Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell 27: Raunchy

Updated
646210271_1504448257906725_780864472001975989_n

Raunchy har en lang karriere og et solidt bagkatalog at trække på, når de skal sammensætte sætlisten til næste års Copenhell-show. Vi har talt med bassist Jesper Kvist om hvad de glæder sig allermest til. 

Kunstner
Koncertarrangør
Forfatter

Hvad kan vi forvente os af jeres koncert på Copenhell Festival?
– Først og fremmest kan I forvente et show med masser af energi. Vi har efterhånden en del år og plader at vælge fra, så det bliver en koncentreret omgang Raunchy med både de gamle klassikere og noget af det nye.
 
Hvad vil karakterisere jeres sætliste?
– Det bliver en sætliste med fokus på de numre, der fungerer bedst live. Vi kommer selvfølgelig til at repræsentere 'Prisoner', men vi ved også at publikum gerne vil høre nogle af de gamle klassikere. Det bliver en blanding af nyt og gammelt, så vi kommer bredt rundt.
 
Hvad er det værste, der kan ske under jeres koncert?
– Det må nok være, at strømmen går. Det meste andet kan vi nok spille os ud af, men det er svært at spille en metalkoncert uden strøm.
 
Hvad skal fans især lytte til, hvis de ønsker at forberede sig til jeres koncert?
– Jeg synes egentlig, man skal tage en tur gennem hele kataloget. Vi har efterhånden en del plader at vælge fra, og sættet kommer til at spænde ret bredt. Så lyt lidt til både det gamle og det nye, så burde man være godt klædt på.
 
Planlægger I at se nogle koncerter på festivalen?
– Ja, helt sikkert. Noget af det fede ved Copenhell er jo, at man selv kan få set en masse fede koncerter. Vi kommer helt sikkert til at rende rundt på pladsen og se en masse bands. Jeg glæder mig blandt andet meget til at se Faith No More, men også nogle af de mindre bands som Barbarians of California.
 
Hvordan oplever du forskellen mellem små indendørs koncerter og de store udendørs sommerfestivaler?
– De små klubshows kan være meget intense, fordi publikum står helt oppe i hovedet på én, og man kan mærke hver eneste reaktion. Festivalerne har til gengæld en anden energi, når man kigger ud over et stort publikum. Det er to meget forskellige ting, og begge dele er fede. På en festival har man også muligheden for at ramme folk, som ikke nødvendigvis kom for at se lige præcis os. Man kan også selv få hørt andre bands, hvilket er fedt.
 
Hvad forventer I jer af festivalen?
– En fed festival med god stemning, masser af mennesker, kolde øl, høj musik og forhåbentlig dansk sommervejr så det føles som en ægte tur i helvede. Copenhell har efterhånden udviklet sig til noget ret særligt, så forventningerne er høje. Og så selvfølgelig at spille en fed koncert!
 
Udover jeres egen optræden, hvad glæder I jer så mest til på dette års Copenhell?
– Hele oplevelsen omkring festivalen. At møde venner, som man måske ikke har set længe, se en masse bands og bare hænge ud. Der sker jo også altid alt muligt rundt omkring på festivalpladsen, og man ender tit med at falde over et eller andet sjovt eller mærkeligt, som man ikke havde planlagt.
 
Hvorfor tror I, at I er booket til Copenhell?
– Fordi de har god musiksmag! Og så har det jo nok også noget at gøre med, at det ikke er så længe siden, vi udgav vores første album i mange år. Vi har været væk i en periode, men er tilbage med ny musik og masser af energi, og samtidig har vi en historie på den danske metalscene.
 
Hvilke råd vil I give til de danske Copenhell-debutanter?
– Hvis det er første gang i skal spille på Copenhell, så husk at nyde det, stemningen, bajerne og musikken. Spil røven ud af bukserne som i også ville gøre det, hvis det var et lille klubshow. Folk er kommet for at høre metal, og det er det i er kommet for at give dem.

– Hvis det er din første gang på Copenhell som gæst, så sørg for at få prøvet hele Copenhell-oplevelsen, med boderne, kunsten og de små events. Få hørt dine yndlingsbands og brug ikke alle dagene i ølteltet.
 
Hvad vil I gøre anderledes denne gang?
– Forhåbentlig være endnu bedre til selv at nyde det. Når man har prøvet det før, ved man jo lidt mere, hvad man går ind til. Men når vi først går på scenen, er planen egentlig den same, give den fuld smadder!
 
Hvordan oplevede I jeres første optrædener på Copenhell?
– Det var jo lidt en drengedrøm, som gik i opfyldelse. Vi havde spillet på mange store danske og internationale festivaller, men manglede Copenhell. Den festival er noget helt særligt, da det er en festival dedikeret udelukkende til metal, og vi har fulgt den fra en lille dansk upcoming festival, til det store internationale trækplaster det er i dag. Så det var pisse fedt da vi stod der og skulle spille første gang.