Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 - Gratis øl på Copenhell

Populær
Updated
Top 5 - Gratis øl på Copenhell

Smukfest deler i år gratis øl ud om søndagen. Det er en indlysende fejl, hvis Copenhell ikke gør noget tilsvarende. Her er de fem vigtigste win-win grunde:

Kunstner
Dato
10-03-2014
Forfatter

"Skanderborgfestivalen" eller "Smukfest", eller hvad den nu lige hedder, har bebudet, at der er gratis øl om søndagen. Hvis noget er for godt til at være sandt, er det som regel, fordi det er det, og i dette tilfælde er ulempen den indlysende, at man skal udstå Smukfest.

Havde det været Copenhell derimod, ville verden give mere mening, så her er fem grunde til hvorfor:

1. Metalhoveder er cool
- ... og det er derfor pinligt, at Gnags-segmentet på Skanderborg skal trakteres fyrsteligt flydende, når cool metaltyper må til lommerne. Det burde naturligvis være omvendt, når de førstnævnte alle er jyske gymnasielærere med høj løn, og sidstnævnte bruger alle deres penge på at være seje, for at kunne tage sig standsmæssigt ud på Copenhell. De har fortjent en håndsrækning.

2. Øl holder én ung
- Lægevidenskaben er ikke i tvivl (...ok, munden siger muligvis "nej", men øjnene siger "skål"): Øl er sundt. Fra knogleskørhed til Alzheimers, grå stær og nedgroede negle: Øl indeholder stoffer mod snart sagt alle lidelser, og da en stor del af metalpublikummet er oppe i årene, kan Copenhell holde evigt liv i kunderne, og må derfor se det i sin egeninteresse at forære øllet bort.

3. Metal sætter "øl" i "følelser"
- "Good, friendly, violent fun" er den pladetitel, der bedst beskriver, hvordan stemningen i pitten bør være, og øl hjælper som bekendt på den slags venskabelige følelser, der skal til. Og da der næppe vil være en pit på Smukfest, bør øllet flyde i København i stedet.

4. Drikke for at glemme
- ikke musikken, men planlægningen. Det faktum, at hovednavnet spiller om onsdagen, og at festivalen derfor blev rykket fri af weekenden, kræver smørelse. "Glemsels Hejre det er, som svæver over Øl; den stjæler Mændenes forstand", fortæller Odin i Den Højes Tale...

5. Øl er Gud
- ... og Odin fortsætter "Drukken jeg blev, alt for drukken...", hvorefter Tom Waits kan tage over med konstateringen: "There ain't no devil, only God when he's drunk", og herved kom vi meget langt væk fra Skanderborg og meget tæt på Fanden og Copenhell, som ved gratis øluddeling vil blive tr00 kvlt.

Den Højes Tale (dvs. dén med Odin) kan du i øvrigt læse her:
http://www.heimskringla.no/wiki/Den_H%C3%B8jes_Tale