujævn størrelse, som både fremkaldte jubel og lede, så her følger 11 minianmeldelser, idet en samlet dom nærmest er meningsløs.

Eyehategod gav ikke verdens bedste koncert på Copenhell i 2026, hvor forsangeren virkede ligeglad og generelt bare leverede en svag indsats.

Black Oak County havde svært ved at fylde den store Hades-scene. De, der var mødt frem, fik hard rock direkte fra skabelon-skuffen. Skuffende. 

Inhuman Nature var et af festivalens få thrash-koncerter her i 2026, men den vil ikke blive husket for så meget andet end et studie i generisk genreopvisning.

En rocktrio underholdt på Boneyard, da den danske sommer slog rekord, og både band og publikum hyggede sig med rocken med de spydige tekster.

Amagers fineste hardcorebøller åbnede Gehenna med en energisk omgang musik, man både kunne slåsdanse og hygge sig til.

Ovenpå en varm og støvet førstedag lukkede og slukkede Konvent for Pandæmonium-scenen med maner.

Papa Roach leverede den helt forrygende og formidable fest på Copenhells hovedscene Helviti.

Det var formidabelt, velspillet og passioneret, da nogle af black metal-scenens store karakterer hyldede Quorthon og Bathorys mørke, tidlige værker.

Gimmicks og konfetti i overflod kunne ikke redde skuffende hovednavn.

Anthrax’ optræden på Copenhell 2026 var mere end “bare” en suveræn Anthrax-koncert. Det var måske bandets bedste nogensinde.

Djervs optræden byggede sig hele tiden op og afsluttede højt i en sand finale, og havde undervejs to medlemmer ude blandt publikum.

Aarhusianske Slytter fik den utaknemmelige tjans at spille eftermiddagsgigget i den allerfarligste time på Copenhells lille Boneyard-scene. Det gjorde de fortrinligt. 

Omsorg var så gennemsympatiske, at det næsten skyggede for musikken, men også kun næsten. For de har jo ret: Vi skal stadig huske at lytte til hinanden, selvom vi spiller hårde og farlige. 

Permanoia præsterede et usammenhængende og flyvsk show med musik, der mest af alt lød af noget andet. 

Henret levede i det store hele op til navnet, da de ganske enkelt slagtede publikum på en stopfyldt Gehenna. Det kunne ikke være gået bedre. 

Psychomosher fra Columbia gjorde Gehenna-scenen endnu varmere med deres uhæmmede passion for europæisk 80’er thrash.

Da Rivers of Nihil tog sig en afstikker på deres Europa-turne og lavede et headliner-show i Gøteborg var der desværre ikke nok, der havde hørt om det.

Lørdagens koncert med Alestorm på Helviti blev som ventet den bedste/værste koncert på Copenhell 2026. Vi kvitterer med en top/bund-karakter.

Sommerstilheden er ved at lægge sig over metal-Danmark, men helt stille bliver der nu ikke i denne uge. Metal Magic Festival i Fredericia disker endnu en gang op med et stærkt program, og så er der også "nyt" fra Bring Me The Horizon.

Der var god stemning og høj, musikalsk klasse, da D-A-D, Dizzy Mizz Lizzy og Sort Sol underholdt i Tivoli Friheden lørdag aften.

Albertslund Terror Korps vendte tilbage til Roskilde Festival efter to årtier og gav en overbevisende opvisning i det, der bedst kan beskrives som et dårligt trip. På den gode måde.

Igorrr tog Lagune med på et metallisk vanvidstogt, hvor opera, balkan og blackmetal smeltede sammen i himmelstræbende ambitioner.

The New Eves lykkedes med at omdanne Glorias intime rammer til et okkult mødested for de indviede, og skabe en indlevende koncertoplevelse

Endelig! Efter en hel dag med fine, men ikke sublime, oplevelser ramte Blawan den fuldstændig rent.

På Roskildes sidste dag har vi måtte grave dybt efter navne til dig, der lytter til hårde toner. Det er TV-2 ikke, men Igorrr kommer til gengæld, og det gør The Callous Daoboys, en anmelderfavorit hos os, men ellers er det kun Lord Snows midnatskoncert, der lukker festivalen, som vi reelt kan kalde must-sees. Tjek dog alligevel vores andre anbefalinger.

Kærlighed og solidaritet, befri Palæstina. Den slags koncerter er der mange af på Roskilde, men Maruja fik politiske paroler og musik til at gå op i en højere enhed i en smuk koncert på Fauna.

