Sorgens smukke renhed
Skepticism lukker Kill-Town Death Fest med hvide roser, sorte jakkesæt og funeral doom så højtidelig, at Pumpehuset for en stund føles som et gravkapel. Teatralsk til sokkeholderne.
Det begynder egentlig med lidt knas.
Devilutions udsendte kigger nervøst på uret, for efter 37 koncerter på fire dage og en hverdag lige om hjørnet bør togafgangen ikke misses sådan en søndag aften.
Skepticism står til at gå på klokken 22, men lydprøven trækker ud, og først omkring 22.12 er finnerne klar. På sin egen passende måde er det dog næsten symptomatisk. Vi skal tage afsked med årets KTDF, selv forsinkelsen bevæger sig åbenbart i funeral doom-tempo, og finske Skepticism er ikke et orkester, man vil gå glip af.
Stemningen i salen er høj, naturligvis lettere træt og derfor behageligt afdæmpet – det er trods alt ‘Gloomy Sunday’, og foran os venter et så teatralsk, højtideligt og pionerende band som Skepticism. Lidt uro er der dog i salen.
Forsanger Matti Tilaeus lader til at få nok. Han slår ud med armene i noget, der mest af alt ligner et: “Fuck det her, vi kører …”. Men da bandet først står på Main Stage, og lyden sidder der, ændrer rummet karakter.
En rituel afsked
Sort og hvidt. Mørke blazere. Hvide roser. Hvidt lys gennem mørket.
Det er så gennemført højtideligt, at det i hænderne på næsten ethvert andet metalband ville risikere at ligne en lidt for dyr begravelse arrangeret af rollespillere, man ville have svært ved at tage alvorligt. Eller alternativt få én til at spekulere på, om man pludselig var trådt ind på et egnsteater.
Hos Skepticism føles det dog anderledes. De hvide roser har været en del af bandets koncerter i årtier, og hele det visuelle udtryk er efterhånden lige så integreret i musikken som orglet. Det er ikke “kun” et scenekostume. Det ér Skepticism som produkt, og æstetikken trækker os aktivt og særdeles effektfuldt ind og ned i en sorgfuld, mørk verden, der både musikalsk og følelsesmæssigt er alvorlig og vægtig.
Publikum accepterer ceremonien med det samme. Der falder en koncentreret stilhed over salen. Folk står. Betragter. Lytter. Er i det. Lader musikken flytte sig gennem rummet og sindet i sit eget enorme tempo.
Efter fire dages Kill-Town Death Fest er det næsten terapeutisk. Vi har fået tæsk. Vi har fået blastbeats, stagedives, dødsmetalhistorie, international undergrund og kilometer efter kilometer af verdens absolut hårdeste dødsmetal skudt ind i kraniet. Søndag har allerede sænket pulsen betragteligt, men Skepticism fører bevægelsen til sin logiske konsekvens.
De lægger festivalen i graven.
Og de gør det næsten udelukkende med materiale fra de tidlige år. Efter ‘Chorale’ og ‘The Organium’ kommer ‘The Everdarkgreen’ fra albummet ‘Stormcrowfleet’, inden ‘Edges’, ‘Forge’ og ‘Aether’ fører os frem mod ‘The March and the Stream’. Et fokus på, og en tilbagevenden til, fundamentet. Og her bliver det tydeligt, hvorfor Skepticism måske er vigtigere end blot betegnelsen “et af de første funeral doom-bands”. Langsomheden er næsten det mindst interessante lige nu. Det er rummet mellem anslagene. Pauserne, der giver os plads til at tænke. Enten over Matti Tilaeus’ optræden, som stod han ved sin nyligt afdøde elskedes grav, eller over de sorgfulde begivenheder, vi alle bærer med os, og som uvægerligt er en del af livet, og som bandet nu leverer lydtæppe til.
Sanseligt leverer Skepticism præcis det, der kan fremkalde den slags tanker. Eller omvendt – præcis det, der gør det muligt for os at tage bandets optræden ind som en fortælling, man selv står midt i og er vidne til.
Matti knæler. Kigger mod himlen. Dufter til roserne, der med lethed kan symbolisere savnet.
Tabet. Sorgen over den mistede. Den mistede selv.
Det for bandet karakteristiske orgel fungerer også her som en bærende del af arkitekturen. Trommerne slår ofte som en procession snarere end et almindeligt beat. Guitarerne kommer ind som enorme flader. Den dybe, men samtidig nænsomme vokal behøver ikke forcere noget, netop fordi resten af musikken allerede har gjort luften tæt og følelsesmættet. Det er ekstremt og samtidig underspillet midt i det teatralske, hvad der måske virker kontraintuitivt – men Skepticism har forstået noget om tyngde, som ekstremmetal indimellem glemmer. Den bliver ikke nødvendigvis større af, at man fylder mere på. Nogle gange bliver et enkelt slag eller riff tungere, fordi man har ventet på det. Fordi opmærksomheden derfor er større.
Det giver også aftenens show en smuk dobbelthed. Musikken er enorm og naturligvis vægtig, men stemningen omkring den er sart. Sort og hvid. Brutalitet og hvide roser. Et growl fra afgrunden placeret midt i det ømme. En tilstand, man kan være i og genkende. Eller betragte udefra som noget grundlæggende menneskeligt.
Sorgens væsen oversat til lyd
‘The March and the Stream’ fra ‘Lead and Aether’ lægger sig langsomt og tungt hen over os som festivalens sidste, lange bevægelse.
Efter fire dage, tre scener og et voldsomt antal variationer over menneskets trang til at lave musik om døden afslutter Skepticism passende det hele som et begravelsesritual med orgel, hvide roser og nogle af de langsomste, mest følelsesmættede riffs, weekenden har budt på.
Det er helt perfekt.