Gorillaz gav en koncert, som var lige dele hitparade og hyggedans. Det var feel good (inc.), en skøn abefest, men med visse mislyde.

Doom-heltene Warning lykkes med det umulige efter tyve års albumpause: at skabe samme følelsesmæssige intensitet som for tyve år siden.

Genudgivelsen af Iced Earth-grundlægger Jon Schaffers paranoide og konspiratoriske soloprojekt er musikalsk uinteressant. Men som indblik i forstadierne til trumpismen, er det et interessant dokument.

Uncle Acid and the Deadbeats vendte tilbage til Roskilde Festival efter, at de for ti år siden blev kastet ud i ingenting med en placering på alt for store Arena. I år viste afstraffelsen sig dog at blive endnu hårdere!

Snart løber den 18. udgave af den traditionsrige Metal Magic Festival af stablen. Som altid er der fyldt med upcoming bands, eksklusive undergrundslegender og masser af metal.

Grindcorelegenderne i Napalm Death afstraffede EOS med et charmerende blæsevejr af en koncert 

Den introverte, mørkemelankolske metalcore fra svenske Imminence  var ikke uinteressant, men gik skidt i spænd med sommersolskinnet og en alt for stor scene.

Tidligt fredag på Gehenna beviste Pustulant Flesh, hvorfor de er deres generations bedste death metal-band. 

Beskyt The Cure for enhver pris. Jeg forlanger mindst tre årtier mere med The Cure. Det burde kunne lade sig gøre, at dømme efter denne aften.

Smertegrænsens Toldere åbnede som forventet Roskilde med en energibombe af en punkkoncert. Men en hel halv time var mere end smadrebandets energiske men ensidige stil kunne bære.

Zakk Wylde og Black Label Society leverede en godkendt og velspillet start på den tunge torsdag, men også med Wyldes vanlige overdrev i soli og lir.

Regnen truede med at drukne Copenhells finale, men Babymetal forvandlede kaos til fest med et kompromisløst show fyldt med energi, kontraster og uimodståelige hooks.

Smertegrænsens Toldere indbød den bredere vennekreds i form af Sewer Haul, Maria Bertel og Svin. Det blev en særdeles vellykket aften, hvor vi for første - men måske ikke sidste - gang så Smertegrænsens Toldere spille free jazz. Og dét kan også noget. 

Da britiske Malevolence brølede: "OPEN UP THAT PIT", vidste vi, at koncerten ville komme til at slå hårdt. Det blev til en tour de force i gammeldags metalcore. 

Rival Sons rammer festivalstemningen perfekt på Copenhell, men den strømlinede tungrock efterlader nuancer på sidelinjen.

Queensrÿche var som altid fremragende, men legenderne er også en af den slags bands, der ikke får vundet så mange nye fans på en festival, og vist mest havde en fest for de indviede. 

Chris Barnes og Six Feet Under tog fusen på folk og leverede en times herlig omgang groovy death metal. 

Vi fik en koncert med Morild uden selvlysende maling og mørke; kunne (post-)atmoblack-bandet stå distancen under Ras nådesløse stråler?

Mite knækkede os over i varmen, da de triumferende åbnede Boneyard med store smil og prygl. 

Torsdag eftermiddag bød på gode, autentiske covers og “covers” fra den aktivistiske guitar-innovator Tom Morello, mens hans eksplicitte antifascisct-ytringer bliver lidt for retningsløse. 

Lightchapters solide, melodiske dødsmetal med elektroniske elementer kæmpede mod solens stråler og et træt publikum, men smil og spilleglæde smittede heldigvis hurtigt af på de fremmødte.

Det var på forhånd røbet, hvad vi ville få, men selvom der så ikke var overraskelser, så var det hele bare formidabelt omkring seje IOTUNN

Rap Martin Rap var mest af alt Martin selv, og hans del var formidabelt underholdende, musikken var til gengæld så som så.

De tre unge, indonesiske kvinder i Voice of Baceprot tog internettet med storm for et par år siden. Kunne de stå distancen på bagkanten af hypen?

Passion og erfaring stråler ud af Maceration, der i 35 graders sol leverede 45 minutters bundsolidt dødsmetal. 

Hvis ikke du skal på Dyrskuepladsen eller i Tivoli Friheden, så er det ikke just denne uge, der skriver de store overskrifter … men nyt fra Deep Purple og Soothsayer skal nu nok være værd at se frem til!

MOR beviste, at kemi og kaos aldrig går af mode, til en reunion, der emmede af punkånd, nostalgi og rendyrket spilleglæde i skoven.

Deathcoren voksede støt og roligt og fik undervejs godt tag i publikum takket være energibomben Megan Targett i front.

Håndgemeng gjorde præcis, hvad de var booket ind til: satte gang i tredjedagen med deres tunge, groovy rock og fik morgenpilsen til at glide lettere ned.

Defecto leverede et et flot show, der var 100 % Defecto og ren kærlighed til musikken.

Der var nærvær og store smil til den melodiske hardcore fra Nyt Liv, serveret på Copenhells absolut mest pressede højttalere.

Gridirons amerikanske, metalliske hardcore blev serveret ganske fortrinligt for første gang for et publikum i Danmark.

Volbeat sejrede på Copenhell med en sindssyg god koncert på en historisk dag med en hedebølge, der blev til et uvejr, som satte en brat stopper for koncerten lige på målstregen. 

Godt gennemført P.O.D.-show tidligt fredag aften, hvor bandets rap metal-numre rykkede i både heavyhofter og solstegte metalstænger.

Katla kom hjem til København og gav præcis det show på Copenhell, som både de selv og deres fans havde håbet på. Masser af kærlighed og Satan.

Copenhell fik den zombiepunk, ingen vidste manglede: The Rotten Leprechauns genopstod og underholdt fra første ligstank.

Nostalgi, heltekærlighed og symfonisk storhed gik hånd i hånd, da Jakob Stegelmann endnu engang indtog Copenhell.

Successen var nok indskrevet på forhånd, men det blev Neckbreakkers non-stop smadderfest ikke mindre fed af.

Soilwork debuterede på Copenhell i bagende hede og kørte den ind med charme, selvtillid og gode melodier.

Der var godt med meninger i End Its hardcore-sæt, hvor bassen bed fra sig, men det var nu den energiske og storsnakkende frontmand, man bedst huskede bagefter.

Warkings var musikalsk fastfood af værste skuffe. Vi skylder os selv meget mere! 

Trivium spillede fedt på Helvíti, hvor bandet trak på stærke ældre sange, men samtidig kunne røbe, at det kommende 11. album er det bedste endnu fra bandet.

Den californiske trio tog os med på en charmerende tur i skoven. Det var dog fattigt på fuglesang. 

På kun et år er President stormet frem. Til deres danske debutkoncert blev de modtaget af tusinder af gæster, og de maskerede briter beviste, hvorfor de bliver endnu større i fremtiden.

Selv under en skyfri himmel står (0)s mørke univers stærkt – og vinder publikum med intensitet, atmosfære og egenart.

Texanske Die Spitz underholdt tilforladeligt i varmen, hvor der var masser af kærlighed mellem band og publikum, men ikke helt den nerve i musikken, vi havde håbet på.

Scimitar udfordrer, forvirrer og fascinerer på Gehenna – og ender med at levere et af deres stærkeste liveindtryk til dato.

Det første, vi blev ramt af, var Red Hot Chili Peppers’ ’Californication’. Heldigvis blev det bedre derfra.

Sydafrikansk punkcharme og ægte attitude kan ikke skjule, at Twenty One Childrens sange sjældent rækker ud over kuriositetsværdien.

Det blev en revanche fra showet i 2022 på samme festival – men dog en smal sejr, for Suicidal Tendencies spiller på det sikre og så frontmandens smittende, høje humør.

Problemer med PA’et kunne ikke stoppe The Browning fra at levere lige præcist den energiudladning af en fest, alle havde håbet på eller forventet. 

Med afsavn spillede Mastodon den koncert på Refshaleøen, som vi turde håbe på. 

Loathe spændte ben for sig selv og ødelagde, hvad der reelt set var en helt acceptabel koncertoplevelse. 

thrown mødte et publikum, der ville bandets koncert meget mere end bandet selv – resultatet var en sær oplevelse, hvor publikum var den store performer.

I en alder af 78 år beviste Alice Cooper på Copenhell, at legenden på ingen måde færdig. 

Iron Maiden måtte arbejde for at få publikum med på Copenhell, men da de så fik vækket Refshaleøen, så endte det med at blive en virkelig god koncert.

Det kontroversielle konceptband Dogma åbnede Copenhell med en koncert, der var på niveau med en diletantisk dårlig pornofilm. 

25 år senere står ‘Origin of Symmetry’ stadig som øjeblikket, hvor Muse blev for store til Jorden – og fandt deres egen stemme.